Det er in at tale om virksomhedernes etiske og sociale ansvar. For A. P. Møller koncernen må disse begreber være ganske ukendte.
af Mogens Møller Larsen, København
Fra hovedsædet på Esplanaden i København udgår en politisk og økonomisk magt, der strækker sig til fjerne egne af kloden.
A. P. Møller er højt hævet over lov og ret og almindelig forretningsmoral. I næsten 40 år har firmaet tjent milliarder og atter milliarder på Nordsøolien, som skiftende regeringer har foræret væk. Indtil for nylig har A. P. Møller udnyttet et hul i selskabslovgivningen til at skjule kæmpeformuer. Med en lovændring blev koncernen 55 milliarder rigere! Skattespekulationer og fiduser i forbindelse med diverse fonde er et af koncernens varemærker.
Helt ud i detaljen er skatteunddragelser sat i system. Ansatte får overarbejdsbetaling udbetalt i form af restaurationsbesøg, og de ansatte i hovedsædet har betalt sømandsskat!
A. P. Møller har mange jern i ilden, men moralen synes ikke at være en del af strategien. På Mærsk Medicals fabrik i Malaysia har de ansatte i årtier kæmpet for at få lov til at organisere sig. Ja, selv Irak-krigen tjener man på ved at transportere krigsmateriel for USA. Ligesom A. P. Møller deltager i udviklingen af det nye amerikanske krigsfly Joint Strike Fighter.
På egen grund står det ikke bedre til. Et større hovedsæde er nødvendigt, og det bliver et kæmpebyggeri hen over fredningslinier, klods op af Kastellet. Bygherren ignorerer krav om byggetilladelse, dispensationer og klagefrister før han går i gang. Der er ikke tid til at vente på at naboer, foreninger og andre bruger deres demokratiske ret til at komme med indvendinger.
På baggrund af sine tidligere erfaringer, må rederen have god grund til at tro, at disse procedurer blot er formaliteter, at loven ikke gælder for ham, at alle instanser vil bukke og stå ret - selv Naturklagenævnet - når man hedder A. P. Møller.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278