Med indførelsen af euroen har den amerikanske dollar fået en alvorlig konkurrent på den internationale arena. På det seneste har euroen vundet ind på dollaren, og det kan true dens stilling som det førende internationale betalingsmiddel

af Sven Tarp
Siden 1999 har Iran syslet med ideen om at opgive dollaren til fordel for euroen. Irak gjorde det rent faktisk i år 2000 og blev af den grund ikke mindre forhadt i Washington. Nordkorea har gjort det samme. Og også Venezuela har planer i denne retning. EU forhandler med Rusland om at købe olie i euro i stedet for dollar og så videre.
Dollaren er også ved at miste terræn på andre felter. Malaysia er således ved at indføre en gulddinar, som efter planen skal være betalingsmiddel mellem muslimske lande.
En række centralbanker, for eksempel i Rusland og Kina, er ved at sprede deres valutareserver på flere valutaer. Alt dette truer og svækker dollaren. Men et virkeligt knæk vil det være, hvis OPEC dropper dollaren og begynder at anføre oliepriserne i euro.
Og OPEC har faktisk sådanne overvejelser. Det kom blandt andet frem på en konference om euroens internationale rolle i den spanske by Oviedo i april 2002. Her diskuterede Javad Yarjani, der er leder af OPEC's markedsanalyseafdeling, hvornår en overgang til euro kunne komme på tale:
'Det er værd at notere sig, at på lang sigt er euroen ikke i en så ugunstig situation over for dollaren, når man sammenligner størrelsen af de to økonomier, navnlig med henblik på EU's udvidelsesplaner. Dertil kommer, at Euro-zonen har en større andel i den globale handel end USA. Og mens USA har store underskud på betalingsbalancen, har euro-zonen en bedre eller mere balanceret stilling udadtil. Et af de stærkere argumenter for at prissætte og betale olien i dollars har været, at USA er storimportør af olie... Men hvis man ser på statistikken over eksporten af råolie, ser man, at euro-zonen er en endnu større importør af olie og olieprodukter end USA.' (1)
Javad Yarjani uddyber herefter de betingelser, der skal være til stede, for at OPEC på sigt vil overveje en overgang til euroen:
'Af største betydning for euroens endelige succes med hensyn til olieprissætning vil det være, hvis Europas to største olieproducerende lande, Storbritannien og Norge, tilsluttede sig den fælles valuta... Det er meget muligt, at det, efterhånden som den bilaterale handel mellem Mellemøsten og EU vokser, kan lade sig gøre at sætte olieprisen i euro, eftersom Europa er området vigtigste økonomiske partner.' (2)

Dollarens mareridt
De perspektiver, som Javad Yarjani opruller for at udskifte euroen med dollaren, er altså voksende handel, udvidelse af EU samt Storbritanniens og Norges tilslutning til euroen. På nær det sidste kan der meget vel være tale om en endda meget kort årrække, måske to-tre år. Det haster med andre ord, hvis USA skal forsvare dollarens internationale fortrinsret.
'Den amerikanske Forbundsbanks største mareridt er, at OPEC i sine internationale transaktioner dropper dollaren og indfører euroen', skriver professor W. Clark fra John Hopkins University i Indy Times. Og han fortsætter:
'Krigen er en strategi fra USA's side for at forhindre, at OPEC begynder at bruge euroen i sine oliehandler. Den (militære) kontrol over Iraks olie vil tillade USA at opløse OPEC's priskontrol. Denne krig har intet at gøre med nogen trussel fra Saddams gamle masseødelæggelsesvåben eller med terrorisme. Krigen drejer sig om oliens globale valuta.' (3)
Olga Buturina fra det russiske Videnskabsakademis Europa-Institut har forudsagt denne udvikling:
'Det er mere end sandsynlig, at USA vil gøre brug af de utallige midler, som det råder over - herunder udenoms-økonomiske - for at forhindre en massiv overgang fra dollar til euro.' (4)
Det er disse 'udenoms-økonomiske midler', det vil sige militærmagt, som USA nu tager i brug for at forsvare sin valuta. Olga Buturinas landsmand Mikhail Deliaguin, der er direktør for Instituttet for Globale Problemer i Moskva, siger ligeud:
'Svækkelse af euro-zonen er en strategisk betingelse for USA's overlevelse som verdens geopolitiske leder'. (5)

