Efter at vi fra sidste halvdel af halvfemserne havde fået skåret kraftigt ned i ledigheden, er antallet af arbejdsløse nu begyndt at stige med rekordagtig fart måned for måned.

af Henning Simonsen, brancheklubformand - Klub 10, Metal Århus
Snart vil de meget store fyringsrunder i blandt andet TDC, Arla Food og mange andre store og små virksomheder, hvor der er varslet fyringer, også begynde at optræde i ledighedsstatistikken.
Det kan derfor ikke undre, at mange står uforstående overfor al den snak i radio, tv og aviser om, at der skal flere ud på arbejdsmarkedet. Recepten er åbenbart, at efterlønnen skal afskaffes, pensionsalderen skal hæves, dagpengene skal mindskes, de unge skal tidligere ud af skolen og ud på arbejdsmarkedet og så videre.
Meget af det har vi efterhånden hørt gennem et par år, men det eneste vi har kunnet konstatere er, at arbejdsløsheden nu vokser eksplosivt. Millionbesparelserne indenfor det offentlige og nedskæringer på de unges uddannelsesmuligheder og den katastrofale mangel på praktikpladser gør kun tingene endnu værre.

Da den nuværende regering tiltrådte, fik Arbejdsministeriet navneforandring til Beskæftigelsesministeriet. Ministeren indenfor området kom til at hedde beskæftigelsesminister, den nye regering ønskede hermed at signalere en progressiv beskæftigelsesfremmende politik: 'Flere i arbejde'.
Enhver kan imidlertid se, hvordan det siden hen er gået. Hos landets AF-kontorer var der den 23. maj 2003 tilmeldt 4633 ledige job. (Hertil kan måske lægges et par tusinde ledige stillinger opslået på anden vis). Det sidst kendte ledighedstal udgjorde 162.800 personer. Oveni dette tal skal lægges cirka lige så mange på kontanthjælp.
Det vil sige, at hvis samtlige ledige job, der var til rådighed den pågældende dag blev besat, ville der såmænd stadig være langt over 150.000 personer uden arbejde. Og antallet af personer på kontanthjælp ville formentlig være uændret.
Sandheden er, at det handler ikke om mangel på arbejdskraft, men om mangel på arbejdspladser, derfor bør debatten i den nuværende situation handle mere om at skaffe job til de ledige, fremfor hvordan man får presset flere ud på arbejdsmarkedet til job som simpelthen ikke eksisterer.

Den internationale krise kradser, det er rigtigt. Men i Danmark er vi ikke kendt for bare at sidde med hænderne i skødet og vente på bedre tider. Bortset fra alvorlig sygdom er det at miste sit arbejde nok noget af det værste, der kan ramme et menneske. Især hvis man befinder sig i en situation, hvor det ikke umiddelbart er nemt at finde en nyt job, så kan den økonomiske og sociale nedtur hurtigt blive en realitet for mange familier.
Hvis regeringen og dens støtteparti ikke kun skal huskes for ufinansierede skattelettelser, billig sprut til danskerne, højere hastighed på motorvejene, færre fremmede, ukritisk støtte til Bushs tvivlsomme krigsprojekter og lignende ting af samme skuffe, så må regeringen og beskæftigelsesministeren nu til at se mere alvorligt på problemet og sætte nogle initiativer i gang. Der skal føres en beskæftigelsesfremmende politik, så vi igen kan få knækket arbejdsløshedskurven. Og vel at mærke - denne her gang den rigtige vej!