Et år efter krigsforbrydelserne i Jenin er helvede stadig løs i de besatte palæstinensiske områder

af Lotte Rørtoft-Madsen
I disse dage er det et år siden at et ramaskrig bredte sig verden over.
Den israelske hær masede sig med ekstraordinær brutalitet ind i palæstinensiske byer på den besatte Vestbred.
I flygtningelejren Jenin gik det helt galt. Her blev der begået regulære krigsforbrydelser, konkluderede en FN-rapport, som blev til på trods af aktiv sabotage fra den israelske regering.
Siden er Jenin blevet endnu et symbol på den israelske regerings og hærs systematiske statsterror mod palæstinenserne.
Herhjemme begyndte stadig større dele af opinionen at vende den israelske regering ryggen. Som flere udtrykte det i avisernes læserbrevsspalter:
Israel har opbrugt den sympati, som det jødiske holocaust har givet det. Nu er det nok. Mere end nok.

I dag - et år efter Jenin - er det stadig nok. Mere end nok.
Jeg skal ikke trætte med endeløse rækker af tal, men blot nævne et par af de mest sigende. Siden september 2001 ...
* er 1900 palæstinensere blevet dræbt, heraf 350 under 18 år.
* 22.000 palæstinensere er blevet såret - 2000 af dem gjort til krøblinge.
* 10 procent af den palæstinensiske landbrugsjord er blevet beslaglagt.
* alene i Gaza er 670 palæstinensiske huse systematisk blevet ødelagt.

I månederne op til at USA udløste sin besættelseskrig mod Irak frygtede mange, at Sharon-regeringen i ly af krigen ville gennemføre en Endlösung - den endelige fordrivelse - af palæstinenserne.
Det var der god grund til at frygte.
Sharon har selv erklæret, at tiden er kommet til at gennemføre 'anden halvdel af 1948'. I 1948 blev 750.000 fordrevet fra Palæstina. Dét arbejde skal gøres færdigt nu, mener Sharon tilsyneladende.
Før krigen mod Irak henvendte den jordanske regering sig derfor til Israel og udbad sig en skriftlig garanti for, at Israel ikke ville benytte krigen til massefordrivelse af palæstinensere. Nej, sagde Sharon, en sådan garanti giver vi ikke.

Alligevel er massefordrivelsesplanen ikke blevet iværksat i de første tre uger af krigen mod Irak. Ikke fordi den israelske regering ikke har ønsket det. Men fordi USA har sat sig imod.
Det har nemlig været afgørende for USA at inddæmme de folkelige protester imod Irak-krigen i de omkringliggende arabiske lande. Hvis Israel benyttede krigen mod Irak til et endeligt opgør med palæstinenserne, kunne det have bragt situationen ud af kontrol i de arabiske lande.
For det palæstinensiske spørgsmål er stadig en afgørende krumtap i al mellemøstlig politik.
I en slags 'Operation Red De Arabiske Regimer' har USA hidtil tvunget Israel til at holde sig i ro. Altså ro forstået på den måde at den systematiske daglige statsterror er fortsat.

Det betyder på den anden side, at farerne på ingen måde er drevet over.
Når USA føler sig sikker nok i Irak, kan supermagten vælge at lempe på bremsen.
Derfor er der al mulig grund til ikke at glemme palæstinenserne, selvom de i denne tid er udsat for medie-tavshedens mørkelægning.
Derfor er der al mulig grund til at opretholde og forstærke presset mod Israel, ikke mindst i form af aktiv boykot.