Dollaren behøver krig
I denne forstand er krigen i dybeste forstand en krig mellem to imperialistiske projekter, USA og EU.
Selv om den åbne modsætning ikke på nuværende tidspunkt går mellem USA og EU, men mellem USA og Irak, ligger modsætningen mellem førstnævnte alligevel og ulmer under overfladen. Det er blandt andet det, der kan forklare Frankrigs og Tysklands ellers overraskende modstand mod denne konkrete krig. Det er det, der kan forklare den splittelse, som er opstået i NATO-familien.
Men som sådan er det også en slags overlevelseskrig for den amerikanske imperialisme. Eksperter vurderer, at dollaren vil blive devalueret med op til 40 procent, hvis OPEC gik over til euro. Det ville sende en chockbølge ind i den amerikanske økonomi, som ville sætte krisen i 1929 i skyggen.
Krigen er på denne måde en nødvendighed for USA. Det er næppe den eneste overvejelse, som har spillet ind. Også de faktorer, som blev diskuteret i foregående kapitel, har sandsynligvis indgået i den endelige beslutning. Kampen om dollarens fortrinsstilling er dog så vigtig for USA's overlevelse, at den givetvis har vejet meget tungt i skålen af argumenter. Men det er alligevel et spørgsmål, om USA vil komme ud af krigen med skindet på næsen. I den før citerede artikel skriver The Observer:
'Hvis krigen er ovre på få uger vil risikoen være til at tage og føle på, og der vil være nogle aktier, som det vil være værd at købe til priserne i dag. Men hvis krigen fortsætter eller den efterfølgende fred bliver ustabil, kan presset mod dollaren og Wall Street blive endda meget alvorligt og forstærke det depressive tryk mod en økonomi, hvor de underliggende ubalancer er så ekstraordinære... USA's militære kapacitet kan måske tillade enegang, men det bløde økonomiske underliv, som vi ved at opdage, kan ikke.' (6)

Krigen - et svaghedstegn
Risikoen er stor for USA. Men Bush-regeringen føler øjensynlig, at det er det værd. USA har det gennem de seneste år befundet sig i en akut økonomisk krise, som det har svært ved at slippe ud af. Samtidig befinder det sig som sagt i en dyb strukturel krise, som lidt efter lidt fører det frem mod afgrundens rand.
Krigen er på den ene eller anden måde et forsøg på at komme ud af disse problemer. USA forsøger at bruge sin overlegne militærmagt til at løse de økonomiske problemer. I virkeligheden er det et svaghedstegn, som viser, at USA ikke længere kan fortsætte med de gamle metoder. Krigen bliver en nødvendighed, fordi disse metoder ikke længere slår til.
I et større perspektiv står vi over for første etape i det amerikanske imperiums dødskamp. Hvor lang og smertelig denne dødskamp bliver, er det umuligt at spå om. Som tenoren, der i operaen igen og igen rejser sig i sit dødskvad, vil de nærmeste år blive domineret af den amerikanske imperialismes spasmer.
Men det betyder omvendt også, at verden går ind i en periode med social uro, med sociale revolutioner. Imperialismen kan tage menneskeheden med sig i graven, som både den Noam Chomsky og den canadiske professor Michel Chossudovsky for nylig har sagt. (7) Det er folkenes opgave at forhindre, at dette sker. Det er udfordringen.

Noter
1. Javad Yarjani: The Choice of Currency for the Denomination of the Oil Bill. Foredrag holdt på Eu-seminaret 'The International Role of the Euro', 14. april 2002, Oviedo, Spanien.
2. Ibid.
3. W. Clark: O pesadelo do banco central dos EUA & a razão real para a guerra ao Iraque.. Se også: W. Clark: The Real Reasons for the Upcoming War With Iraq: A Macroeconomic and Geostrategic Analysis of the Unspoken Truth. Independent Media Center, januar 2003..
4. Citeret efter: Rafael Poch de Feliu: Una guerra contra el euro. La Vanguardia, Barcelona, 15. februar 2003.
5. Ibid.
6. Will Hutton: Why Bush is sunk without Europe. The Observer, 26. januar 2003.
7. Noam Chomsky: A espécie humana pode estar em perigo. http://www.resistir.info/eua/especie_humana.html og Michel Chossudovsky: Bush Military Adventure threatens Future of Humanity. Centre for Research on Globalisation, 8. oktober 2002. globalresearch.ca/articles/CHO210A.html