I Storbritannien blev antallet af medlemmer i fagbevægelsen halveret under Thatchers fagforeningsfjendske regime. Der er brug for at lære af de britiske arbejderes erfaringer. Det er samme model som VC-regeringen, er ved at prøve af i Danmark.

af Simon Gregersen, stilladsarbejder og medlem af DKP/ML's landsledelse
I 1979 havde TUC (LO i Storbritannien) 15 millioner medlemmer. Transport and General Workers Union (T & G) havde to millioner. Fagbevægelsens selvtillid var i orden, man betragtede sig selv som en af verdens stærkeste. Da de konservative med Thatcher i spidsen vandt regeringsmagten, tog man det med ro, man havde tidligere knækket en regering.
I løbet af de næste 18 år blev fagbevægelsen udsat for en sand massakre. Otte lovpakker med deciderede anti-fagforeningslove blev gennemført.
Fremstillingsindustrien, hvor fagbevægelsens kerne, industriarbejderne, var ansat, blev reduceret med over seks millioner job. For at knække bygningsarbejdernes fagforeninger, blev der indført en skattelovgivning der kraftigt favoriserede falske selvstændige - de såkaldte arme & ben firmaer.
Resultatet blev en katastrofe for fagbevægelsen.

Labour ændrede intet
Da Labour genvandt regeringsmagten i 97, håbede mange, at det ville blive et vendepunkt. Men New Labour under Blair afskaffede ikke anti-fagforeningslovene, eller ændrede den økonomiske politik. Nedturen fortsatte og er først ved at stabilisere sig nu.
Resultatet er at TUC har mistet otte millioner ud af 15 millioner medlemmer. T & G har 800.000 tilbage af sine to millioner medlemmer. Landsdækkende overenskomster er stort set ikke eksisterende. Organisationsgraden er faldet fra cirka 60 procent til omkring 30 procent.
Bunden er gået ud af arbejdsmarkedet og mange må have flere job for at klare sig økonomisk. 'The working poor', det at være fattig selvom man har et job, er blevet en realitet i Storbritannien.
Denne nedtur har selvfølgeligt betydet mange diskussioner i fagbevægelsen, om hvad der har været rigtigt og forkert. Hvordan det kunne gå så galt. Hvad der skal gøres for at rette op den katastrofale situation.
T & G er nået frem til en ny måde at arbejde på, som de kalder 'the organising model' - organiserings modellen. Den afløser den måde som de tidligere arbejdede på, som de kalder for 'the recruitment model' - rekrutterings modellen.
T & G er nu ved at uddanne alle led i deres forbund, fra tillidsrepræsentanten til hovedbestyrelsen, i principperne i den nye model.

Rekrutterings modellen
Der er stærkt fokus på antallet af medlemmer i rekrutterings modellen, fordi de skaber det nødvendige økonomiske grundlag for fagforeningens virksomhed. Arbejdet med at organisere går ud på at skaffe flest mulig medlemmer. På en arbejdsplads, som er delvist organiseret, vil indsatsen rettes mod dem som ikke er medlemmer.
Fagforeningen fungerer som professionel problemknuser/brandslukker. Medlemmerne ringer for at få hjælp, hvis de har et problem, så løser den faglige sekretær problemet. Det er en individuel løsning og medlemmet oplever, at man køber sig til en ydelse gennem kontingentet.
Den måde at arbejde på giver en svag og sårbar fagforening, fordi medlemmerne ikke føler sig som en del af den.
Det betyder, at hvis der indføres lovgivning som begrænser fagforeningens mulighed for at hjælpe, og/eller hvis medlemmerne mister troen på at fagforeningen kan løse problemerne, ja så kan fagforeningen revne som en ballon og medlemmerne vælte ud.

Organiserings modellen
Organiserings modellen er den nye måde som T & G og andre forbund vil opbygge fagbevægelsen i Storbritannien på. Modellen er importeret fra USA og Australien hvor den har været anvendt med succes.
Egentlig er den ikke ny, den er nærmere en tilbagevenden til basis. For hvad er en fagforening egentlig i bund og grund?
En fagforening er en organisering af arbejderne på den enkelte arbejdsplads. At det er grundlaget for en fagforening, er ideen bag organiserings modellen.
Organiserings modellen går ud på at opbygge en bæredygtig organisation på arbejdspladsen. I stedet for kvantitet sættes kvalitet. Oversat til dansk er det opbygningen af aktive arbejdspladsklubber som skal i centrum.
Når en arbejdsplads skal organiseres, så tager man fat i dem som i forvejen er medlemmer af fagforeningen. Sammen med dem findes 'problemet/emnet' som der kan organiseres ud fra. Det kan for eksempel være en dårlig vagtplan eller lav løn eller noget helt tredje.
Gennem en kampagne for at få dette problem løst opbygges en lokal organisation med tillidsrepræsentanter og så videre. Ved at vise ikke-medlemmerne, at der gøres noget for at løse deres problemer, vil man så kunne rekruttere dem.
Samtidigt lærer folk, at fagforeningen - det er dem selv. De lærer at det nytter noget at kæmpe. Det giver nogle kollektive erfaringer, at det nytter at stå sammen, at det er den eneste vej frem. Målet er en aktiv bæredygtig klub på arbejdspladsen.
En fagforening med mange aktive klubber er en stærk fagforening. Tillidsrepræsentanterne får lokal opbakning, og det bliver ikke så svært at finde nye.
De fleste problemer kan løses lokalt, fordi arbejdsgiveren ved, at der er sammenhold og vilje til handling bag tillidsrepræsentantens ord. Det betyder, at den faglige sekretær kan koncentrere sine kræfter om nye områder.
En aktiv klub betyder samtidigt, at arbejdspladsen vil være mere aktiv i fagforeningens demokrati, stille krav til udformningen af overenskomsten og så videre.

Vi skal lære af Storbritannien
Tænk hvis vi skal opleve den samme nedtur i Danmark, som de har oplevet i Storbritannien. En løn på 40-50 kroner i timen, og kun få landsdækkende overenskomster. En amputeret fagbevægelse med hænderne bundet på ryggen af anti-fagforeningslove. Et LO reduceret fra 1,4 millioner til 600.000 medlemmer. Et SID reduceret fra 310.000 til 100.000 medlemmer.
De troede ikke det var muligt i Storbritannien, og vi tror heller ikke det er muligt i Danmark.
Vi må lære af deres erfaringer. Det første angreb som Thatcher regeringen rettede mod fagbevægelsen, var et indgreb overfor retten til eksklusiv aftaler.
Det er nøjagtigt det samme, som VC-regeringen har taget fat i.
Det begyndte at gå galt i Storbritannien, da det blev forbudt at lave sympatiaktioner. VC-regeringen har et forslag om forbud mod retten til sympatiaktioner klar til efter sommerferien.
Det er på tide at vågne op.