Velfærd opnås ikke ved at lade virksomhedsejerne få gratis arbejdskraft
Udtalelse fra RBF København
Afdelingen konstaterer, at regeringen siden sin tiltrædelse satser på at undergrave lønmodtagernes retsstilling og svække fagbevægelsens solidaritet.
Gang på gang har regeringen grebet ind i indgåede aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket er en klar undergravning af den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter frit aftaler løn- og arbejdsforhold.
Udvidelsen af virksomhedernes ret til at ansætte folk på kontanthjælp, er et direkte angreb på mange af fagbevægelsens medlemmer. Ikke bare vil det undergrave deres lønforhold, men også føre til at medlemmer som i dag har arbejde, vil havne i arbejdsløshedskøen.
Vi har intet imod en særlig indsats som kan hjælpe udstødte grupper tilbage på arbejdsmarkedet, men det må ske på overenskomstmæssige vilkår, og med sikkerhed for vores medlemmers job og deres løn- og arbejdsforhold.
Velfærd opnås ikke ved at lade virksomhedsejerne få gratis arbejdskraft. Tværtimod vil det fastholde en stor gruppe af RBF's medlemmer i en permanent løs tilknytning til arbejdsmarkedet.
Men det er desværre symptomatisk for den tankegang der præger regeringen; at lade de svage slås om stumperne, imens de velstillede får en stadig større del af kagen.
RBF København vil aktivt forsvare medlemmernes retsstilling og deres løn- og arbejdsforhold. Vi giver vores opbakning til Fagligt Ansvar, og de initiativer der er ved at blive opbygget og koordineret imellem Fagligt Ansvar og Storbyernes LO'ere og vil fortsætte vores engagement som hidtil.
Vedtaget på stiftende generalforsamling tirsdag den 13. maj hvor Gastronomerne, Tjenerne og Hotel og Restauration i København i RBF blev sammenlagt til en afdeling - RBF København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278