Nu er krigen næsten slut. Den irakiske befolkning jubler nu med god ret over diktatorens fald og hans regimes afgang. Men denne glæde kan desværre blive meget kort.

af Nahid Riazi, koordinator for kvindeorganisationen IKIR
USA har siden den kolde krig forsøgt at overbevise omverdenen om sin rolle som verdens magtfulde og mest dominerende stat. USA's nye verdensorden skulle etableres ved en politisk og militær sejr i krigen mod Irak. Angrebet på Irak handlede også i virkeligheden om fastholdelse af denne rolle. Krigen mod Irak handlede hverken om masseødelæggelsesvåben, diktatorerne i Irak eller olie. Den handlede om USA's nye verdensordens politik. Derfor er det heller ikke USA's problem, om der kommer endnu et diktatorisk regime til magten i Irak.
Der var ikke nogen tvivl om, at USA ville vinde krigen mod Irak. Nu er krigen næsten slut. Den irakiske befolkning jubler nu med god ret over diktatorens fald og hans regimes afgang. Men denne glæde kan desværre blive meget kort.
Allerede nu har mange irakere betalt en høj pris for denne såkaldte amerikansk sejr. En fremtid med borgerkrig og kaos i landet, vil gøre befolkningens lidelser endnu større. Og Bush-regimet bidrager til denne mørke fremtid ved at sammensætte et styre bestående af de forskellige stammer - og religiøse ledere samt et par hærchefer, som selv har været med til at undertrykke det irakiske befolkning.

Irak kan meget nemt havne i et sort scenario efter krigen. Et scenario, hvor borgerkrig, kaos, etniske - og religiøse konflikter, magtkamp mellem shaikha, ayatollaher og hærchefer kan blive en del af hverdagen i Irak i meget lang tid. Et scenario, der kan få Irak til at ligne endnu et Afghanistan.
Et scenario, som Bush og Blair kan bidrage til ved at indsætte et styre sammensat af disse grupper. Allerede nu har mange af de etniske og religiøse grupper forberedt sig på at få del i magtuddelingen i landet. Disse grupper vil ikke nøjes med at få del i magten, med de mange modsætninger som er mellem dem, vil de med stor sandsynlighed føre landet til endnu mere anarki.
På den anden side er den kurdiske del i Irak. De to nationalistiske kurdiske partier i Irak drømmer om at få mere del efter krigen, hvilket Tyrkiet ikke vil acceptere.

En amerikansk tilstedeværelse i Irak vil kun gavne det sorte scenario i landet. Det giver anledning til både de islamiske og nationalistiske kræfters udbredelse. Disse kræfter vil udnytte efterkrigssituationen til at bane vej for at opnå magten. Og det civile tab, som den amerikanske hær har påført i Irak, vil være en god undskyldning for islamister og nationalister, for at retfærdiggøre sig selv.
De amerikanske og britiske styrker skal ud af Irak, men det vil være farligt at efterlade Irak i nuværende situation til sig selv og til de modstridende etniske og religiøse grupper.
Iraks folk ønskede ikke Saddam Husseins despotiske og reaktionære regime. Ej heller ønsker de en etnocentrisk-islamisk reaktionær opposition som det fremtidige regime i Irak. Iraks folk har ret til fuldstændige og umistelige politiske og sociale borgerrettigheder, samt ret til lighed mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed, religions- og ateistisk frihed. Disse rettigheder må garanteres, så det irakiske folk kan vælge deres politiske system i sikre og frie omgivelser i Irak.
Denne proces kan ske under FN's tilstedeværelse og observation.