I virkeligheden har vi et skræmmende eksempel fra Afghanistan, hvor USA førte sin sidste krig mod terrorisme. En krig, som stadig ikke er slut, men uge for uge kræver sine døde

af Birthe Sørensen, redaktør Dagbladet Arbejderen - tale fra lørdagens fredsdemonstration i Århus
Det er næsten umuligt at tælle, hvor mange gange vi de sidste dage har set billedet af en Saddam-statue, der bliver væltet i Bagdad.
Det er de billeder, som de amerikanske soldater har drømt om sende hjem på tv.
Hvor mange så mon, at det var to amerikanske soldater, som kravlede op og lagde en sprosse om halsen på statuen. Hvor mange så, at det var en amerikansk kampvogn som lagde maskinkraft til og væltede statuen.
Tilbage på nethinden bliver billedet af den væltede statue. Billeder er stærke og huskes meget længere end mange ord.

Spørgsmålet er imidlertid, hvilke billeder vi skal se.
Krydsermissiler på en markedsplads eller klyngebomber i et boligområde er ikke noget kønt syn. De danske medier har stort set fravalgt billederne fra krigens brutale virkelighed.
Fravalgt er det rigtige ord, for billederne findes. Billeder af sønderlemmede menneskekroppe og lastbiler fyldt med dræbte, Billeder af overfyldte hospitaler og grædende børn.
Og krigens tabstal er næsten umulige at opdrive - ja selv antallet af dræbte amerikanske og engelske soldater skal man lede længe efter.
Vi får næsten indtryk at, at det alligevel ikke var så slem, der var alligevel ikke så mange ofre. Og nu er krigen jo snart forbi, så hvorfor overhovedet demonstrere i dag.
Lad mig slå fast, når jeg står her i dag er det ikke fordi jeg beklager, at Saddams styre er brudt sammen.

Jeg står her, fordi jeg var modstander af krigen før den gik i gang. Jeg er stadig modstander af krigen og når den er slut, vil jeg også være modstander af krigen.
Jeg er modstander af den nye verdensorden, som er et resultat af krigen. Jeg er modstander af, at det internationale system af organisationer og aftaler, der møjsommeligt er bygget op i løbet af de sidste 50 år, er blevet ofret på vejen mod Bagdad.
USA's officielle begrundelse for at gå i krig var, at Irak havde farlige masseødelæggelsesvåben, som truede hele verden.
Efter godt tre uger krig må vi spørge os selv, hvorfor det irakiske styre ikke har brugt de våben, hvis det virkelig havde dem.
I stedet for masseødelæggelsesvåben har vi kun set en dårligt udrustet hær, som nærmest er fejet til side af den enorme overmagt.
Og overmagten har været enorm. 130.000 amerikanske og britiske tropper har været i kamp. Der er brugt 725 krydsermissiler, 50 klyngebomber og 12.000 såkaldte præcisionsbomber. Mere end 100 amerikanske soldater har mistet livet, omkring 10.000 irakiske soldater formodes at være slået ihjel og mere end 2000 civile irakere er dræbt. Omkostningerne har også været enorme. USA alene har bevilget 600 milliarder til krigen. Hvad kunne de penge ikke være brugt til i stedet?

Og resultatet er ikke den højt besungne frihed for Irak. Krigens resultat er først og fremmest en sejr for USA og deres planer om at beherske verden.
De planer, som kan læses i USA's Nationale Sikkerhedsstrategi, som blev offentliggjort i september sidste år. Her bliver det slået fast, at intet land og ingen alliance vil få lov til at true USA's herredømme. Og det bliver slået fast, at USA til enhver tid forbeholder sig ret til at bruge 'forebyggende angreb' og om nødvendigt bruge atomvåben.
Når jeg står her i dag er det også fordi jeg er modstander af, at den danske regering har gjort Danmark til en part i denne ulovlige krig.
Og jeg beklager dybt, at flere partier i Folketinget nu også er parat til at sende danske soldater til Irak for at hjælpe med genopbygningen - vel at mærke under USA's kommando.
USA har som besættelsesstyrke ingen legitim ret til at stå for denne genopbygning. Og Danmark er i denne sammenhæng også en besættelsesstyrke. Det eneste anstændige at gøre på nuværende tidspunkt ville være at overlade til FN at sikre ro og orden, indtil det irakiske folk selv får valgt en ny regering.
Men USA har helt andre planer. FN er blot udset til at stå for den humanitære bistand. Administrationen af Irak skal USA nok tage sig af. Der skal skabes en amerikansk lydstat, som skal være model for de øvrige lande i området. Der skal bygges amerikanske militærbaser. Og rettighederne til de irakiske oliekilder, som er nogen af verdens rigeste, skal USA nok sikre sig - på den ene eller anden måde.
Og i kulisserne er der trængsel af alverdens store koncerner, som vil være med når landet skal genopbygges for oliepenge.

Vil den situation bringe fred og demokrati til det irakiske folk. Det tror jeg næppe.
I virkeligheden har vi et skræmmende eksempel fra Afghanistan, hvor USA førte sin sidste krig mod terrorisme.
En krig, som stadig ikke er slut, men uge for uge kræver sine døde. For kun et par dage siden, blev det meddelt, at 11 civile var blevet dræbt i Afghanistan - ved et fejlbombardement, forstås. Der er stadig ikke fred i Afghanistan, men krig, en krig, som vi næsten intet hører om - på trods af at Danmark også her er en aktiv part. I Afghanistan opererer stadig en hær på 11.500 under amerikansk kommando. Dertil kommer en FN-styrke på 5000 mand som skal opretholde ro og orden omkring hovedstaden. Og imens stiger opiumsproduktionen igen.
Først Afghanistan og derefter Irak. Og der er allerede linet op til den næste krig. USA er begyndt at sende advarsler mod Syrien og Iran.
Den politik som USA fører, fortjener efter min opfattelse kun et eneste ord: imperialisme.
Nogen mener at det er et gammeldags begreb, som hørte hjemme i 70'erne. Bekæmp den amerikanske imperialisme hed en af de paroler, som fredsbevægelsen brugte under Vietnam-krigen.
Jeg synes det er en parole vi skal overveje at bruge igen. Den er god, fordi den lige præcis siger, at vi ikke er imod landet USA, vi er ikke imod den amerikanske befolkning. Vi er ikke anti-amerikanske, som mange ynder at skyde fredsbevægelsen i skoene. Men vi er imod den politik, som den amerikanske stat fører overfor hele verden. Den politik, som er den stærkes ret, den politik som skaber krig og vil skabe flere krige.
Det bedste man kan sige om den her krig er, at utroligt mange mennesker har protesteret - ikke kun i Danmark, men over hele verden og også i USA.
En ny fredsbevægelse er vokset frem igen og det er trods alt et lyspunkt i en tid, hvor mange sorte skyer rejser sig i horisonten.
Hvis vi bliver mange nok, kan vi tvinge den danske regering til at skifte kurs. Tvinge den engelske og amerikanske regering til at skifte kurs.
Man kan føle sig lille og magtesløs hjemme foran fjernsynet. Men tilsammen repræsenterer vi en styrke, og den eneste styrke som kan stoppe krigens vanvid.

Ovenstående tale holdt Birthe Sørensen på lørdagens fredsdemonstration i Århus.