Torsdag, den 13. december 2001 fik Ramon Labanino Salazar en dom - fængsel på livstid. I den forbindelse holdt han en tale, som der her bringes et uddrag af:

'De forbryderiske angreb på tvillingetårnene i New York og Pentagon i Washington dræbte tusinder af uskyldige i USA, og vi deler det amerikanske folks sorg og vrede. Vi håber inderligt, at begivenheder som disse aldrig sker igen.
Vi, der har viet vores liv til at bekæmpe terror, på at hindre frygtelige gerninger som disse i at ske, på at forsøge at redde uskyldige menneskers liv - ikke bare i Cuba, men også i USA - står i retten i dag for at blive dømt for netop at hindre sådanne ting i at ske. Derfor kunne straffen ikke være mere ironisk eller uretfærdig!
Netop fra denne by, Miami, har der været lagt planer om terrorhandlinger mod mit land, Cuba - de er blevet organiseret og udført. Herfra bliver terroristerne og deres aktiviteter sponsoreret, opmuntret og finansieret - og de får også ly her. For bare at nævne en enkelt velkendt sag, så spadserer Orlando Bosch - en terrorist og morder - ikke bare på cubanere men også amerikanere - frit omkring i Miamis gader. Og det mest beklagelige ved denne sag er, at det hele sker med de amerikanske myndigheders viden og accept. Man behøver bare grundigt at læse alle beviserne i vores sag, som giver en fuldstændig redegørelse for alle disse terrorhandlinger.
Cuba, mit land, har lidt i mere end 42 år under terrorhandlinger, aggressioner, invasioner og provokationer, der tilsammen har resulteret i døden for 3478 uskyldige mennesker og fysiske skader på mere end 2099. Cuba har ligesom USA retten til at forsvare sig selv.

I mange år har Cuba informeret forskellige myndigheder i USA - helt op til højeste plan. Detaljeret, dokumenteret information, fuldstændig og med navne, samt afgørende beviser på kriminalitet og mord. Vores egne beviser i denne sag kommer fra disse informationer. Men alligevel har myndighederne - selvom de fik alle beviserne leveret - ikke gjort det mindste. Der er ikke sket en eneste arrestation, ikke en eneste undersøgelse er udført eller under udførelse.
Ved at arrestere os, har de bare forsøgt at lukke munden på informationskilden - og at forhindre alvorlige terrorhandlinger som ovennævnte i at blive afsløret samt at skjule den sandhed, der har ramt os så slemt i dag. Desuden har FBI konspireret med terroristerne selv og den ekstreme højrefløj i Miami for at skade og ødelægge enhver tilnærmelse og samarbejde mellem vore to folk og regeringer.
Det eneste, Cuba ønsker, er at leve i fred og ro. Cuba ønsker ikke en krig, ligesom det amerikanske folk heller ikke ønsker krig. De militære ledere i USA ønsker det heller ikke, fordi de ved udmærket, at Cuba overhovedet ikke udgør en trussel mod USA. Derfor har vores arbejde også været rettet mod at standse en kriminel krig, som bare fører til uskyldige menneskers død - ikke bare cubaneres, men også amerikaneres.
På intet tidspunkt har vi forsøgt at få fat i oplysninger, der kunne bringe dette lands sikkerhed i fare. Det er ren og skær manipulation.
Det er ikke Cuba, der er kommet til USA for at gennemføre en invasion eller nogen terrorhandling. Virkeligheden er den stik modsatte, og Cuba har - oprigtigt talt - ret til at forsvare sig selv. Det er alt, hvad vi har gjort, og uden at skade nogen eller noget.
Det, medlemmerne af Miamis ekstreme højrefløj i virkeligheden søger at skabe, er en konflikt gennem en provokation, som ender med et amerikansk militært angreb på Cuba. Og, som jeg tidligere har sagt, er det ikke, hvad mit folk, min regering eller de amerikanske borgere ønsker. General Sheehan's vidnemål om Ramon Saul Sanchez og hans 'demokratiske' gruppes infiltrationer af Cuba, viste helt klart, at han ikke ønsker, at disse elementer fremprovokerer en krig mod Cuba, som vil koste livet for mange unge mænd i USA's væbnede styrker.
Hvad anklagersiden angår, har vi oplevet en virkelig skandaløs og stærkt angribelig opførsel, der intet har med retfærdighed eller en søgen efter sandhed at gøre. I første omgang forsøgte man at undertrykke alle vore beviser om de terrorhandlinger, der er begået både på Cuba og her i USA. De brugte ethvert middel i deres forsøg på at undertrykke 90 procent af vore beviser i denne sag - d.v.s. sandheden om, hvad vores mission går ud på.

D'herrer anklagere - hvad enten De kan lide det eller ej, er Cuba et uafhængigt og suverænt land. Det har sin egen legitime regering, sin egen præsident, sine egne martyrer og helte og sin egen overbevisning. Cuba er ikke anderledes end USA. Og, mine herrer, Cuba skal respekteres.
Hvis det er fordi jeg har forhindret uskyldige menneskers død, fordi jeg har forsvaret begge vore lande mod terror og forebygget en meningsløs invasion af Cuba, at jeg bliver dømt her i dag - ja, så må vi alle hilse dommen velkommen.
Jeg vil bære fængselsdragten med samme ære og stolthed, som soldaten bærer sine vigtigste distinktioner.
Det blev en politisk retssag, og derfor er vi politiske fanger.
Beviserne er her alle sammen; der bliver skrevet historie her. Og det bliver historien, der yder os retfærdighed.'