Ny Løn er efter min mening noget fanden haft har skabt.

af Dorte Ørsted Petersen, København
Jeg har igennem mange år været medlem af FOA forbundet. I 1998 blev Ny Løn en realitet indenfor den offentlige sektor. En beslutning der var mig inderligt imod. Ny Løn er efter min mening noget fanden haft har skabt.
- Ny Løn skaber ulighed blandt medlemmerne og er vanskelig at bruge på en arbejdsplads hvor arbejdsopgaverne løftes i flok.
- Ny Løn er et udemokratisk og asocialt redskab til at opnå sunde og duelige arbejdsvilkår.
- Ny Løn er udfra et arbejdsgiversynspunkt et ideelt redskab til at effektivisere, hvor arbejdskraften måles og vurderes udfra ens arbejdsindsats.
Så langt så godt.

Nu fem år senere undrer det mig, at mange af de andre forbund samt fagforeninger ikke lavede røre i andedammen og fattede en større interesse for de konsekvenser som Ny Løn kunne få, og vitterlig fik.
Ingen tvivl om at Ny Løn har været med til at undergrave hele princippet om en solidarisk lønpolitik. De kollektive rettigheder har lidt et tilbageslag. Det har været et must og helt i tråd med EU's intentioner om at skabe et frit og liberalt arbejdsmarked, at gøre arbejdsvilkår til et individuelt anliggende. Først nu hvor det frie valg for alvor sniger sig ind i blandt andet industriens overenskomster begynder folk at røre på sig.
Til en faglig konference i januar sidste år hørte jeg en kommentar: 'Den offentlige sektor og Ny Løn er sort tale for mig'. Først der gik det for alvor op for mig, hvor vigtigt det er at få styrket enhedsfagbevægelsen og at få fagforeninger og forbund til at forstå, at de har et moralsk ansvar til at engagere sig og rette blikket mod 'naboerne'.
Fagbevægelsen har været alt for uklar i sine budskaber. Hvis fagbevægelsen ikke vil have stækket sine vinger, så er den også nødt til at konkretisere overfor sine medlemmer, i hvilken retning den ønsker at flyve.

Diskussionerne om rammerne for hvad der er 'god velfærd' placeres i Fagligt Ansvar og er så blandt andet blevet ageret ud til fagbevægelsen ved de konferencer, der er afholdt indenfor det sidste år. Spørgsmålet er bare, hvor langt ud i rækkerne de når. Hvor meget velfærd diskuteres der ude på arbejdspladserne, og hvordan får medlemmerne indflydelse på de rammer som Fagligt Ansvar udstikker.
For man kan spørge sig selv, hvad velfærd er for en størrelse, i en tid hvor omdrejningspunktet til tider nærmer sig 360 kilometer i timen. En tid vi bevæger os i, lever i og på godt og ondt er en del af. Kommuner, forvaltninger arbejdsgivere stiller krav om fleksibilitet. Vi skal udvikle os og være såkaldt 'omstillingsparate' og tilegne os stadig flere kompetancer i forhold til at påtage os nye og anderledes opgaver. Arbejdsgiverne forlanger ansvar og kreativitet i forhold til de arbejdsopgaver vi påtager os. Vi kan spørge os selv, om det er på de præmisser vi ønsker at et demokrati skal fungere.
Vi løber stærkt og de fælles værdier for hvordan vi samarbejder og koordinerer fælles mål, når vi ofte ikke at diskutere, fordi vi ikke har tid. Når vi samtidig skal forholde os til den øvrige globale verden, kan det være svært at forholde sig til det nære og konkrete.
Det er bekymrende, for hvordan forholde sig til fællesskab og solidaritet, når krig, kaos og fremmedgørelse er faktorer der er med til at sætte dagsordenen. Når angsten slører ens øjne, ja så svækkes ens handlekraft. Det lyder så flot, at vi hver især må tage ansvar for eget liv. Men vi ved jo godt, at samfundet også rummer grupper af mennesker, der ikke formår at tage kampen op, men er afhængige af at 'vi andre' også kæmper deres sag.

Vi må udvise solidaritet med hinandens arbejdsvilkår, hvis vi skal gøre indhug i regeringens asociale politik. Lovgivning eller fri forhandlingsret. Det kollektive og fagretslige system er udsat for et massivt pres. Det er sket med indførelse af arbejdstidsdirektivet, deltidsloven og senest eksklusivaftalerne.
Indenfor mit eget felt, det pædagogiske område, er der blevet implementeret et vikardirektiv der fastsætter, at når en vikar har været ansat minimum otte timer om ugen i en given periode på fire uger, skal han/hun have udstedt et ansættelsesbevis. Så langt så godt.
Men konsekvensen på sigt er, at arbejdsgiverne undgår at knytte faste vikarer til institutionerne fordi de bliver for dyre. I stedet for forsøger institutionerne at løse problemerne internt, hvilket får betydning for arbejdsmiljøet og kvaliteten af det pædagogiske arbejde der udføres.
Pædagoerne slides ned og vælger måske på længere sigt at sælge deres arbejdskraft via vikarbureauerne, der er godt igang med at etablere sig på arbejdsmarkedet. Det betyder efter min vurdering, et farvel til den offentlige institutionspolitik vi har kendt igennem årtier. At sikre børn en dagligdag hvor den pædagogiske kvalitet er i højsæde. Det er allerede sket ved brugerbetaling ind gennem bagdøren. For at spare penge får børn i rigtig mange institutioner ikke længere mad. Den lunkne madpakke helt ned i vuggestuealderen er blevet en realitet.

Men dette pres er ikke kun et scenario, der udspiller sig på den hjemlige arena. EU har og får en stadig større indflydelse på de arbejdsmarkedspolitiske vilkår. Indførelsen af fælleseuropæiske overenskomster og en europæisk arbejdsret er at give køb på en århundrede lang og stolt tradition om at vi via vort eget aftalesystem sikrer vore rettigheder.
Med fælles europæiske overenskomster forsvinder hele grundlaget for at sikre en demokratisk proces, hvor vi som medlemmer får indflydelse på egne vilkår. Arbejdsmarkedspolitikken i Europa er skruet så forskelligt sammen, at det er svært at se hvordan vore krav og rettigheder sikres med den højeste fællesnævner. Arbejdsvilkår i Europa baserer sig på lovgivning. Er det hvad vi ønsker herhjemme, hvor der er tradition for at regulere arbejdsforhold igennem kollektive aftaler.
Det sidste år kan vel nærmest karakteriseres som en ideologisk krigsførelse hvor nyliberalistiske værdier kontra kampen for anstændige leve og arbejdsvilkår har været sat op mod hinanden.
Afslutningsvis kan vi jo så spørge os selv, om vi som lønmodtagere havde fået indflydelse, hvis vi ikke gennem årtiers kamp havde formået at organisere os i fagforeninger og politiske partier for derved at have muligheden for at sætte fingeraftryk på den politiske dagsorden.