11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dåsetomater og børnepasning

Dåsetomater og børnepasning

Torsdag, 01. maj, 2003, 00:00:00

flytte rundt mellem institutionerne; at det er bedre for børnene at gå i børnehave med nabobørnene; at forældre og børn får endnu længere transporttider; det bekymrer ikke Flemming Oppfeldt og Venstre. Markedet før mennesket, er parolen

af Line Barfod, MF, Enhedslisten
Tager personalet sig ikke ordentligt af dit barn i børnehaven? Er bygningerne slidt uforsvarligt ned? Har de samme gamle legetøj, som da den ældste gik der?
Det skal du ikke være ked af. Og du skal i hvert fald ikke besvære dig med at forsøge at lave om på det. Partiet Venstre har en meget bedre løsning: Tag dit barn ud af børnehaven og prøv en anden. Er den heller ikke god, så flyt lille Peter videre til den næste. Med markedskræfternes hjælp finder du nok en god børnehave, inden Peter skal i skole.
Nej, det er ikke en ondsindet parodi på Venstre og dets begejstring for det frie marked. Men tag ikke bare mit ord for det. Tag i stedet Venstres folketingsmedlem Flemming Oppfeldts ord fra Folketingets talerstol den 11. april:
'At forældrene - hvis der er noget, der er dårligt - kan flytte et andet sted hen, synes jeg da er alletiders.'
'Hvis maden ikke er god i restauranten, hvis varerne ikke i supermarkedet er dårlige, hvis fødevarerne er dårlige, så vælger vi jo som forbrugere et andet sted. Det er nogle af de mekanismer, vi kunne forestille os, at vi gennemfører inden for det offentlige.'
Om det er husets vin, slagterens hakkekød, ugens tilbud på dåsetomater eller dine børns opvækst er ét fedt: Ud på det frie marked med det hele.
At børnene måske ikke er glade for at flytte rundt mellem institutionerne; at det er bedre for børnene at gå i børnehave med nabobørnene; at forældre og børn får endnu længere transporttider; det bekymrer ikke Flemming Oppfeldt og Venstre. Markedet før mennesket, er parolen.
Samtidig undergraver denne ideologi demokratiet, fordi det fjerner forældrenes motivation og muligheder for - gennem forældrebestyrelser og påvirkning af kommunalbestyrelser - at ændre på forholdene i de institutioner, hvor deres børn faktisk befinder sig.
Om Venstre opfatter det svækkede lokaldemokrati som en nødvendig omkostning, eller om det faktisk er formålet, kan man nemt komme i tvivl om.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp