USA´s planer om verdensherredømme kan kun dårligt skjules. På trods af omskrivningen - ´en militær rival med et formidabelt resursemæssigt grundlag´ - er det tydeligt, at det er Kina, der hentydes til. Kina skal inddæmmes med et netværk af militære baser og klientstater.

af Sven Tarp
Mens dokumentet ( Den Nationale Sikkerhedsstrategi, red.) fra Det Hvide Hus er holdt i et relativt indpakket og diplomatisk sprog, er det amerikanske militær langt mere åbenhjertet og direkte i en fireårs-rapport fra september 2001. Her tegnes et uhyggeligt billede af den tankegang, som dominerer i den eneste tilbageværende supermagts militære hovedkvarter:
'Selv om USA ikke vil stå over for en lige så stærk rival inden for nær fremtid, er det muligt, at regionale magter kan udvikle tilstrækkelig kapacitet til at true stabiliteten i områder, som er kritiske for amerikanske interesser. Navnlig Asien er gradvist ved at vokse frem som en region, der kan medføre en omfattende militær konkurrence.
Langs en bred bue af ustabilitet, som strækker sig fra Mellemøsten til Nordøstasien, indeholder regionen en letantændelig blanding af regionale magter i fremvækst eller forfald. Regeringerne i disse stater er sårbare over for at blive væltet af radikale eller ekstremistiske hjemlige politiske kræfter eller bevægelser.
Mange af disse stater råder over et stort militær og har forudsætninger for at udvikle eller erhverve masseødelæggelsesvåben. At opretholde en stabil balance i Asien vil blive en kompleks opgave. Der er muligt, at en militær rival med et formidabelt resursemæssigt grundlag vil vokse frem i regionen.
Den østasiatiske kyst - fra Bengal-bugten til det Japanske Hav - udgør et særligt udfordrende område. Afstandene er store på den asiatiske skueplads. Tætheden af amerikanske baser og mobil infrastruktur er lavere end i andre kritiske regioner.
USA har også mindre garanti for adgang til faciliteter i området. Dette gør det vigtigt at sikre yderligere aftaler om adgang og infrastruktur og udvikle systemer, som kan gennemføre stadige operationer på store afstande med minimal støtte fra nærliggende baser.
USA og dets allierede og venner vil fortsat være afhængige af energiresurserne fra Mellemøsten, en region, hvor adskillige stater udgør en konventionel militær udfordring, og hvor mange søger at erhverve - eller har erhvervet - kemiske, biologiske, radiologiske, nukleare og forstærkede højeksplosive våben.
Disse stater udvikler ballistisk missilkapacitet, støtter international terrorisme og udvider deres militære midler for at øve tvang mod stater, som er venligt stemt over for USA, og for at nægte amerikanske militære styrker adgang til regionen.' (1)

Kina indkredses
Dette lange og trættende citat er medtaget, fordi det siger ikke så lidt om, hvad der er gang i.
Planerne om verdensherredømme kan kun dårligt skjules. På trods af omskrivningen - 'en militær rival med et formidabelt resursemæssigt grundlag' - er det tydeligt, at det er Kina, der hentydes til.
Det drejer sig om at indkredse Kina med et netværk af militære baser og klientstater. Alt andet er kun en brik i denne plan.
Kina er i dag et land i hurtig udvikling. Hvis dets 'socialisme med kinesiske træk' fortsætter med at udvikle sig i det nuværende tempo, vil det inden for de næste 15 år overhale USA som verdens største økonomi. Og inden midten af det 21. århundrede vil Kina have et større bruttonationalprodukt per indbygger end USA.
Dermed vil Kina blive en rival, der overgår USA. Og det kan Det Hvide Hus ikke tillade ifølge sine egne dokumenter. Man skal være naiv, hvis man ikke kan læse skriften. Kina skal neutraliseres med et forebyggende angreb. Alt andet er blot forpostfægtninger, hvor smertelige og forkastelige de end måtte være.
Det er dog værd at erindre, at netop krigen mod Afghanistan, som startede få uger, efter at fireårs-rapporten så dagens lys, løste en række af USA's problemer i området. Et resultat af krigen var, at der blev anlagt permanente amerikanske baser i Afghanistan og en række centralasiatiske republikker. Dermed havde USA taget et skridt videre i sin omringning af Kina. Det var krigens virkelige formål.

