Det glidende dollar-krak er en afgørende ændring i den globale økonomi

af Karen Sunds, nationaløkonom
For to år siden kunne man købe 82 US-dollars, hvis man havde 100 euro. I øjeblikket kan man købe næste 120 US-dollars for den samme mængde euro.
Vi er i øjeblikket vidne til en meget dramatisk udvikling i den globale økonomi, nemlig dollarens kursfald. Berlingske Tidende kalder det 'et glidende dollarkrak.'
Dollarkursen vil sandsynligvis blive det reelle hovedemne på G8-mødet i weekenden, når verdens største lande mødes.
Mange analytikere bagatelliserer denne udvikling. 'Dollaren har før devalueret kraftigt ', hedder det.
Andre mener at kunne udlede, at Bush-regeringen i realiteten er dybt interesseret i en faldende dollar, fordi det gavner de amerikanske eksportvirksomheder. Disse kan nemlig sænke priserne på eksportmarkederne og dermed slå konkurrenterne, uden at miste en dollar i indtægt.
Sådan ville det også normalt være. En kraftig devaluering er en velkendt metode til at drive økonomien i gang igen under en økonomisk krise.
Men pointen er: denne situation er på ingen måde normal. Og den ligner overhovedet ikke nogen tidligere situation i amerikansk økonomi. For i dag kan USA ikke tåle en styrtdykkende dollar.

USA's udlandsgæld
Årsagen er USA's astronomiske udlandsgæld, der nærmer sig de 70 procent af bruttonationalproduktet. Bare i år forventes betalingsbalanceunderskuddet i USA at blive på 4000 milliarder kroner. Det skal lægges oven i den eksisterende udenlandsgæld.
Dette underskud er finansieret af kapital udefra. Hidtil har denne kapital strømmet gavmildt ind i USA, der blev betragtet som en sikker investeringshavn. Men billedet er vendt. Nu strømmer kapitalen ud af USA og ind i EU.
Der er tale om en ond cirkel for dollaren: jo mere den styrtdykker, jo hurtigere vil kapitalejerne haste ud af landet og investere i mere sikre papirer og valutaer. Og jo mere dykker dollaren.
Den amerikanske finansminister John Snow balancerer på en meget skarp knivsæg. På den ene side er han naturligvis ikke utilfreds med, at eksportfirmaerne får en hjælpende hånd. På den anden side må han for enhver pris overbevise finansmarkederne om, at han ikke vil tillade, at dollaren bryder sammen.
Det er præcist, hvad der ligger bag hans formulering for nylig:
'Vi ønsker, at folk betragter dollar som et godt betalingsmiddel og et godt sted at anbringe sine penge. '

Stigende arbejdsløshed
Den faldende dollarkurs betyder automatisk, at euroen bliver tilsvarende mere værd. Derved taber de europæiske eksportvirksomheder lige så meget i konkurrenceevne, som amerikanske eksportører vinder.
Dette er i høj grad med til at forstærke den økonomiske krise, som i forvejen er i eurozonen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at alene dollarens hidtidige fald vil koste 44.000 jobs i de næste to år. Og en yderligere svækkelse af dollar på 10 procent, vi betyde endnu 10.000 tabte jobs i Danmark. Hårdest rammes fødevaresektor og medicinalbranchen, som er stærkt eksportorienteret, ikke mindst i forhold til det amerikanske marked.
Det er værd at lægge mærke til den negative rolle, som den økonomisk-monetære union, og Stabilitetspagten spiller for den europæiske økonomi.

Langvarig krise
Hidtil har den europæiske centralbank ikke villet sænke renten eller lempe Stabilitetspagtens strenge krav til landenes finanspolitik, for at sætte gang i økonomien . OECD har åbent kritiseret EU for ikke at ville bidrage til den globale vækst
Men EU-kommissær Solbes fastholder, at der skal føres en endnu strammere finanspolitik i landene. Han kræver hurtig og dramatiske offentlige besparelser og reformer. Det gælder frem for alt Tyskland, hvor Schröders barske reformer ikke er nok til EU. Men også Frankrig , Italien og Portugal.
Som Børsen frustreret bemærker i en leder : 'EU har helt opgivet at føre konjunkturpolitik'
Hvor USA hænger fast i strukturelle problemer, der er oparbejdet over mange år, så er det i EU den politisk bestemte Stabilitetspagt, der driver den økonomiske krise til nye dybder.
Men uanset årsager, så står vi med en situation, hvor alle de økonomiske centre i verdensøkonomien er ramt af dyb krise. Ikke kun en almindelig konjunkturkrise, men en langvarig strukturel krise.