Det lader til, at min personlige skæbne i disse måneder giver mig anledning til at filosofere lidt videre over arbejdsløshedens væsen

af Kjeld Stenum
Det er ganske kort tid siden, jeg skrev en skærveknuser om, at jeg efter et par måneders arbejdsløshed havde fået arbejde som 'sikkerhedskuli' hos en ingeniør, som jeg tidligere har arbejdet for i ti år.
Det kom kun til at vare ganske kort.
Jeg havde dårligt sluppet kuglepennen, som jeg skrev under på min ansættelsesseddel med, før pladsen røg ind i en fyringsrunde, hvor en ti-femten stykker røg ud. Jeg var den sidst ankomne og fik at vide, at jeg nødvendigvis måtte med ud, og så måtte jeg til at rode kuglepennen frem igen for at skrive under på min egen fyreseddel. Kun ærgerligt, jeg i det hele taget havde nået at lægge den fra mig!
Jeg ved ikke helt, hvad der er foregået. Men der var vist ikke rigtig enighed mellem ingeniøren og formanden om, at en sikkerhedskuli i det hele taget var nødvendig. Det er lidt svært at forstå, at de ikke kunne afklare den uenighed, før jeg i det hele taget blev lukket ind. Til de andre sagde jeg, at ingeniøren havde glemt, hvor dorsk jeg var, men nu var han kommet i tanker om det. Så grinede vi lidt af det, selv om alle vi fyrede selvfølgelig var gale i hovedet, og de, der skulle blive, godt kunne forstå os.

Men det ser stadig ikke for godt ud med beskæftigelsen i byggeriet, og det er jo det, som det handler om bagved alt det andet.
Nu har cowboyderen derovre jo godt nok fået stabiliseret sin kontrol med energileverancerne, og det har fået både de økonomiske profeter og børsspekulanterne til at varsle bedre tider for Gods own country. Og hvad der er godt for USA's økonomi, siges at smitte af på Danmarks. Når det regner på præsten...
Jeg ved ikke, om de får ret. For det første så er det jo slet ikke nogen stabil kontrol, Bush har fået lavet, ikke med Mellemøsten i al almindelighed, og slet ikke med Irak.
USA kan stole på Mellemøsten, som gidseltageren kan stole på sit gidsel, sålænge han holder pistolen rettet mod vedkommendes pande. Hvad der sker, når han sænker pistolen for at gå ud og tisse, ved ingen, men man kan nok være sikker på, at gidslet gør et eller andet.
For det andet så var usikkerheden omkring energiforsyningen jo langtfra det eneste, som gjorde USA's økonomi til en ustabil kolos. Så hvad konjunkturerne angår, så ved jeg ikke, hvor længe optimismen holder.

Desuden er arbejdsløsheden ikke bare konjunkturbestemt. Den er også bevidst borgerlig-liberal løntrykkerpolitik.
Folk må vel allerede have glemt det, da de stemte den nuværende regering til magten, men situationen var faktisk fuldstændig den samme, dengang Schlüter kom til magten.
Indenfor byggebranchen giver det sig for eksempel udtryk i, at man holder op med at investere i større offentlige projekter.
Efter at Øresundsforbindelsen og Metroen er blevet afsluttet, er der ikke kommet nye offentlige projekter i gang, som virkelig æder arbejdskraft, og alle de bygningsarbejdere, der er blevet sendt hjem fra disse steder, kan man så lægge oveni den konjunkturbestemte arbejdsløshed.
Grunden til, at borgerlige regeringer godt kan lide den slags politikker, er at de ved, mange arbejdsløse medfører reallønsnedgang for dem, der er i arbejde, det handler simpelthen om udbud og efterspørgsel, og det er meget bedre - set fra en borgerlig regerings ståsted - at sænke lønnen ved hjælp af udbud og efterspørgsel end ved regeringsindgreb i overenskomstforhandlinger, det skaber meget mindre ballade.

Dette være ikke sagt for at forherlige socialdemokratisk arbejdsmarkedspolitik. Den har andre fejl, helt afgjort, men det er ikke den, det handler om i øjeblikket.
Det er en del af den liberalt-borgerlige løntrykker-politiks ideologi, at dagpenge og vilkårene for arbejdsløse samtidig skal forringes så meget, at arbejdsløse lader sig byde hvad som helst og giver sig til at konkurrere om at underbyde hinanden for at løbe efter de jobs, der ikke er der.
Fogh og Bendtsen går lidt på listesko her i øjeblikket, for de er kloge nok til at vide, at de som borgerlig regering ikke skal provokere ret meget, hvis de vil bevare roen på arbejdsmarkedet. Så der er en smule sød glasur på de bitre piller i den arbejdsmarkedsreform, der skal gennemføres sammen med næste finanslov, for eksempel skal længden af karantæne, hvis man forbryder sig mod A-kassernes regler, vist forkortes en smule, og det skal vist blive en smule lettere at genvinde mistet dagpengeret.
Men generelt strammes karantænebestemmelserne. Der skal kun ganske små forseelser til, før man ryger ind i dem.
Det skal kunne betale sig at gå på arbejde, og det handler ikke bare om at beskære dagpengene og nedsætte tiden, hvor man har ret til dem, det handler også om at gøre dem mere usikre. Det får os til at løbe endnu mere efter 'trygheden' på arbejdsmarkedet (hvilken tryghed!), og den økonomiske virkning af denne nederdrægtige mekanisme er selvfølgelig, at skævheden mellem arbejdskraft-udbud og arbejdskraft-efterspørgsel virker endnu skævere, end den strengt taget er, og lønnen derfor falder endnu mere, udover alle de andre forringelser af arbejdsvilkårene, vi også bliver parate til at æde.

Så når jeg for et par skærveknusere siden skrev om, hvordan jeg som arbejdsløs ikke havde kunnet gøre mig fri af også at gå og dukke nakken, så var det egentlig helt forkert.
Jeg behøver bestemt ikke dukke nakken. Som arbejdsløs er jeg i allerhøjeste grad samfundsnyttig, i den betydning, det ord har i vores borgerlige samfund. Nemlig nyttig for borgerskabets økonomiske politik. Vi arbejdsløse er særdeles nyttige for Foghs og Bendtsens økonomiske politik, for vi holder lønnen nede.
Og det er kun godt, hvis vi føler os fornedrede. Jo mere fornedrede vi føler os, desto mere vil vi rende og springe med det værste lortearbejde for næsten ingen penge. Og desto nyttigere er vi.
Ned med fornedrelsen!