Men de statsledere som vi vælger, er blinde og døve. De hører kun det, der bekræfter, hvad de selv vil i forvejen. Al anden tale overhører de. Og hvad der ikke kan overhøres, bringer de til tavshed med bomber.

af Kjeld Stenum
For en uge siden åbnede motorcykelfolket Bakken. I dagene omkring begivenheden kunne man høre de store maskiner sværme rundt i forårslandskabet.
I havebyen begynder folk at dukke op i weekenderne og efter arbejdstid, og ikke bare for at rive løv og gamle stauderester sammen. Lyde af hamre, blandemaskiner og save afslører, at den lange vinter har sat gang i mange drømmerier.
Livet er, som det plejer at være, det er næsten ikke til at mærke nogen forskel. I weekenden have eller sommerhus. Om onsdagen ugens lotto eller tipskuponen, den lille ugentlige drøm om et andet liv. Til daglig op og på arbejde, hjem og slappe af! Tænde for flimmeren, hvis man kan holde det ud mere.

For der er en lille ting, der ikke er, som det plejer at være. Vores statsminister har involveret vores land i krig. Og i begyndelsen syntes vi, at det var - ikke rigtigt, nej, men en dramatisk beslutning, som det,uanset hvad man i øvrigt mener,måtte kræve nosser at tage.
Så blev krigsdeltagelsen godt nok mere symbolsk end militær, så det med nosserne kan vi godt glemme igen. Nu synes vi nærmest, det er lidt pinligt, når han bryster sig af sine nosser. Men amerikanerne lyder jo til at være umådelig glade for hans støtte alligevel, og bare det, at så stort et land regner med lille Danmark! Jo, det var ligesom der blev bølgegang i andedammen!
Men som dagene går, opdager vi, at alt alligevel er som det plejer. Alt går videre, krig eller ej. Det bliver forår uanset. Bakken åbner. Vi går i vores daglige trummerum og i vores drømme. Det eneste forandrede er, at underholdningen på flimmerkassen er blevet uhyre ensidig i løbet af det sidste par uger. Der er alt for meget krig.
Vi gider det ikke mere! Akademikergeneraler og politiske kommentatorer, der sidder og analyserer og siger kloge ting. Er amerikanerne gået i stå? Er modstanden uventet for dem, eller var det, hvad de havde ventet, og går det alt sammen dybest set planmæssigt? Bush, der taler, Saddam Hussein, der taler, og de pudsige skældsord, de benævner hinanden med. Frontlinjeberetninger, krigsreportere med vindblæst hår, sand i mikrofonen og brag fra ægte bombeeksplosioner i baggrunden. Indimellem ser man dem ligefrem fare sammen og dukke sig, hvad gør man ikke for at skabe underholdning til seerne?

Indimellem også klip fra irakisk fjernsyn, påstande om bombning af boligområder, om nedkastning af livsfarlige miner forklædt som uskyldigt børnelegetøj, ubehagelige billeder af blodige kroppe, og så videre. Vi ser det alt sammen med et skeptisk distancerende smil, men kan alligevel ikke helt beherske en indre uro.
Hvor bliver det her folkelige oprør mod Saddam Hussein af? Hvornår kommer afsløringen af den her rygende pistol? Og selvom vi ikke helt ved, hvad vi skal mene om det, der kommer fra irakisk tv, så er der jo dog ingen tvivl om, at bombardementerne af de irakiske byer bliver voldsommere og voldsommere, selvom amerikanerne hårdnakket hævder, at deres politik er at undgå civile tab.
Det er underholdning. Og det er ikke længere god underholdning. Først går vi lidt ind for krig på grund af den dramatiske effekt, så går vi lidt imod, fordi underholdningen bliver for ensidig og kedelig! Man siger, at moderne medier bringer krigen lige ind til os i vores stuer. Intet kunne være mere forkert! Vi kan næsten ikke få ind i hovedet, og slet ikke i hjertet, at Danmark er i krig.
Og medierne er i allerhøjeste grad skyld i denne blokering. Denne uudholdelige jagt på drama og effekter, denne ulidelige konkurrence om seere, som ingen kanal tør melde sig ud af! Lidt fra den ene side, og lidt fra den anden side, det skaber dynamik og drama, og kun de tilspidsede højdepunkter, og alt dette har intet eller meget, meget lidt med krigens virkelighed at gøre.

For krigen har stået på i tolv år, den virkelige krig. Og når medierne uundgåeligt drejer mere og mere i retning af, at de amerikanske bomber også rammer civile irakere, og vi mere og mere får en urolig fornemmelse af, at det ikke kun er tilfældige fejlbombninger, så bør vi lytte til vores urolige fornemmelser og ikke til præsident Bush's stædige forsikringer.
Det er kun logisk, at amerikanerne går til krig mod den irakiske civilbefolkning, når denne befolkning ikke leverer det ønskede oprør mod Saddam Hussein. Altså logisk ifølge amerikansk logik. Sådan tænker de, og sådan har de tænkt dybest inde altid lige siden Vietnam. Ja, og også før. Og selvom de fik rendt sig en staver i livet på den politik i Vietnam, og selvom deres iver efter at forsikre os om omsorg for civile liv er reflekser af den erfaring, så dukker det op igen og igen.
Senest så vi det med klyngebomber i Afghanistan, nu ser vi det måske med anvendelsen af mineret legetøj i Bagdad: Vil civilbefolkninger ikke makke ret med det gode, så skal de terroriseres til at makke ret. For makke ret skal de!

Desuden er det kun den logiske forlængelse af de seneste tolv års politik overfor Irak. Krigen er ikke andet end en fortsættelse af politikken med andre midler, sagde en gammel død general. Og er det rigtigt, er der intet overraskende i, at amerikanerne gør civilbefolkningen til gidsler i krigen. Civilbefolkningen i Irak har været det internationale samfunds gidsler i tolv år - på USA's foranledning. Skulle USA så pludselig have betænkeligheder ved at gøre dem til gidsler i den militære konflikt også?
Disse tolv år - og ikke mediernes opskruede reportager - de er krigens virkelighed. Ingen af os, der ikke har prøvet at miste et barn på grund af internationalt sanktioneret systematisk udsultningspolitik, eller på grund af selvbestaltede retshåndhæveres nedkastning af sprængfarligt legetøj, ingen af os aner, hvad krigen handler om. Det mindste, vi kan gøre overfor dem, som ved, det er at vise dem respekt. Den lille bitte smule respekt, som det er at lytte til, hvad de vil, der skal ske med deres land.
Men de statsledere som vi vælger, er blinde og døve. De hører kun det, der bekræfter, hvad de selv vil i forvejen. Al anden tale overhører de. Og hvad der ikke kan overhøres, bringer de til tavshed med bomber.