Det er en underlig diskussion, der kører i vores samfund for tiden. På den ene side vil vi ikke have nogen fremmede ind. Vi lukker vores grænser for indvandring og gør det mere og mere umuligt for flygtninge at få opholdstilladelse endsige arbejdstilladelse, samtidig med, at der skal mindre og mindre til, før vi smider dem, der ikke har opnået statsborgerskab, ud igen

af Kjeld Stenum
Og for dem, der kommer ind, skal tilværelsen gøres så sur som mulig, de må ikke få deres familie til landet, de mistænkeliggøres på grund af religion eller bare på grund af udseende, de diskrimineres med hensyn til sociale ydelser, og de diskrimineres på arbejdsmarkedet.
Mange fremmede vil gerne hertil og vil gerne uddanne sig og arbejde for vores land, og vi gør alt hvad vi kan for at forsure tilværelsen for dem, der prøver at følge dette ønske.
Og mange, som har høje uddannelser og er helt syge efter at bruge uddannelsen, lader vi rådne op i vores flygtningelejre, hellere end vi slipper dem ind, hvor de kan være til nytte for vores samfund.
Og ikke blot det regeringsbærende parti Venstre er aktiv for at fremme denne politik, også det andet magthaverparti, det oppositionsbærende socialdemokrati, gør hvad det kan for at skubbe udviklingen i den retning.

På den anden side vil vi ikke lade gamle nedslidte mennesker slippe væk fra arbejdsmarkedet.
Man snakker om det grå guld og om at indføre præmiering for det at vælge at blive længst muligt på arbejdsmarkedet. Og alt dette ideologiske lir om de gamles værdi på arbejdsmarkedet bliver i praktisk politik til en kontant tilkendegivelse fra samfundet om, at de intet er værd, når de ikke længere kan holde sig på arbejdsmarkedet.
Tilskyndelsen til at blive på arbejdsmarkedet - efterlønnens afskaffelse - skal oven i købet sættes i værk netop nu, hvor arbejdsmarkedet i stigende grad selv sparker blandt andet de gamle ud.
Allerede det dominerende oppositionsparti, det kongelige danske socialdemokrati, gjorde sig til bannerførere for et højst upopulært indgreb i efterlønsordningen, der både forringede, forkortede og - i hvert fald delvis - privatiserede den.
Og vi ved alle sammen, at det nuværende regeringsbærende parti, Venstre, spiller med lige så fordækte kort, som Nyrup i sin tid gjorde, i den sag. Det er ikke tilfældigt, at det konservative støtteparti ligesom i øvrigt socialdemokraternes radikale støtteparti larmer op om, at den eneste økonomisk ansvarlige holdning det er at afskaffe efterlønsordningen eller privatisere den fuldstændigt.
De er bestilt til det. Det er sådan, man fordeler rollerne, når man er to partier til at regere.
Good cop and bad cop!
Og det er lige så lidt tilfældigt, at Venstres Ungdom nu åbent bakker op om de konservatives syn på sagen. De er også bestilt til det!
Det bliver Anders, der skal føre kniven, vi skal tro, han gør det modstræbende og under pres. Men han vil føre kniven. Og han vil skære med den! Vent og se!

Med andre ord. Vi har en stor gruppe fremmede, der vil gøre omtrent hvad som helst for at få adgang til det danske arbejdsmarked. Og så har vi en stor gruppe nedslidte gamle, der er parate til at æde næsten en hvilken som helst forringelse af deres økonomiske vilkår for at få lov til at slippe væk fra arbejdsmarkedet.
Det her er ikke to tilfældige udpluk af en i øvrigt mangesidig og rig debat. Det er to altdominerende synspunkter, som - selv om de så åbenlyst modsiger hinanden - fremføres af såvel regering som dominerende opposition som to sammenhængende sider af den eneste mulige ansvarlige økonomiske politik.

Sig mig engang, hvad fanden er meningen?
Tror I, kære ministre og ærede oppositionelle medlemmer af folketinget, at vi vælger jer, for at I skal forsure tilværelsen mest muligt for os?
Lad dog de gamle slippe ud af arbejdsmarkedet og lad de fremmede slippe ind og bidrage så meget til produktionen, at det bliver muligt blandt andet at forsørge de gamle!

Nej, selvfølgelig.
Når vi tænker os om, så ved vi godt, hvorfor I vælger at føre en politik, der er så indlysende selvmodsigende.
Det er fordi I har en helt anden dagsorden. Det er fordi I virkelig ikke regerer for at gøre livet lettest og bedst muligt for os alle sammen, men rent faktisk arbejder målrettet på at forsure det for os alle sammen. Det vil sige alle os, der befinder os på den forkerte side af plankeværket.
Vi skal hade hinanden på grund af hudfarve og religion og al den slags, for hvis vi koncentrerer os om det, har vi mindre travlt med at kræve retfærdighed og være besværlige som slaver på arbejdsmarkedet. Og for at holde det had i gang er I nødt til at sørge for, at vi og de fremmede blandes mindst muligt, så færrest mulige af os opdager, at vi har mere at holde sammen om end at hade hinanden for.
Samtidig så skal vi, som får adgang til arbejdsmarkedet, også konkurrere mest muligt med hinanden om at søge arbejde, og gerne hade hinanden lidt i den konkurrence også.
Derfor er det godt, hvis gamle drives til at holde sig på arbejdsmarkedet eller være arbejdssøgende længst muligt, så er der mest mulig konkurrence, og unge mennesker kan gå og få afløb for alle oparbejdede frustrationer ved at hade de gamle røvhuller, der ikke vil trække sig og lade dem komme til, i stedet for at hade de arbejdsgivere, der hellere vil fedte med pengene end foretage de socialt nødvendige investeringer, når konjunkturerne går den gale vej.

For det kommer an på, fra hvilken side af plankeværket man ser sagen.
Det selvmodsigende i jeres politik kan kun ses fra vores side af plankeværket.
Ser man den fra arbejdsgiverside, så varetager den faktisk deres interesser på bedst mulig måde. Og det er den side, I har valgt at se tingene fra. Arbejdsgivernes, erhvervslivet, som man siger.
Det er det, der ligger i det.
I har valgt arbejdsgivernes side, og det må vi ikke opdage! Derfor fremfører I det ikke som arbejdsgiverpolitik, men som Den Økonomisk Ansvarlige politik.
Men det er hykleri.
Arbejdsgiverpolitik er hvad det er, og det eneste, der er mærkeligt, er hvordan så frækt hykleri kan lykkes. Hvordan I kan slippe af sted med at bilde os alle sammen ind, at det er i vores egen interesse både at forhindre vores nedslidte gamle i at slippe ud af arbejdsmarkedet og forhindre arbejdsivrige fremmede i at komme ind og erstatte dem.
Men det skal I heller ikke blive ved med at kunne. Nu kan det være nok. Stop hykleriet og stå ved, hvem I virkelig holder med! Ned med alt hykleri!