Salg af almene boliger harmonerer meget dårligt med boligbehovet, der netop peger på et behov for flere lejeboliger - manglen er visse steder så voldsom, at kommunerne må indlogere på hotel

af Klaus Hansen, formand for Lejernes LO
VK-regeringen vil sælge de almene boliger. Den enkelte lejer skal kunne købe 'sin' bolig' og enten blive boligejer eller andelshaver. Hvorfor? Er det en god ide? Hvem bliver vindere og hvem bliver tabere?

Regeringens motiver
VK-regeringen har især slået på følgende. Der skal være et frit valg for den enkelte. Mange vil gerne være boligejere eller andelshavere og det er godt for samfundsøkonomien, hvis boligerne ejes. Ejerboliger vedligeholdes bedre. Endelig er det målet, at beboersammensætningen i de almene boliger skal være mere varieret.
Grundlæggende opfattes et frit valg jo altid som positivt. Man kunne dog spørge, om det ikke også burde gælde den modsatte vej. Skal boligejere ikke have bedre mulighed for at blive lejere eller andelshavere. Og så skal man bemærke, at det frie valg kun gælder de få lejere, der har råd til at købe boligen. Det frie valg er kun for de bedrestillede lejere.
Men foretrækker befolkningen at eje? Det er jo en påstand, at ejerskab foretrækkes frem for leje, i hvert fald hvis ejerboligen skal købes til markedspris. Derimod er det ingen hemmelighed, at andelsforeningens ret til at undgå boligsocial anvisning og andelshaverens mulighed for selv at videreoverdrage boligen, kan lokke mange lejere. Det er også en kendsgerning, at ejerboligens/andelsboligens mulighed for udbytte af sort arbejde øger interessen. Derimod er lotteriet om kapitalgevinster i virkeligheden reelt kun af interesse for de få.
Det er som bekendt et ideologisk valg, om egeninteressen og egoismen skal fremmes på bekostning af fællesskabets interesse. Boligejere er nødvendigvis ikke mere lykkelige end lejere. Det er ikke ejerskabet til murstenen, der tæller, men indflydelse og dispositionsret.
Det såkaldte ejergen (hvem har dog fundet på dette nonsens) er måske slet og ret det lotteri, der ligger i gevinst/tab ved køb/modernisering af boligen, eller markedets lotteri om skattefrie jordværdistigninger, et lotteri, hvor også boligejerens opsparing er i spil. Kun de få synes, at dette er sjovt, de fleste ejer ikke en bolig for at spekulere. De fleste ønsker en tryg bolig.
Hvad så med vedligeholdelsen af boligerne. Heller ikke her har regeringen ret. Det er overhovedet ikke dokumenteret, at ejerboliger er bedre vedligeholdt end lejerboliger. Almene lejerboliger er netop kendetegnet ved en god vedligeholdelsesstand. Hvis man vil se dårligt vedligeholdte boliger, skal man bare se på den privatejede udlejningssektor, her har de private udlejere svigtet i årtier, og V eller K har lukket øjnene.
Salg af almene boliger vil ikke føre til en generel mere varieret beboersammensætning i de enkelte almene bebyggelser. Udenlandske erfaringer viser, at det bliver de ældre gode bebyggelser/afdelinger i den almene sektor, der skifter ejer. Regeringen tror, at der vil blive tale om varierede bebyggelser, med ejere, andelshavere og lejere hånd i hånd i den enkelte bebyggelse. Det er en katastrofal fejlvurdering.

