Det der skete under Anden Verdenskrig må ikke blive glemt. Derfor er der stadig mennesker, som tager til kz-lejrene, for at dokumentere historien. Sidst i maj rejste en gruppe danskere til den nazistiske kz-lejr Stutthof.

af Anton Nielsen
Sidst i maj begav en gruppe danske sig på rejse. Rejsen var arrangeret af Horserød-Stutthoff Foreningen. Rejsens mål var den tidligere nazistiske kz-lejr Stutthof, som ligger ved floden Wislas (Weichsels) delta nær den polske by Gdansk. Tidligere hed byen Danzig og var tysk og den største by i den såkaldte Polske Korridor. Det var her den anden verdenskrig begyndte i 1939.
Men hvorfor blive ved med at rippe op i den gamle historie i det herrens år 2003? Nogen er irriterede og giver højlydt udtryk derfor. Det er jo så længe siden. Nu må det være nok.
Det er den bedst belyste del af Danmarks historie, påstår andre. Som derfor vil have lyset slukket, så de kan omskrive historien uden hensyn til generende historiske kendsgerninger, og sådan at den efterfølgende er brugelig for den politiske inkvisition, som regeringen og Dansk Folkeparti netop har nedsat til at fradømme vestrefløjen - og ikke mindst kommunisterne - enhver politisk hæderlighed. Skal manøvren lykkes, er en omskrivning af historien absolut nødvendig. De vil have os til at glemme. Men vi vil ikke glemme!

Græs og stilhed
Når man i dag kommer til kz-lejren Stutthof, bliver man slået af, hvor grønt alt er. Græs overalt - hvor der før var sand.
Stilhed - dyb stilhed - hvor der før lød brølende kommandoer og forpinte skrig afbrudt af rasende hundeglam fra SS-ernes dresserede rovdyr.
Men når man står ved indgangen til Stutthof - ved 'Dødens Port', og ser ned gennem lejrgaden - det af den der er tilbage - er man alligevel ikke i tvivl: Her herskede det uindskrænkede barbari, her udryddede man mennesker. Her var kun en vej ud - gennem krematoriets skorsten.
Stutthof var en af nazisternes tilintetgørelseslejre. Den første og den ældste i det besatte Polen.
Til højre for 'Dødens Port' ligger den murede administrationsbygning, foran den et bassin, hvor de holdt sorte svaner. Lige inden for 'Døden Port' ligger SS-ernes straffebarak, hvor de torterede og myrdede fanger. Cellerne er der endnu - og prygle-bukken. Barakken på den anden side indeholder titusinder af sko - flest børnesko.
Til venstre for porten ligger de sidste kvindebarakker og reviret. Køjer i tre lag - to fanger i hver køje - mindst. På reviret står stadig et 'operationsbord'. Her blev fangerne opereret uden bedøvelse - eller slået ihjel - under de mest svinske forhold.

Den eneste frihed
Længst væk fra porten ligger gaskammeret, krematoriet og galgen.
Bagved - op mod det strømførende pigtrådshegn med vagttårnene, som omkranser hele lejren, ligger fortsat den smalsporsbane, som bragte de ulykkelige til deres livs sidste station. Indtil gaskammeret blev bygget, gassede man menneskene i togvognene. Et par vogne holder stadig bag krematoriet.
Ved siden af gaskammeret står i dag en stor jødestjerne til minde om de tusinder og atter tusinder af jødiske kvinder og børn, som lå ubeskyttede på marken i krigens hårde vintre. De, som ikke frøs ihjel eller døde af sult og prygl, gik den sidste vandring ind i døden mens de trøstede børnene.
'Græd ikke mit barn, nu giver De os den eneste frihed, De kan give os - døden', fortalte 'Fuglen', der dengang - som fange 25.700 - var vidne til og deltager i denne frygtelige tragedie.
Ved siden af den mark, hvor kvinderne og børnene dengang - i lighed med russiske soldater og mange andre - kæmpede deres sidste kamp, står i dag det mindesmærke, som skal erindre eftertidens mennesker om det frygtelige, der skete her, for at det ikke skal gentage sig.
Et stykke derfra ligger den såkaldte nye lejr - mændenes lejr. Barakkerne - 33 i alt - findes ikke længere. De brændte ned. I dag er barakkerne markeret med et fritstående fundament med barakkens nummer.

Danske kommunister
Blok fem er danskerbarakken. Hertil kom 150 danske kommunister (143 mænd og syv kvinder) - oprindelig arresteret af dansk politi i 1941.
Efter internering i Vestre Fængsel og Horserød-lejren blev de den 29. august 1943 udleveret af den danske regering til nazisterne, som den 2.oktober 1943 deporterede dem til udryddelseslejren Stutthof. De syv kommunistiske kvinder førtes til kvindelejren, hvor de boede sammen med de russiske kvinder.
Stutthof var en lille lejr efter nazistisk målestok, men alligevel gik flere end 110.000 mennesker fra flere end 25 lande igennem Stutthof: polakker, jøder, russere, ukrainere, hviderussere, litauer, letter, estere, tjekker, slovakker, finner, nordmænd, franskmænd, danskere, hollændere, belgiere, tyskere, østrigere, englændere, spaniere, italienere, jugoslaver, ungarere, og sigøjnere.
Af de 110.000 der kom til lejren fra dens oprettelse i 1939 til dens opløsning i foråret 1945 døde mellem 65.000 og 70.000 mennesker.
Af de 150 danske fanger døde de 16 i lejren eller på dødsmarchen. Fire døde umiddelbart efter hjemkomsten af de sår, de havde pådraget sig i Stutthof. De fysiske sår som lod sig læge med årene, hvis man da ikke døde forinden, og de psykiske - sårene på sjælen - som aldrig blev helet.

Kampen går videre
Af de, der overlevende det nazistiske barbari, er der i dag kun få tilbage, men kampen går videre.
Danmark fik sin frihed i maj 1945. Men fred er der fortsat ikke. Krig og undertrykkelse hører fortsat til dagens uorden, når 'Det fjerde Rige' - USA - og dets vasaller skal demonstrere deres magt. Så kampen mod krig og fascisme fortsætter, ligesom kampen for social retfærdighed og fred aldrig hører op.
Nye generationer tager over. Det er absolut nødvendigt, hvis historien ikke skal gentage sig. Det der skete må ikke blive glemt. Den frygtelige arv skal bæres videre for at undgå, at det sker igen. Derfor er der stadig mennesker, som tager til kz-lejrene, for at dokumenterer historien.
'Mennesker - vær årvågne!' Sådan skrev den tjekkiske kommunist og redaktør af avisen Rude Pravo, Julius Fucik, til sine landsmænd, kort før nazisterne henrettede ham. Hans ord har evig gyldighed. Ikke mindst i vor tid, hvor der er mennesker i vort eget land, som systematisk - og med regeringens fulde støtte - igen forsøger at forvanske og fordreje historien.