Det standhaftige forsvar af lyshastighedens konstans er ikke videnskabeligt, men ideologisk begrundet.

af Carlo H. Hansen, Tilst
I sit indlæg 'Negativ belæring' den 9. april anser Terkild Marker det for urigtigt, når jeg i mit indlæg 'Rummystik' den 3. april hævder, at den moderne fysik i forklaringen af et sort hul kalkulerer med en varierende lyshastighed.
Hvis vi kender et himmellegemes masse og radius, så kan vi ved hjælp af en ret simpel formel beregne himmellegemets såkaldte undvigelseshastighed, det vil sige den hastighed, et objekt fra himmellegemets overflade mindst skal afsendes med for at overvinde tyngdekraften og forsvinde ud i rummet.
For Jorden er undvigelseshastigheden 11,2 km/sek., for Solen 618,2 km/sek. Hvis for eksempel Solens masse var 240.000 gange større, end den er, eller dens radius 240.000 gange mindre, end den er, så ville lyset ikke kunne undslippe Solens tyngdekraft, og den ville være et sort hul. I sidste tilfælde ville Solens radius være lidt under tre kilometer.
I forklaringen af et sort hul sammenlignede fysikeren Jens Martin Knudsen i en tv-udsendelse i 1984 lysets aftagende hastighed, vending og fald med en kanonkugles opførsel.
Ved sorte huller er der altså tale om en varierende lyshastighed, i strid med postulatet om lyshastighedens konstans, der er udgangspunkt for relativitetsteorien. Konstansen er forbundet med troen på eksistens af mediumløse, immaterielle lysbølger og kan ikke indsættes i nogen årsagssammenhæng. Postulatet er helt igennem en idealistisk absurditet.
Terkild Marker bebrejder mig, men kan have meget ret i, at jeg 'kan simpelthen ikke bære at referere' fysikere, der henholder sig til det mageløse, matematiske bygningsværk, der som en omvendt pyramide har postulatet som grundlag og indeholder mange andre uhyrlige antagelser.
Trods Edwin Hubbles modstand blev den af ham opdagede kosmologiske rødforskydning fortolket ud fra lyshastighedens konstans, hvad der førte til fantasteriet om galaksernes flugt og universets skabelse i et Big Bang. Hubble påpegede forgæves, at lyset jo rejser igennem et intergalaktisk tyngdefelt, som kunne nedsætte lysets energi og dermed give en rimelig fortolkning af rødforskydningen. Men nej, lysets konstante hastighed skulle med vold og magt antages at udfolde sig uantastet endog gennem mange milliarder år!
En nedsættelse af lysets hastighed vil give en rødforskydning i det modtagne lys, der vil kunne forklare galaksernes tilsyneladende flugt. Omvendt vil en forøgelse af lysets, radiosignalernes, hastighed på grund af tyngdeacceleration give en violetforskydning, der kan forklare Pioneer-sondernes lille, tilsyneladende dragning mod Sol og Jord, som NASA-folkene med deres klamren sig til lyshastighedens konstans ikke kan forklare, jævnfør mit indlæg 'Rummystik'.
Det standhaftige forsvar af lyshastighedens konstans er ikke videnskabeligt, men ideologisk begrundet.