En alsidig og national kontrolleret industriel basis er afgørende for vor suverænitet og handlefrihed i en revolutionær situation

af Karen Sunds, økonom og medlem af DKP/ML's landsledelse
Hvorfor skal man som revolutionær forholde sig til noget så kedeligt og teknisk som EU's direktiv over virksomhedsovertagelse? Er det ikke bare en kamp mellem forskellige kapitalistgrupper? Det kan vel være lige meget for den danske arbejderklasse, hvem der udbytter vores arbejdskraft og snupper profitten?
Sådan cirka lyder reaktionerne fra mange progressive, i den højaktuelle, intensive politiske kamp om det overtagelsesdirektiv, som EU efter planen vedtager i næste uge.
Svaret er nej.
Instinktet tilsiger for mange, at når A.P.Møller og andre store danske kapitalister med Dansk Industri i baghjulet taler imod en ting, så må vi næsten mene det modsatte.
Men i dette tilfælde skal vi tænke lidt længere end instinktet. Én ting er, hvad udenlandsk overtagelse koster i mistede arbejdspladser på det kortsigtede plan.
Men vi må også tænke langsigtet. Er man revolutionær, må man også vurdere, hvad det betyder for vores politiske handlefrihed den dag, vi står overfor at skabe socialismen. For da vil vores handlefrihed være væsentlig begrænset, hvis udlandet har kontrol med vores vigtigste industri.
Dette kan man klart se i et land som Brasilien i dag. Brasiliens nye regering under Lula ønsker at skabe en økonomisk udvikling, hvor landet generobrer sin økonomiske og politiske uafhængighed. Men de udenlandske investeringer i landet er så massive, at den brasilianske økonomi ikke kan tåle, hvis al udenlandsk kapital pludselig trækkes ud over en kort periode. For den nationale industri har jo samtidig lidt skade, og står ikke klar til at tage over. Derfor er Lula-regeringen tvunget til at lave kompromisser.
Det giver også problemer i det lange løb, hvis industrien er blevet reduceret til at fungere som underleverandører til multinationale. For så har vi ikke længere viden og teknologi til at producere hele varer, der kan sælges frit på verdensmarkedet . Vi vil være tvunget til at sælge vores halvfabrikata til det multinationale monopol, som produktionen er specialiseret i forhold til. Det betyder igen politisk afhængighed, i hvert fald i en overgangssituation.
Det er en problemstilling, som i øjeblikket ligger lidt for langt væk i de revolutionæres bevidsthed i Danmark. Men den er særdeles nærværende i andre lande i verden. Ikke kun i Latinamerika, og i Asien. Men også i Østeuropa er der stigende skepsis overfor udenlandske investeringer. Fordi den industrielle basis, som er så afgørende for et lands nationale suverænitet og handlefrihed, undergraves dag for dag.