I modstrid med befolkningens ønsker har regeringen og Dansk Folkeparti gjort Danmark til ynkelig skødehund for USA
af Jørgen Petersen, DKP/ML
Blodet flyder i de irakiske byer. I takt med at den amerikanske og britiske besættelseshær rykker frem, har den dræbt og lemlæstet tusinder af de mennesker, Bush og Blair lovede frihed og demokrati. Under de store B52 -bombeflys vinger ses sandheden om den fremtid USA har udtænkt for det irakiske folk.
Krigen mod Irak er ikke en kamp for at vælte en diktator eller fjerne nogle masseødelæggelsesvåben. Det er en påskud for at skjule krigens virkelige formål. Saddam Hussein var USA's nære allierede i årevis. Det var USA som forsynede ham med våben, præcist som man gjorde det med Bin Laden. Krigen mod Irak er en kamp om olie og strategisk indflydelse.
Kurs mod verdensherredømme
Under præsident Bush har USA sat kurs mod verdensherredømmet. Hans regering er nært forbundet med den magtfulde våbenindustri og oliegiganterne. Med et pennestrøg har USA tilsidesat FN. Bush nægter at overholde international ret.
USA har seks procent af verdens befolkning, men op mod 50 procent af verdens samlede krigsbudgetter. Og Bush opruster for fuld kraft. Krigen mod Irak bliver ikke den sidste. Mens bomberne falder over Irak planlægges såkaldte forebyggende angreb mod lande som Nordkorea, Syrien og Iran.
En supermagt på lerfødder
USA er verdens største snylter. De amerikanske monopoler udplyndrer verdens folk og naturrigdomme, med en griskhed og brutalitet, som aldrig er set tidligere i historien. Alle, der ikke støtter USA, betragtes som fjender. Det var det klokkeklare budskab efter 11. september. Det er kerneindholdet i den en nye amerikanske sikkerhedsstrategi, som Bush har indført.
USA er drevet ud i krigens dødelige spiral af en stadigt dybere økonomisk krise, voksende underskud på statsbudgettet og verdens største udlandsgæld. Samlet set truer det dollarens rolle som globalt betalingsmiddel. Verdens eneste supermagt baserer sit imperium på et fundament, der bliver stadigt mere skrøbeligt.
Nej til dansk krigsdeltagelse
Den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har nu i månedsvis konkurreret om, hvem der var mest loyale overfor USA. I modstrid med befolkningens ønsker har de gjort Danmark til ynkelig skødehund for USA. I modstrid med international ret har de beordret danske soldater til at deltage i en uretfærdig røverkrig. De er klar til at bidrage til en langvarig besættelse af Irak.
I kulissen står dødens købmænd.
Også danske virksomheder - med A.P. Møller i spidsen - har sikret sig store profitter på den ulovlige krig. De håber at USA - som tak for Danmarks krigsdeltagelse - vil give dem fede ordrer når Irak skal genopbygges.
Demonstrér og aktionér
En global fredsbevægelse uden sidestykke i historien er vokset frem. Millioner og atter millioner af mennesker har demonstreret og aktioneret mod krigen og udtrykt solidaritet med det irakiske folk. Også i Danmark er krigsmodstanden blomstret.
I glimt har vi set den folkelige kraft der kan stoppe krigsmagernes vanvid og skabe sin egen fremtid i fred og frihed. Forude ligger store udfordringer. Kommunisterne er klar til at yde vores bidrag til kampen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278