25 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten og malingsaktion

Enhedslisten og malingsaktion

Lørdag, 05. april, 2003, 00:00:00

Jeg synes ikke, det er acceptabelt at smide maling efter dem og jeg tror vi bliver nødt til at erkende, at de fleste mennesker opfatter en sådan handling som voldelig.

af Per Clausen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
Svar til Birthe Sørensen (indlæg i Dagbladet Arbejderen den 20. marts og 2. april).
På venstrefløjen vil der hele tiden være brug for at diskutere de aktioner og aktionsformer, vi tager i anvendelse. Herunder også om de er kloge eller ukloge.
Malingsaktionen gav krigstilhængerne mulighed for i de første dage efter at Danmark var gået i krig at fjerne fokus fra krigen og i stedet tale om Globale Rødders 'vold mod statsministeren' og 'overgreb på demokratiet' samt Enhedslistens medansvar.
Det var næppe Globale Rødders hensigt, så aktionen var set i det lys ikke nogen succes. Med andre ord var det dumt at gennemføre den.

Hertil kommer, at aktionen også sætter spørgsmålstegn ved vores holdning til, hvordan vi reagerer overfor politiske modstandere. Jeg synes ikke, det er acceptabelt at smide maling efter dem og jeg tror vi bliver nødt til at erkende, at de fleste mennesker opfatter en sådan handling som voldelig. Det ville jeg nok også selv gøre, hvis det var mig, det gik ud over.
Birthe Sørensen mener, at: 'Principper om respekt for selv ens fjenders personlige integritet hurtigt kan komme til kort. Historien har mange eksempler.' Det er jeg helt enig i. Dele af venstrefløjen i Danmark solidariserer sig med styrer, som både historisk og aktuelt ikke har noget problem med at trampe på menneskers integritet. Jeg er imidlertid helt uenig i den 'afslappede' holdning til andre menneskers rettigheder, som Birthe Sørensen giver udtryk for.
Det drejer sig derimod ikke om, hvorvidt aktioner er 'ulovlige' eller fører til en overtrædelse af politivedtægten. Der blev i dagene efter krigsudbruddet gennemført adskillige aktioner, som formentlig indebar overtrædelser af forskellige paragraffer, som jeg synes var helt fremragende.

Disse aktioner diskuteres også på venstrefløjen, som man blandt andet kan se på Modkrafts hjemmeside. Og der skal ikke være nogen tvivl om, at det giver bedre muligheder for en nuanceret debat, end når man skal udtale sig til BT, TV2 Nyhederne og så videre om de samme emner.
Birthe Sørensen videreformidler også myten om, at Pernille skulle have fået mundkurv på. Det er det rene vrøvl. Jeg kender ikke nogen, der er i stand til at give Pernille ordre til at holde mund med noget som helst effekt. Derimod forbeholder Pernille sig ret til selv at bestemme, hvad hun vil udtale sig til pressen om - og det synes jeg er et klogt standpunkt.
Birthe Sørensen mener også, at nogle af Enhedslistens folketingsmedlemmer mangler kontakt til bevægelserne udenfor Folketinget. Det forstå jeg ikke, men Birthe kan selvfølgelig godt have ret. En meningsfuld diskussion af dette forudsætter imidlertid konkretisering af påstanden. Almen mistænkeliggørelse er 'ærlig talt' ikke noget godt udgangspunkt for en åben diskussion på venstrefløjen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. apr. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp