Flerårig programdiskussion er ved at være afsluttet

af Lars U. Thomsen, DKP Esbjerg.
På DKP's landsmøde i 1999 blev det besluttet at iværksætte en programdiskussion om de vigtigste emner, som må afklares for at partiet igen kan blive en politisk kraft.
Det drejede sig om sammenbruddet for den europæiske socialisme, nye træk i kapitalismen og konsekvenserne af EU's udbygning til en union. Debatten er blevet ført i vores blad, på DKP's hjemmeside, på seminarer og landsmøder. Der har været stærke kræfter som slet ikke ønskede en programdiskussion, og som har forsøgt at forhale processen gennem de mest fantasifulde tiltag. Hvorfor denne modvilje mod at føre en programdiskussion?
Siden sprængningen af partiet i 1990, har der været ihærdige bestræbelser på at afvikle partiet. Da det ikke lykkedes på grund af modstand fra medlemmerne, valgte fornyerne en ny strategi, at gøre partiet til en nyreformistisk afdeling af Enhedslisten. Det siger man selvfølgelig ikke lige ud, men pakker det pænt ind i revolutionære fraser og marxistisk terminologi.

Debatten
Hvad er de principielle skillelinjer i den nu fire-årige debat?
De væsentligste punkter har drejet sig om forholdet mellem parti og bevægelse. Er det forældet at tale om et kommunistisk parti, som arbejderklassens fortrop?
Med den øgede internationalisering, er det så ikke forældet at analysere forholdene i det danske samfund? Bør vi ikke snarere tale om globaliseringens virkninger?
Hvad er de vigtigste erfaringer fra de socialistiske lande og hvad var årsagen til sammenbruddet i 1989/90?
Hvordan forestiller vi os overgangen til socialismen i nutidens verden? Kan vi bygge på de demokratiske traditioner i Danmark, som udgangspunkt for en fredelig overgang?
Hvis vi vil analysere forholdene i Danmark, hvad er så konsekvenserne af de store fremskridt på det teknologiske område?
Det er et udpluk af de vigtigste spørgsmål som er rejst i debatten. Spørgsmål der må løses på et principielt grundlag for at det fører til holdbare løsninger.

Nationens rolle
For det første til spørgsmålet, om det er forældet at analysere situationen i Danmark? Mit bud er, at udviklingen i Danmark må ses i sammenhæng med den verden der omgiver os, men at vi som et kulturelt og sprogligt fællesskab har en klar interesse i, at forholde os til den nation som er bygget op af arbejdende mennesker.
Det at internationaliseringen i den kapitalistiske økonomi vinder frem, er ikke noget argument for at opgive nationalstaten. Den kan være vores værn til forsvar for de demokratiske rettigheder vi har tilkæmpet os.
Med hensyn til det pres vi udsættes for fra de store monopoler, må vi udbygge kontakterne til andre landes arbejderbevægelse og virke for den internationale solidaritet. Den aktuelle fredsbevægelse er et glimrende eksempel på at det kan lade sig gøre.

Overgangen til socialisme
Kommunisterne ser en nøje forbindelse mellem demokratisk kamp og socialistisk kamp. Derfor må vi tage udgangspunkt i det vi har vundet, for at finde frem til det nye.
Det er i kampen for at forsvare sociale og demokratiske rettigheder, at vi må finde de nye veje til en samfundsforandring. Den vokser ikke ud af den blå luft men af konkrete erfaringer i faglige og politiske kampe. Der har været en tilbøjelighed til at ville opkaste utopiske projekter, der skulle fortælle hvordan vi forestillede os socialismen i Danmark. God vilje og fromme ønsker skaber ikke nye veje, men ender som regel i anarkisme eller anden virkelighedsflugt.
Denne tendens er også kommet til udtryk i vurderingen af de socialistiske erfaringer. Når nogen vil tale om stalinisme, banker de reelt diskussionen tilbage til 50'erne og 60'erne. Det er i mine øjne et klart knæfald for borgerskabet. Debatten om socialistiske erfaringer skal ikke føres på et abstrakt plan, men ud fra konkret viden om forholdene.

Ny erkendelse
På trods af nederlag må vi i erfaringerne finde det vi kan bygge på. Arbejderbevægelsen og især den revolutionære del, har en rig erfaring i hvordan man analyserer dialektisk, idet vi forkaster det som er uanvendeligt, men fastholder kernen i sagen og finder nye former for at udvikle den.
Kimen til at komme videre, findes faktisk i de diskussioner som foregik i de socialistiske lande i Europa i tiden efter den 20. partikongres i SUKP. Her skabtes et klima af eksperimenteren og vilje til fornyelse. Vi kan i debatten, for eksempel om den teknisk-videnskabelige revolution finde værdifuldt materiale, som nu står i et nyt lys efter de historiske omvæltninger. Det gælder for områder som klasseanalyse og forståelse af produktivkræfternes rolle. Den vigtigste erkendelse som vi bør drage er, at den del af intelligensen der indgår i produktionsprocessen, er en del af arbejderklassen.
Der er bred enighed om at den gamle snævre opfattelse af arbejderklassen er forældet, og at den største mulighed for at fremme enheden, ligger i en principiel overvindelse af gamle modsætninger mellem håndens og åndens arbejdere.

Enhed
Det fører frem til diskussionen om enheden mellem venstrekræfterne i Danmark. Denne enhed kan ikke ses løsrevet fra forandringerne i klassestrukturen. Vi må forstå de nye betingelser og finde veje til at vinde dem, der står afvisende eller tøvende over for fagbevægelsen. Det vil sige vi må støtte tilnærmelsen, for eksempel mellem LO og FTF.
Det handler om at opstille fælles politiske krav, der kan ændre modløsheden og den manglende tro på et alternativ. Flere steder i landet, blandt andet i Esbjerg, viser de praktiske erfaringer, at vi kan opbygge et godt og tillidsfuldt samarbejde og udbygge det i takt med de erfaringer vi gør. Den største og vigtigste opgave for venstrekræfterne er at opstille et fælles minimumsprogram for en ny politik.
I DKP kan vi give vores bidrag til at styrke enheden ved at fremlægge vores holdninger, hvad der forhåbentligt også giver sig udslag i en beslutning om et programgrundlag, på landsmødet i maj.