25 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hullet i det sociale sikkerhedsnet

Hullet i det sociale sikkerhedsnet

Lørdag, 05. april, 2003, 00:00:00

Vi oplever, at når disse muligheder efter kommunens skøn er udtømte, kan den sygemeldte reelt falde gennem maskerne i det ellers så højt roste danske sociale sikkerhedsnet. Udbetalingen af sygedagpenge stopper

Udtalelse fra Faggruppen af socialrådgivere i fagbevægelsen
Faggruppen af socialrådgivere i fagbevægelsen har været samlet til vort årlige seminar på Fuglsangcentret i Fredericia. Temaet for faggruppeseminariet i år var: 'Sikrer ankesystemet rettighederne for de syge?'
Baggrunden for dette tema er, at vi i vores job som socialrådgivere ansat i fagbevægelsen ofte ser medlemmerne miste deres forsørgelsesgrundlag efter kort eller lang tids sygdom. Årsagerne er flere: Dels en problemfyldt social lovgivning på området, dels en praksis i kommunernes socialforvaltninger som efter vores opfattelse ikke er i overensstemmelse med lovgivernes intentioner; men som alligevel er blevet knæsat af ankesystemet (De social Nævn i Statsamterne og Den sociale Ankestyrelse).
Problemstillingen er som regel følgende: En person bliver langtids sygemeldt. Typisk er der tale om nedslidningslidelser som for eksempel en ødelagt ryg eller hjertelidelser ofte på grund af et dårligt arbejdsmiljø.
Sygedagpengeloven giver mulighed for sygedagpenge fra kommunen i op til 52 uger som hovedregel. Der kan dog ske forlængelse i varierende tid af forskellige årsager: Arbejdsprøvning, revalidering, verserende arbejdsskadesag, igangværende lægebehandling eller ventetid til dette, pensionssag verserer, og i sjældene tilfælde: hvis særlige årsager taler for det.
Vi oplever, at når disse muligheder efter kommunens skøn er udtømte, kan den sygemeldte reelt falde gennem maskerne i det ellers så højt roste danske sociale sikkerhedsnet. Udbetalingen af sygedagpenge stopper.. Den syge bliver ikke tilbudt omskoling, omplacering i andet job eller fleksjob, og kan heller ikke få førtidspension, fordi kommunen ikke mener, at pågældende opfylder kriterierne for disse tiltag.
Personen er nu henvist til at ansøge om kontanthjælp. Er han/hun gift og ægtefællen tjener blot en helt almindelig løn, vil der ofte ikke kunne udbetales een enkelt krone til pågældende. Man er faldet i det, vi i faggruppen kalder 'Det sorte Hul! ' Den syge har nu ikke blot et helbredsproblem men også et økonomisk problem!
Vi har diskuteret problemstillingen i to dage med oplægsholdere fra Den sociale Ankestyrelse, en repræsentant fra ombudsmanden, en advokat, samt tre centralt placerede folk fra de faglige organisationer. Desuden havde vi inviteret medlemmer af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Kun SF's Lene Garsdal, Line Barfod fra Enhedslisten og Socialdemokratiets Bjarne Laustsen deltog. Desværre fik vi ingen repræsentanter fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti til at komme. Trist at ingen fra regeringspartierne eller støttepartiet ville komme og deltage i denne (synes vi) vigtige debat.
Faggruppen mener, at der er et stort problem med retssikkerheden for sygemeldte. Vi finder det helt utilstedeligt, at fagforeningernes medlemmer pludselig kan stå uden anden forsørgelse end ægtefællens indkomst - at man efter oftest et langt slidsomt arbejdsliv ikke kan være rimelig sikker på at have en lovsikret ret til offentlig forsørgelse, hvis man reelt ikke kan arbejde længere på grund af svigtende helbred.
Vi opfordrer kraftigt lovgiverne, det vil sige Folketinget til at gøre noget ved dette gabende hul i det sociale sikkerhedsnet. De tiltag man har gjort fra den tidligere regerings side har vist sig utilstrækkelige med den nuværende lovfortolkning og praksis på området. En løsningsmulighed kunne være at ophæve det forældede princip om gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller, en anden - mere effektiv og rimelig løsning er, at ophæve varighedsgrænsen i sygedagpengeloven og samtidig give kommunen pligt til at tilkende førtidspension, når helbredsproblemet umuliggør tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. apr. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp