Gennem den revolutionære bevægelses historie har der altid været mere eller mindre organiserede kræfter, der betragtede parlamentarisk arbejde som noget nær forræderi mod revolutionen

af Finn Hermann, DKP
Først til Jacob Jørgensen, der gerne vil have sat navne på kræfter, der er ser stort på, om Enhedslisten får troværdighedsproblemer, og som selv har afskrevet det parlamentariske arbejde.
Der er ingen grund til at nævne navne. Gennem den revolutionære bevægelses historie har der altid været mere eller mindre organiserede kræfter, der betragtede parlamentarisk arbejde som noget nær forræderi mod revolutionen eller i bedste fald som spild af tid. (Ligesom der er kræfter - som jeg heller ikke vil sætte navn på - der med Allendes fald fandt det endeligt bevist, at der ikke findes nogen fredelig overgang til socialismen).
Hvis jeg skulle nævne navne, ville jeg ikke hænge dem ud her i bladet, men sige det til dem selv. Og det har jeg gjort.
Dernæst til Raymond Swing: Når jeg 10. april her i bladet præciserer til Ron Ridenour, hvad jeg kan acceptere og ikke, er det for at undgå misforståelser om, at jeg skulle lide af parlamentsfiksering, afstandtagen fra udenomsparlamentariske aktioner som sådan, afstandtagen fra dramatiske aktioner i Christiansborgs gange.
Jeg beklager, at disse præciseringer for dig blot er 'politisk korrekt' fnidder. Hvad jeg mener om maleaktionen og Pernilles reaktion derpå, har jeg gjort rede for, så klart jeg kan, i min første kommentar til Birthe Sørensen.
Derudover vil jeg om 'fair behandling' til de to unge aktivister blot sige, at der naturligvis ikke må være tale om forlænget varetægtsfængsling eller om nogen som helst anden særbehandling af politiske grunde. Og selvfølgelig skal fredsbevægelse og venstrefløj protestere, når det sker.
Jeg er - modsat dig - glad for, at demonstrationer arrangeret af initiativet 'Ingen krig mod Irak' ikke støtter Lars og Rune gennem andet end kravet om fair behandling. Det kunne man til gengæld godt have gjort mere åbent. Men en politisk støtte til deres aktion fra en fredsbevægelse, der gerne vil repræsentere den brede folkelige modstand mod krigsmageren Fogh og hans medsammensvorne, ville have været en alvorlig fejltagelse, og et forslag på stormødet herom kunne have sprængt initiativet. Som ikke har behov for splittelse men for større bredde. Det er du sikkert enig med mig i.