Vi må holde fast i proportionerne. Det er ikke et par fredsaktivisters aktion, som er anledningen til at Folketinget skærper sikkerheden eller bliver mere lukket. Det er kun et symptom på, at regeringen har bragt sig i et dybt modsætningsforhold til i hvert fald halvdelen af befolkningen

af Birthe Sørensen, ansv. redaktør, Dagbladet Arbejderen
Svar til Finn Hermann:
Siden krigen mod Irak var en realitet forrige torsdag - og siden Danmark gik med som krigsførende part, har vi oplevet en stribe reaktioner.
Aktionen med maling i Folketinget er langt fra den eneste, selv om den er blevet debatteret heftigt.
Skolebørn pjækker fra skole og drager rundt i byerne og blokerer trafik. En dirigent for Radiosymfoniorkestret er tæt på at blive fyret, fordi han tager ordet inden en koncert. Der laves blokader mod Mærsk og A.P. Møller. Og et hav af demonstrationer og aktioner i små og store byer.
Masser af disse aktioner falder inden for begrebet civil ulydighed. Eller sagt med andre ord, de er ikke lovlige. På trods af dette har de udbredt sympati i befolkningen.
Det har de lige præcis, fordi alle er klar over, at regeringen selv har gjort noget dybt alvorligt. En krigserklæring mod et land og et folk er at gøre sig selv til herre over liv og død.
Og efter manges opfattelse er det tilmed også ulovligt på grund af det manglende FN-mandat. Dermed være ikke sagt at en krig med FN-mandat havde været bedre.
Filminstruktøren Christan Braad Thomsen sagde det så rigtigt den anden aften i tv:
- Hvis man mener, at krigen er en forbrydelse, så betyder det, at Danmark regeres af en flok krigsforbrydere, som alle bør retsforfølges.

En sådan situation kalder på stærke følelser og stærke reaktioner. Ikke dem alle er måske lige velovervejede. Mange er også udtryk for en følelse af afmagt eller vrede.
Jeg tror, at vi i den kommende tid vil se meget mere af den slags. Vi vil også se, at grænsen for det tilladelige vil rykke sig - i takt med at krigens gru kommer ind i vores stuer.
I det forløb er det vigtigt, at vi holder hovedet koldt og ikke lader os rive med af et øjebliks forargelse over, om en aktion er klog eller dum - som jeg synes alt for mange gjorde i sagen om maleraktionen i Folketinget.
Vi må holde fast i proportionerne. Det er ikke et par fredsaktivisters aktion, som er anledningen til at Folketinget skærper sikkerheden eller bliver mere lukket. Det er kun et symptom på, at regeringen har bragt sig i et dybt modsætningsforhold til i hvert fald halvdelen af befolkningen.
Det ikke er en udvikling, som er sket over en nat, men krigen har skærpet modsætningerne på alle måder. Det er en udvikling, som er forberedt af de herskende. Terrorloven og andre indskrænkninger i retssikkerheden viser dette.
Hvis vi hæver os lidt over den aktuelle situation, kan vi vel roligt konkludere, at der udvikler sig et skærpet modsætningsforhold mellem magthaverne og befolkningen. Og set med marxistiske briller, ved vi jo godt, at det er udtryk for, at klassekampen foregår hver eneste dag, men antager mange forskellige udtryk. Den er desværre ikke altid lige fredelig. Principper om respekt for selv ens fjenders personlige integritet kan hurtigt komme til kort. Historien har mange eksempleré

Jo, selvfølgelig var Enhedslisten nødt til at reagere i den situation der opstod efter maleraktionen. Muligvis blev alle taget lidt på sengen og nåede ikke at gøre sig de store overvejelser inden pressen kom.
Men at Enhedslistens hovedbestyrelse, efter flere dages betænkningstid, ikke kunne nå frem til en mere besindig reaktion undrer mig stadig.
At Pernille fik mundkurv på og tilsyneladende slet ikke må udtale sig, synes jeg også er dybt betænkeligt.
Adskillige har beklaget, hvad den her sag kan komme til at betyde for Pernille Rosenkrantz -Theils politiske karriere. Fordi hun er et stort talent, har en uhøjtidelig optræden, ja ligefrem også er fotogen, er nogen af argumenterne.
Men sagen er jo, at det som gør Pernille til et 'talent' først og fremmest er, at hun har fattet, at det vigtigste slet ikke er, hvad der sker i Folketinget men udenfor. Gang på gang har hun vist, at hun opfatter sig som talerør for bevægelserne udenfor Folketinget og forbinder sig tæt med dem.
Den forbindelse mangler ærlig talt nogen af Enhedslistens folketingsmedlemmer - desværre. For det er jo netop listens berettigelse - og det kan også hurtigt blive dens akilleshæl. At en udenomsparlamentarisk aktion kan ryste og splitte Enhedslisten så meget, er desværre blot et eksempel på det.