Realismen hos både de danske og de øvrige EU-landes EU-tilhængere kan man altid sætte et stort spørgsmålstegn ved, men aktuelt kan vi umiddelbart gøre spørgsmålstegnet endnu større.

Niels Eriksen, 34 år, cand. mag. i samfundsfag og historie.

Årsagen er, at mens verden er af lave, og EU er i krise, så fortsætter EU's grundlovskonvent med at udtænke ny føderale tiltag. Det samme gør de danske EU-begejstrede partier - og heller ikke EU-Kommissionen holder sig tilbage. Sidstnævnte har eksempelvis den 11. marts i år udsendt et kommunike om en fælles plan for en fælles EU-militærproduktion og -oprustning. Et projekt der til dels skal finansieres af øgede militærbevillinger i de enkelte EU-lande men også via øget våbensalg til lande udenfor EU.
Kort tid efter udsendelsen af kommunikeet fra Kommissionen udsendte de fire mest EU-begejstrede partier i Danmark, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og de Radikale et fælles udspil om fremtidens EU-Grundlov. Udspillet blev offentliggjort den 14. marts.
Det er værd at bemærke, at de fire partier giver udtryk for et stærkt ønske om, at styrke EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske rolle. Derfor skal EU's nuværende udenrigspolitiske koordinators funktion forstærkes. Ligeledes skal det være mulighed for flertalsafgørelser i Ministerrådet, når EU skal træffe udenrigs- og sikkerhedspolitiske afgørelser - herudover skal EU-militæret videreudvikles, sådan at det kan styrke EU's globale position.
Det kan konstateres, at drømmen om et EU der kan agere som global verdensmagt, ikke er død, på trods af Irakkrigens aktuelle politiske splittelse af EU-landene. Den nøglefaktor som de 4 danske EU-partiers udspil peger på, der skal være redskabet til at bringe EU-udenrigs- og sikkerhedspolitikken op på EU-sporet igen og videre, er flertalsafgørelser på udenrigs- og sikkerhedsområdet. Den kur har praktisk talt alle EU-tilhængeres opbakning i Danmark og i det øvrige EU.
Svagheden ved kuren er for det første, at det er svært, at se eksempelvis Storbritannien indenfor en overskuelig tid vil kunne acceptere, at de kan risikere at blive nedstemt på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område i EU. Først må der skabes en egentlig konsensus blandt de store EU-lande om udenrigs- og sikkerhedspolitikken - også på de svære områder a la Irakkrigen.
For det andet skal man gøre sig klart, hvad mange glemmer, at det ikke kun er EU-landene Danmark og Storbritannien, der slutter op om USA. Det gør Nederlandene, Spanien, Portugal og Italien også. Alt i alt giver det 41 stemmer ud af 87 stemmer i Rådet. Det ville have betydet, at selv hvis EU allerede nu kunne have vedtaget en fælles holdning til Irak-krigen med kvalificeret flertal (62 stemmer) - så vil der ikke have været et gyldigt flertal.
Konklusionen er, at det ikke er muligt for EU at føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik så længe EU-landene, og her ikke mindst de store EU-lande, har forskellige globale interesser. Ændringer af stemmeregler og -metoder i Rådet skaber ikke i sig selv den konsensus.
Det store afgørende spørgsmål er derfor, om en fælles EU-udenrigs- og sikkerhedspolitik realistisk set kan varetage og sikre alle EU-landenes nationale udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser på samme tid? Jeg tvivler, men man skal aldrig sige aldrig, desværre.

Niels Eriksen, 34 år, cand. mag. i samfundsfag og historie. Tidligere VUC-lærer. Tidligere ansat hos Folkebevægelsen mod EU, i Bruxelles. I dag arbejder Niels Eriksen på Folkebevægelsens kontor i København.