Lovforslaget går ud på, at ledige etniske forældre skal aktiveres - enten i form af tvang eller straf. Bertel Haarder argumenterer i offentligheden for ideen bag forslaget, ved at tale for, at forældrene skal tage ansvar for deres børns skolegang, og at de skal deltage i vagtværn mod unges kriminalitet

af Ahmet Demir, leder af institutionen Blæksprutten i Hvidovre
På det seneste har dårligt stillede etniske og danske familier stået på den politiske dagsorden. Integrationsminister Bertel Haarder og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fremsatte et lovforslag som et led i regeringens nye politiske offensiv.
Lovforslaget går ud på, at ledige etniske forældre skal aktiveres - enten i form af tvang eller straf. Bertel Haarder argumenterer i offentligheden for ideen bag forslaget, ved at tale for, at forældrene skal tage ansvar for deres børns skolegang, og at de skal deltage i vagtværn mod unges kriminalitet.
Jeg er ikke enig.
De etniskes ledighed og deres sociale integration diskuterede vi i går og i dag, og jeg er overbevist om, at vi også i fremtiden diskuterer det til hudløshed!

Nøglen er hos forældrene
Jeg er enig i, at nøglen til den yngre generations sociale integration er hos forældrene - ikke mindst deres tilknytning til arbejdsmarkedet og vores institutioner. Jeg er ikke af den overbevisning, at vi skal bruge økonomien som tvang eller afstraffelse overfor disse forældre for at løse deres børns skoleproblematik eller forebygge kriminaliteten blandt deres børn. Jeg kunne læse mig til, at begge ministerier, som et led i den offentlige debat, har den overbevisning, at de med straf og tvang nok skal nå disse mål.
De forældre som ministerierne taler om og medierne skriver om, får det signal fra ministeren, at de ikke interesserer sig for deres børns skolegang. Følgende er et citat fra Bertel Haarder i Berlingske Tidende den 24. maj 2003: 'De ser ofte skolen som noget fremmed og farligt, men sådan er det jo ikke i Danmark'.
Jeg mener, at Bertel Haarder tager meget fejl. Jeg kender en stor del af disse forældre, og jeg har endnu ikke hørt en eneste af dem sige, at skolen ikke betyder noget fagligt. Tværtimod!

Skolen er vejen til 'guderne'
For en stor del af de ledige og/eller marginaliserede forældres vedkommende, er skolen nærmest som guder. Det skyldes mange ting, blandt andet er det deres overbevisning om, at såfremt den yngre generation skal have en fremtid her i samfundet, så skal man i skole og også have en akademisk uddannelse.
Især blandt etniske familier med muslimsk baggrund forhøjes den enkelte og hele den øvrige families status i deres eget netværk. Der er prestige i at have en uddannelse, derfor hører jeg fra de unge, at de konstant får at vide, at de skal lære dansk, have en uddannelse og få en god fremtid her i Danmark.
Men spørgsmålet er, om det forældrene ønsker og forventer går i opfyldelse? Nej!
Jeg kan forstå, at nogle politikere vælger straf og tvang som en metode til at håndtere disse familiers problemer. Uden jeg skal generalisere disse marginaliserede og/eller etniske familier, så er deres væsentligste problem, at deres børn bliver kriminelle. Det er der selvfølgelig en grund til. Det som jeg ser som kendetegnende på, at disse forældre og børn har svært ved at fungere i samfundet, er en stigende skilsmisseprocent, arbejdsløshed, forældrenes manglende gennemslagskraft, problemer med selv at være forbilleder for deres børn og ikke mindst en følelse af afmagt, der gør, at forældrene føler sig uduelige.
Jeg ser mange af disse forældre, og derfor har jeg svært ved at tro, at straf og tvang løser deres problemer. Jeg har ikke selv nogen færdige løsninger, men mine erfaringer med disse familier siger mig, at vi selvfølgelig skal stille krav til dem, og at vi forventer, at de tager et ansvar. Men samtidig har de brug for støtte og vejledning til, hvordan familien kan fungere. Det kræver, at vi finder pædagogiske metoder, og at professionelle støtter dem i at komme af med følelsen af uduelighed og hjælpe dem til at blive gode forbilleder.

Rummelighed er nødvendig
Jeg er af den overbevisning, at vi ved hjælp af samarbejde med forældrene, enten individuelt eller i grupper, arbejder omkring deres kriser og arbejdsmæssige situation, så dette på længere sigt vil føre til social integration.
Afslutningsvis vil jeg sig nej til tvang/straf. Ja til dialog, rummelighed, arbejde, anerkendelse og respekt for det enkelte menneske. Vejen til social integration - ja, den er lang, men jeg er overbevist om, at uanset hvor meget vi debatterer integration, så er processen i gang.
Mange af disse forældre, som lovforslaget handler om, har et stort hjerte for deres børn, og de er lige så ambitiøse på deres børns vegne som alle andre. Nogle læsere vil måske mene, at jeg skal stoppe min tyrkertro, men jeg vil bevare den, for jeg tror på, at vi kan støtte en del af disse familier, men det kræver en hel del af os, der arbejder med dem. Ikke mindst kræver det, at politikerne skaber rummelighed for forældrene.