De samfundsmæssige konsekvenser
Det er åbenbart, at sælges ældre billige almene boliger falder udbuddet af billige boliger. Uanset om regeringen til efteråret som en slags social nødløsning kræver, at der skal nybygges en almen bolig hver gang en ældre almen bolig sælges (det står endnu ikke i et konkret forslag), så vil udbuddet af billige almene boliger falde.
Salg af almene boliger harmonerer meget dårligt med boligbehovet, der netop peger på et behov for flere lejeboliger. Manglen er visse steder så voldsom, at kommunerne må indlogere på hotel.
Udenlandske erfaringer med salg af sociale boliger viser, at de bedste boliger sælges, tilbage bliver de dårligste boliger.
De nyopførte dyre lejeboliger til boligsociale formål betyder ekstra udgifter til boligsikring og boligydelse for det offentlige. Det koster dyrt for skatteyderne.
Det bliver de tilbageblevne almene boliger, der ifølge V og K alene skal varetage den boligsociale opgave. Det medfører en kraftig øget ghettoisering af de almene boliger. Det forstærker en udvikling, hvor ghettoer udvikler sig til centre med uro og bandevold.
De internationale erfaringer viser, at det er en fordel for et mål om stabile konjunkturer, at lejeboligandelen er høj. Belåning og konjunkturgevinster påvirker samfundsøkonomien voldsomt. Jo højere andel af ejerboliger, jo mere betydning har konjunktursvingninger og spekulative ejendomsbobler.
De kraftigt stigende ejerlejlighedspriser har fået økonomer til at advare, - de skader konkurrenceevnen på grund af medfølgende højere lønkrav. På sammen måde vil en overgang fra lejeboliger til ejerboliger medføre højere løbende boligudgift.
Hvis man bare forestiller sig et salg af almene boliger i en størrelsesorden af 25.000 boliger årligt, vil erstatningsbyggeriet af almene boliger (såfremt der skal erstattes i forholdet 1-1) medfører en så markant belastning af bygge- og anlægssektoren, at den samfundsøkonomiske målsætning om stabile priser er truet.
Af hensyn til en dynamisk samfundsøkonomi er det vigtigt, at befolkningen er rimelig mobil. Undersøgelser af de gennemsnitlige botider i de forskellige boligformer viser, at ejerboligen har langt længere botider end lejeboligen.

Hvorfor skal vi have almene boliger...
Lejernes LO støtter den almene boligform. Motivet er først og fremmest at tilvejebringe en bolig for alle, hvor grundprincippet er tryghed, ansvarligt fællesskab, solidaritet og lighed.
Tryghed drejer sig om en stabil omkostningsbestemt huslejeudvikling og en sikkerhed for at konjunkturskift ikke betyder voldsomme udsving i huslejen eller at beboerne bliver nødt til at flytte. Tryghed er en beskyttelse mod markedets usikkerhed.
Fællesskab omhandler et fælles ansvar for drift og vedligeholdelse af boligen, ejendommen og området, med vægt på det sociale miljø i bebyggelsen.
Solidaritet omhandler et fællesskab, hvor økonomi og beslutninger er indrettet således, at solidariteten og det gensidige hensyn er prioriteret foran egeninteressen. Det gælder også, når beboerne via huslejen betaler til nybyggeri til de nye boligsøgende (unge, fraskilte og så videre), eller når beboerne betaler til fælles opretning af byggeskader eller den fælles moderniseringsfond.
Ligheden ligger blandt andet i, at den almene bolig er spekulationsfri og dermed er beboernes indbyrdes boligøkonomiske forhold ikke påvirket af markedssvingninger og andre konjunkturudsving, der til gengæld ofte kraftigt påvirker de enkelte boligejeres egenkapital i en ejerlejlighedsbebyggelse.
For Lejernes LO har den almene bolig hermed en række fundamentale egenskaber af stor betydning for et moderne velfærdssamfund. Den almene lejebolig skal ikke bare være et socialt tilbud til lavindkomsterne, men en boligform for alle, der ønsker en bolig med ovennævnte idealer.
I stedet for at sælge de almene boliger skal regeringen forbedre den almene sektors funktion og styrke de almene boligers konkurrenceevne. Det skal ske gennem en række konkrete tiltag såsom bedre beboerdemokrati, forhandlingsret til afdelingerne, øget individuel råderet, en privatøkonomisk balance mellem ejere og lejere og en spredning af den boligsociale anvisning.