1. maj på Revolutionspladsen i Havanna, det er en oplevelse, som jeg ikke troede jeg skulle få. Men det gjorde jeg i år sammen med forårsrejsegruppen fra Dansk-Cubansk Forening.

af Janni Milsted.
Solen skinnede, og der var en stemning af sammenhold, opmærksomhed og venlighed mellem de mange mennesker. Mange var gået hjemmefra ved fire-fem-tiden om morgenen for at nå frem til klokken otte, hvor det hele startede. Flere kom i busser, alle busser kørte denne dag til revolutionspladsen.
Der var højtalere overalt, så man kunne høre alle talerne og musikken og sangene fra forskellige kunstnere.
Om natten havde det været et voldsomt regnvejr med lyn og torden, og det var ikke ophørt, da de første gik hjemmefra. Det gik ud over alle de små cubanske papirflag, som folk havde med. De faldt af pindene, men heldigvis var de cubanske børn kreative og samlede pindene ind på samme måde som vores børn i Fælledparken samler ølflasker ind. Da pindene var firkantede brugte børnene dem til at bygge små taburetter, som man kunne sidde eller stå på.
Og heldigvis kom der nye friske flag, som man kunne vifte med, når talerne sagde noget særligt godt.

Mon ikke man bliver klemt
Der var over en million mennesker på pladsen og ned ad side-alleerne, men alt var fredeligt og roligt, ingen drak øl eller var højrøstede, men folk småsnakkede lidt ind imellem.
Jeg havde været lidt bekymret ved tanken om så mange mennesker og risikoen for at blive klemt eller ikke at kunne forlade pladsen, hvis det blev for meget for os danskere med varmen, men der var hele tiden mulighed for at bevæge sig og gå lidt rundt.
En ung cubaner syntes, at vi skulle helt op foran, da Fidel Castro talte, og han bad folk stille og roligt flytte sig, så vi kunne komme frem. Det gjorde de bare, så vi kom frem i nogle af de forreste rækker, hvor vi kunne se ham, dog bedst igennem en kikkert. Min kikkert gik på omgang blandt folk i nærheden, og tanken strejfede mig om den kom tilbage, men der var ingen problemer med det.
Der var talere fra Cuba og fra forskellige andre lande blandt andet Venezuela, Uruguay og USA's Præster for Fred.
Alle talte om det pres USA lægger på Cuba og på hele verden, og om at USA støtter terrorister, hvis bare det går ud over Cuba. Cubanske flykaprerne, der har truet passagererne med våben, bliver løsladt når de kommer til USA.

Til sidst talte Fidel
Til sidst talte Fidel Castro, han talte 'kun' i halvanden time, og så sluttede arrangementet klokken 11 med at alle sang Internationale med høj og klar røst. Det var fantastisk at høre.
Derefter gik alle fredeligt og roligt hver til sit.
Klokken 17 kunne vi se og høre det hele i tv. Det var utroligt flot at se så mange mennesker samlet, og nu kunne vi se den flotte optræden, der havde været der.
Vi kunne også se at Fidel havde stået op i alle de fem timer, som arrangementet varede ligesom alle de børn og voksne der dannede mønstre med deres farvede tøj op langs monumentet af Jose Marti og den store obelisk.
Ligeså havde de officielt inviterede gæster stået op, så vi var glade for, at vi havde kunnet gå lidt rundt.

Fri næste dag
Regeringen syntes, at det havde været en rigtig god 1. maj, så derfor gav de alle folk fri næste dag med fuld løn, så det var kun service-fagene, der arbejdede. Fabrikker, skoler og børnehaver var lukkede. Der var forståeligt stor fornøjelse blandt folk ved at få fri, og der blev holdt mange fester.
Fidel Castros tale kan jeg ikke referere her. Men jeg vil godt nævne, at han blandt andet sagde, at USA mange gange havde prøvet at slå ham ihjel, og hvis det lykkes for dem en dag, vil det ikke betyde, at socialismen vil dø i Cuba. For de ideer og tanker han står for er funderet i folket, således at de vil leve videre, fastslog den cubanske leder.
Alle i rejsegruppen syntes, at det havde været en fantastisk dag. Da vi så oven i købet blev inviteret til en solidaritetskonference dagen efter - sammen med udenlandske fagforenings-delegationer, regeringsmedlemmer og Fidel Castro, ja, så var alle ekstra glade for også at få den oplevelse med.
Det var en 1. maj man ikke glemmer.