Der har aldrig eksisteret noget reelt argument for at føre krig mod den irakiske nation. Irak var ikke, og er ikke nogen trussel mod USA eller dets integritet.

af Bruno C. Andersen, Randers
Bush's imperialistiske aggressionskrig mod det irakiske folk, og dansk følgagtig deltagelse på USA-imperialismens side, baserer sig på manipulation og bedrag - et iscenesat sæt af løgne fabrikeret i Washington, af 'bibelstærke' mænd og kvinder rundet af våben- og olieindustri og diverse tænketanke.
Der har aldrig eksisteret noget reelt argument for at føre krig mod den irakiske nation. Irak var ikke, og er ikke nogen trussel mod USA eller dets integritet.
Derimod er Bush-administrationen, den sammenkogte ret af højreorienteret kristen fundamentalisme, af hungrende våben- og oliemagnater, milliardprofitter de multinationale koncerner river den af til, som følge af denne og ved tanken om kommende forebyggende krige, en trussel, ikke kun mod den irakiske befolkning og den mellemøstlige region, der nu ofres på mammons alter, men mod hele verden.

Lige nu drejer det sig for USA-imperialismen om at anvende sit enorme voldsapparat til at sætte sig i besiddelse af de irakiske oliefelter og indsætte et lydregime i Bagdad, der villigt gummistempler beslutningerne truffet i våben- og olieindustriens allerhelligste direktionslokaler.
Det er en ren røverkrig, og Danmarks største multinationale gigant deltager direkte i de amerikanske imperialisters krigsoperationer ved at sikre transport, materiel, tropper og forsyninger, på langtidskontrakt indgået med Pentagon før krigsudbrudet, og flere danske firmaer lugter blod og tilbud om at deltage i ligrøveriet, som underleverandør til amerikanske koncerner, der allerede nu har planlagt, hvad de kalder genopbygningen af Irak, betalt af det irakiske folks egne olierigdomme.
Ingen kan dog med sikkerhed sige, hvordan krigen vil forløbe, eller om kuponklipperne har forregnet sig. De imperialistiske invasionsstyrker har mødt langt større modstand end ventet, der er mere end langt mellem de dansende irakere, medier og Bush's generaler stillede i udsigt ville byde 'befrierne' velkomne.
De fodrede mediers løgne, som kritikløst viderebragte myter om de imperialistiske invasionsstyrkers uovervindelighed, den nemme og hurtige krig, de højteknologiske våbens formidable præcision, den humane behandling af fanger og civilbefolkning slår revner.

Yderligere over 100.000 amerikanske soldater skal sendes til fronten i første omgang, tropperne skal omgrupperes før det endelige sidste slag - man synes man har hørt den snak før i krigshistorien. Selvom generalerne, Bush, Blair og Fogh som ekkoer af hinandens gentagelser siger at alt overordnet går efter planen, fornemmer man at det irakiske ørkensand laver knas i en velsmurt krigsmaskine.
Planen om at fjerne Saddam Hussein i krigens første angreb slog fejl, forsøgene på at vælte regimet indefra, med hjælp fra den ynkeligt udsmuglede, smøghungrende krigsforbryder fra Sorø slog fejl. Irak er tilsyneladende større end man troede, forsyningsvejene er lange og sårbare, regulære tropper har smidt uniformen og er begyndt at operere som partisaner. Napoleon, Hitler samt visse tidligere amerikanske præsidenter havde samme problemer, da de lod deres invasionsstyrker vælte ind over andre lande og deres befolkninger, for at bombe deres drøm om verdensherredømme igennem.
Forarget viderebringer de velvillige mikrofonholdere kritikløst den såkaldte koalitions problemer. Irakerne yder modstand mod de imperialistiske styrker, både tilhængere og kritikere af Saddam Hussein, de gør det for at forsvare deres nations selvstændighed og den irakiske nations rigdomme, og de gør det ved at bruge en klassisk kombination af forsvar af centrale positioner, kombineret med guerillakrig. Noget Bush, hans kabinet, generaler og kommende militærguvernør over et 'befriet' Irak kunne have erfaret mere om ved at studere den amerikanske militærhistorie i især Vietnam.
Noget Fogh, Skaarup, Stig Møller måske burde se på, før end vennerne i Det Hvide Hus og Pentagon beder om yderligere danske bidrag, der kan følge i fodsporene af de snart 400.000 amerikanske soldater, der befinder sig i ørkenhelvedet i Irak for at sikre oliemagnaterne og A. P. Møllers kommende koncessioner.