Ny atomstrategi
I løbet af 2002 definerede USA også en ny atomstrategi. Det måske mest ildevarslende ved denne nye strategi er, at atomvåben nu er første udvej snarere end sidste udvej. Atomvåben skal fremover kunne bruges i tre situationer:
a) hvis USA bliver angrebet med kemiske, biologiske eller atomare masseudryddelsesvåben,
b) hvis fjenden har installationer, der ikke kan rammes på anden måde, og
c) hvis der sker uventede begivenheder.
I Bush-regeringens forskruede tankegang er begrænset atomkrig ikke længere noget ubehageligt, men snarere en foretrukket politik. Hjernen bag den nye atomstrategi er forsvarsminister Donald Rumsfeld, som Henry Kissinger temmeligt sigende engang har kaldt 'den mest nådesløse mand, jeg nogen sinde har mødt'. (2)
I en betydningsfuld, men lidet omtalt tale for det Amerikanske Militære Universitet den 31. januar 2001 introducerede Rumsfeld en ny doktrin for 'strategisk dominans', der er blevet benævnt 'Rumsfeld-doktrinen':
'Ifølge dette koncept må USA altid være rede til at vurdere sine modstanderes militære kapacitet og reducere deres handleevne ved hjælp af planmæssig ødelæggelse af fjendens industrielle, militære og politiske infrastruktur'. (3)
Det er denne strategi, som helt klart bliver anvendt i krigen mod Irak. I sin tale sagde Rumsfeld også, at USA måtte være parat til at føre fire større krige på samme tid. Han gav endvidere udtryk for, at Pentagons budget for 2003 måtte indbefatte penge til at købe en ny generation af jordgennemtrængende atombomber, som 'kunne gøre dybe underjordiske faciliteter, hvor terrorister skjuler sig og terrorstater gemmer deres masseødelæggelsesvåben, forældede.' (4)
Pentagon har senere indrømmet, at man konkret overvejer brug af atomvåben mod Irak. (5)

Irak er en brik i en større plan
For at sammenfatte er USA's krig mod Irak et skridt i en langt større plan for at sikre sig verdensherredømme. Selv om det jamrer over Iraks påståede masseødelæggelsesvåben, går det ikke selv af vejen for at bruge sådanne våben, hvis det anses for nødvendigt. Hvem der er den egentlige terrorist, er med andre ord et definitions- og holdningsspørgsmål.
I mindre målestok er krigen også en del af spillet om at tegne et nyt kort over Mellemøsten. Ved at fordrive Saddam Husseins styre kan USA øge presset mod de to andre 'slyngelstater' i området, nemlig Iran og Syrien.
USA ønsker blandt andet at presse Syrien ud af Libanon, hvad der vil svække Hizbolla-bevægelsen, som har sine baser her.
Målet er at lette presset mod Israel, så der kan gennemtrumfes en 'fredsløsning' på israelske betingelser, hvad der givetvis vil betyde yderligere fordrivelser af den palæstinensiske befolkning. 'Duen' Colin Powell kom i sine sædvanlige bløde formuleringer ind på dette spørgsmål i sin fortræden for det amerikanske senats udenrigsudvalg den 6. februar 2003:
'Jeg tror, at der også er en mulighed for, at en succes grundlæggende kan omforme regionen på magtfuld vis, som kan styrke USA's interesser, især hvis vi efter en sådan konflikt også er i stand til at gør fremskridt i fredsprocessen i Mellemøsten.' (6)

Noter
1. US Department of Defence: Quadrennial Defense Review Report, 30. september 2001.
2. Helen Caldicott: The New Nuclear Danger: George W. Bush's Military Industrial Complex. New York: The New Press, 2002, s. 165-166.
3. John Steinbach: Nuclear Nightmare: Bush Nuclear Policy and War On Iraq. Centre for Research on Globalisation, 22. februar 2002..
4. Thom Shanker: Rumsfeld Asserts Forces Must Take Risks & Think Creatively to Prepare for New Challenges. New York Times, 1. februar 2002.
5. William Arkin: The Nuclear Option in Iraq: The U. S. has lowered the bar for using the ultimate weapon. Los Angeles Times, 26 January, 2003.
6. Powell: Iraq War Could Reshape Mideast for US. Reuters, 6. februar 2003.

Dette er anden del af Svens Tarps kronik Kampen om verdensherredømmet. Første del omhandler udviklingen i USA's strategier for at få verdensherredømmet siden Anden Verdenskrig frem til USA's nye sikkerhedsstrategi, som George Bush fremlagde i efteråret 2002.
@b:I USA's nye atomstrategi er atomvåben nu første udvej snarere end sidste udvej. Hjernen bag den nye atomstrategi er forsvarsminister Donald Rumsfeld, som Henry Kissinger temmeligt sigende engang har kaldt 'den mest nådesløse mand, jeg nogen sinde har mødt'.
Foto: Pentagon