Regeringen og Dansk Folkepari har med al ønskelig tydelighed vist, hvilken arbejderfjendsk og asocial politik de vil gennemføre
Udtalelse fra Træ-Industri-Byg afd. 12 Århus
Mærkesager og valgløfter er ved at blive gennemført, til trods for at enhver kan se, at der hverken er økonomi eller folkelig opbakning bagved.
'Frihedspakken', som det så smukt kaldes, er i gang med at smadre vores aftalegrundlag, skattelettelser tvinges igennem, selvom der ikke er råd, uddannelses- og socialpolitik bliver beskåret og forringet med katastrofale virkninger til følge.
Vi kræver, at regeringen holder sig fra indblanding i arbejdsmarkedets aftalemodel. At deltidsloven bliver fjernet til fordel for overenskomstaftaler. At eksklusivaftalerne fortsat er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter.
Ethvert forsøg på at fjerne a-kasse delen fra fagforeningerne stoppes og angrebene på de ledige bliver erstattet med ægte omsorg for at få mange flere i ordinært arbejde til anstændige løn- og arbejdsforhold.
Vi vender os mod de voldsomme nedskæringer på arbejdsmiljøområdet, som er på vej til at gøre arbejdspladserne til 'russisk roulette', samtidig med at vi tvinges til at gøre sikkerhed til en størrelse, der kan forhandles om.
Politikerne må komme til erkendelse af, at fagbevægelsen er med til at sikre en stabil udvikling i samfundet og derfor stoppe deres evindelige forsøg på splittelse til gengæld for en opbakning til vort arbejde.
Uden organisationernes indflydelse vil arbejdsmarkedet blive præget af uro og anarki, hvilket ingen kan være tjent med.
Generalforsamlingen tager afstand fra krigen i Irak. Ikke mindst Danmarks deltagelse uden FN mandat.
Vi tager afstand fra, at der foregår krigsførelse. Det må være muligt, i vores oplyste tid, at løse uoverensstemmelserne ved fredelig dialog og konstruktive løsninger.
Vedtaget på generalforsamling den 3. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278