Vi skal på det skarpeste protestere mod den amerikanske, australske, engelske og danske krig i Irak, hvis eneste formål er at sikre de store multinationale olieselskabers adgang til den irakiske olie.
Udtalelse fra Murersvendenes Fagforening Århus Amt Syd
At den danske regering med det mindst mulige folketingsflertal har valgt at tilsidesætte folkeretten og FN og i stedet valgt at være aktive deltagere i USA's oliekrig mod Irak er dybt forkasteligt. Danmark er ved direkte deltagelse i krigen et oplagt terrormål.
Vi støtter på ingen måde Saddams regime, men krig er ingen løsning. Krigen vil ramme en i forvejen hårdt ramt civilbefolkning, der efter 12 års handelsembargo er nærmest udsultet. Det befolkningen har brug for er mad, medicin og lignende elementære behov, ikke krig og bomber der fører til endnu mere elendighed.
Vi kræver: - et øjeblikkeligt stop for krigen - at våbeninspektionerne genoptages - at den irakiske befolkning får den nødvendige humanitære hjælp
I stedet for at føre krig burde vi koncentrere os om årsagerne til konflikterne rundt om i verden. Fagbevægelsen burde i langt højere grad engagere sig i at forebygge den stadigt stigende globale økonomiske og sociale ulighed.
Vi bakker op om de initiativer der er mod krige, og for freden.
Vedtaget på generalforsamling den 26. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278