Sam Webb, som er formand for CPUSA holdt tale i New York den 1. maj - Dagbladet Arbejderen bringer her et uddrag:

...'En anden påtrængende opgave er at rejse kampen mod de voksende udgifter til krigen og de negative følger for menneskers levevilkår og den amerikanske økonomi. En økonom har sagt, at besættelsen alene kan komme til at koste 500 milliarder dollars. Hertil skal lægges yderligere mange milliarder til nye våben og udstationeringen af tropper på mere end hundrede baser rundt om i verden.
Og når man lægger dette sammen med skattelettelserne på 550 milliarder dollars kan man kun konkludere, at krigen i udlandet medfører en parallel krig hjemme...
En opgave, som fredsbevægelsen står overfor er at forbinde kampen for fred i verden med at tilføje Bush og hans højrefløj i Kongressen et nederlag ved valgene i 2004.
Hvis fredskræfterne i vort land ikke forbinder disse kampe, vil det være en alvorlig fejltagelse. De må bringe spørgsmålet om fred op i alle faser af valgkampen...

Behov for visioner
Einstein sagde engang 'Forestillingsevne er vigtigere end intelligens'. Fredsbevægelsen må udvikle sine forestillinger i tre retninger.
Den første er, at man må forestille sig, hvad der vil ske, hvis verden fortsætter i den nuværende retning, herunder farerne for atomkrig.
For det andet må bevægelsen afklare, hvilke regler, normer, institutioner og strukturændringer der er nødvendige for at forsvare freden. Vi er imod Bush's form for globalt herredømme, som lægger hele vægten på forebyggende krig, forandring af andre landes regeringer, endeløs rustningskapløb og amerikansk overherredømme over enhver region og kontinent. Det er en opskrift på krig, økonomisk krise, ulighed, mangel på demokratiske rettigheder, terror-angreb, splittelse i verden og national usikkerhed.
Men hvad er alternativet?
Kommunister ønsker socialisme - et samfund, som vil gøre en ende på det økonomiske og politiske pres, som skaber udbytning, ulighed, aggression, terror og krig, mens det samtidig skaber betingelserne for mere dybtgående demokrati og en udvidelse af den menneskelige frihed.
Men vi er også realistiske nok til at vide, at socialisme ikke er på folkets dagsorden lige nu. Så hvad er folkets alternativ til Bush-doktrinen? Det må vi svare på og det kræver politisk forestillingsevne.
For det tredje står vi med opgaven at skaffe os et klart billede at de klasse- og sociale kræfter, som skal forenes i vort land for at vende den nuværende udvikling.
Vi mener der skal opbygges en folkelig koalition med arbejderne, de racemæssigt undertrykte og kvinderne i spidsen. Men den skal også række ud mod enhver social gruppe, som rammes negativt af Bush's politik.
Mindre end det vil ikke have styrken til at hamle op med Bush og hans transnationale bagmænd i virksomhederne.

Ved en korsvej
Vort land står ved en korsvej, og vi - folkene - må beslutte hvilken vej vores nation skal bevæge sig, bevidste om at det kan vise sig at gøre hele forskellen.
Valgene er klare:
Skal det handle om forebyggende krige eller skal uenigheder afgøres uden brug af magt?
Skal regering efter regering væltes eller skal der herske respekt for national suverænitet?
Skal USA have militær overmagt eller skal der foregå global nedrustning?
Skal frihed og demokrati begrænses eller udvides?
Skal vi være vidner til voksende ulighed mellem klasser, racer og køn eller kan de udbyttede og undertrykte styrke deres magt?
Skal hadet til naboerne blomstre, eller troen på at ethvert liv er værdifuldt i denne skrøbelige og gensidigt afhængige verden?
Os, som er samlet her, og millioner i vort land samt ud over verden har valgt. Men afgørelsen af, hvilken vej menneskeheden bevæger sig er ikke taget.
Jeg er overbevist om, at folkene vil gøre det rigtige.'