11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

To patienter ved enhver arbejdsskade

To patienter ved enhver arbejdsskade

Torsdag, 08. maj, 2003, 00:00:00

Den borgerlige regering har sammen med Dansk Folkeparti fjernet en række muligheder for en forebyggende indsats for arbejdsmiljøet

af Christian Juul, 50 år. Formand for SiD Silkeborg siden 1998.
I vinter havde vi i SiD-Silkeborg bedt Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om mulighed for at fortælle dem, hvad vi mener om de nuværende forhold for vores medlemmer, der bliver skadet af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme.
Sagsbehandlingen er for langsom,– sagsbehandling på tre til fire år er ikke ualmindelig. Alt for få får anerkendt arbejdsskaden. En anerkendelse er vejen til en mén-erstatning og erstatning for tab af erhvervsevne.
Besøget på Christiansborg var et af elementerne i den landsdækkende kampagne, som SiD og KAD har gennemført i fællesskab.

Protesterne virkede
Inden vi nåede til Christiansborg, havde protester fra hele landet dog haft sin virkning.
Der var skruet et forlig sammen. Det medfører, at ulykkesbegrebet udvides og flere omfattes af det. Det bliver lettere at få nye erhvervssygdomme anerkendt og sagsbehandlingstiden bliver nedbragt. Nu skal lovene laves, og forbedringerne træder i kraft i 2004 og 2005.
Jeg kneb mig et par gange i armen. Det var sgu rigtigt. Protesterne havde nyttet. Der er ingen tvivl om, at mediernes beskrivelser af en række groteske sager også har haft sin virkning.

Vi skal foran ulykkerne
I fagforeningen har vi det princip, at der ved enhver arbejdsskade er to patienter -– det medlem der kom galt af sted og arbejdspladsen. Arbejdsskade-systemet skal hjælpe de, der rammes, mens vores forebyggende arbejde skal forhindre, at ulykkerne overhovedet sker.
Det forebyggende arbejde er ikke effektivt nok. Erfaringer viser, at en øget indsats på den enkelte arbejdsplads via dygtige sikkerhedsrepræsentanter, en systematisk indsats og et skærpet tilsyn er nødvendigt, hvis tallet skal ned.
I 2000 og 2001 skete der en række opstramninger af arbejdsmiljølovene, som straks satte sig positive spor. Små arbejdspladser fik ret til at vælge sikkerhedsrepræsentant, alle virksomheder fik pligt til at være tilsluttet bedriftsundhedstjenesten (BST) og mulighederne for at idømme administrative bøder blev udvidet.

Regeringen forringer forebyggelsen
Den borgerlige regering har sammen med Dansk Folkeparti fjernet en række muligheder for en forebyggende indsats:
* Arbejdstilsynet kan ikke længere pålægge virksomheder administrative bøder for visse lovovertrædelser. De kan desuden ikke længere pålægge virksomheder et gebyr for deres besøg. (En besparelse for arbejdsgiverne på 45 millioner kroner pr. år.)
* Der skal ikke længere vælges en sikkerhedsrepræsentant på arbejdspladser med under ti ansatte.
* Udbygningen af BST til alle virksomheder sættes i stå (En besparelse på 636 millioner kroner pr. år.)
* Arbejdstilsynet i amterne nedlægges og samles i fire centre. Der fyres 70 ansatte.
* Arbejdsmiljøinstituttet fyrer 34 personer. Her forskes i arbejdsmiljø.
* Arbejdstilsynet skal ikke blande sig i mobning og seksuel chikane.
* Produktregistret, hvor man kan hente viden om farlige kemiske produkter, er i fare.
* Fra i år er arbejdsmiljøafgiften afskaffet. (En besparelse for arbejdsgiverne på cirka 300 millioner kroner pr. år)
Der er tale om store besparelser for arbejdsgiverne, men ikke for det offentlige. Uden forebyggende arbejde vil udgifterne til arbejdsskader alt andet lige stige. En stor del af udgifterne falder tilbage på det offentlige i form af øgede sygehusudgifter, sygedagpenge og førtidspensioner.

Aktiviteten skal fortsætte
Vi har brug for en systematisk og forebyggende indsats med sikkerhedsrepræsentanter –på både små og store arbejdspladser.
BST skal dække alle arbejdspladser og Arbejdstilsynet skal bevares tæt på arbejdspladserne, og have mulighed for at fungere som effektiv myndighed overfor arbejdsmiljø-miljøsynderne. Ansatte skal have ret til at sige nej til farligt arbejde uden at risikere afskedigelse.
Arbejdsskade-reformen viser, at omfattende protester og aktivitet kan skabe forandring selv med en borgerlig regering.
Den lære må vi bruge til at forbedre det forebyggende arbejde – så der slet ikke sker skader på arbejdspladserne.


Christian Juul, 50 år. Formand for SiD Silkeborg siden 1998. Før det faglig sekretær i afdelingen fra 1994 og medlem i næsten 20 år. Med i Enhedslisten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp