Nu må Danmark benytte sig af den selvstændige valutakurspolitik, som vi vandt med nej´et til euroen

af Karen Sunds, nationaløkonom
I går sænkede den danske Nationalbank renten med et halvt procentpoint. Det er en direkte følge af, at Den Europæiske Centralbank sænkede sin rente tilsvarende i torsdags.
Danmark følger i sin penge- og valutakurspolitik slavisk EU's centralbank og euroen.
Ingen stiller åbenbart spørgsmålet: Hvorfor?
I øjeblikket er det til stor skade for dansk økonomi, at kronen automatisk bliver stærkere og stærkere, sammen med euroen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at kronens styrkelse overfor dollaren vil komme til at koste 44.000 jobs i de kommende to år i Danmark. Og det er alene med det nuværende dollarfald. Intet tyder på, at dollaren har ramt bunden endnu.
Den danske befolkning har stemt nej til euroen. Vi er ikke på nogen måde forpligtet til at binde kronen til euro, som om vi var med i ØMU'en. Det er noget, politikerne på Christiansborg har bestemt.
Var det ikke på tide, at vi bruger den politiske og økonomiske frihed, som vi stemte os til den 28. september 2000?

Andre lande melder fra
Andre lande begynder nu at frakoble sig EU's pengepolitiske linie.
Det gælder Norge, der har besluttet at presse den norske krone ned i kurs. Også Ungarn meddelte i onsdags, at det vil devaluere den ungarske forint med over to procent.
Det naturlige ville være, at Danmark også gjorde det. For et eksportland som Danmark er det eneste rigtige, at vi styrer vores valuta med en såkaldt valutakurv. Det betyder, at vi tilpasser kronens værdi efter udviklingen i de lande, som vi handler med.
I betragtning af, at USA er en vigtig handelspartner, ville det konkret indebære, at vi skulle lade kronen devaluere overfor euro.
Den Europæiske Centralbank, ECB; sænker renten efter lang tids politisk pres. Målet er at få sat lidt gang i den skrantende økonomi i EU.
Og det er også hårdt tiltrængt. I første kvartal af året var der nulvækst i eurozonen. I Tyskland, Holland og Italien var der direkte negativ vækst. Værst ser det ud i Tyskland, hvor der har været direkte fald i produktionen siden september.
Men problemet er blot, at rentesænkningen ikke vil gøre den store forskel for EU's økonomi på det nuværende tidspunkt. Der kommer ikke gang i investeringerne, alene fordi renten sættes ned. Firmaerne investerer ikke, bare fordi de kan få billig kapital. De investerer, når der er udsigt til, at investeringen vil give god profit. Og det kræver, at der kommer gang i forbruget, at de overfyldte lagre bliver tømt ud.

EU's destabiliserende stabilitetspagt
Det, der kan være med til at drive hjulene i gang igen, er, hvis EU tillod landene at føre en ekspansiv finanspolitik. Så kunne der, via den offentlige sektor, sættes gang i forbruget.
Men her holder EU tøjlerne mere end stramt. EU-kommissær Pedro Solbes mener ikke, at der kan blive tale om at lempe finanspolitikken. Tværtimod kræver han, at især Frankrig og Tyskland skærer endnu dybere.
Selv Joseph Stiglitz, der er tidligere leder af Verdensbanken og vinder af Nobelprisen i økonomi i 2001, har fået nok nu. Han går i en kronik i det norske Aftenposten, til åben angreb på ØMU'ens stabilitetspagt. Han kalder den for 'EU's destabiliserende stabilitetspagt'. Stiglitz advarer om, at det er uansvarligt, hvis ikke EU omdefinerer stabilitetspagten nu.

Truende deflation
Og det er rigtigt, at ØMU'ens jernhånd om de europæiske økonomier kan få dramatiske følger.
For sagen er, at Tyskland i dag står tæt på at opleve deflation, det vi sige negativ inflation. Finanshuset UBS vurderer, at Tyskland med den nuværende udvikling vil få deflation efter sommer.
Når først deflationen nås, holder pengepolitikken op med at virke. For selvom den nominelle rente sættes til nul, vil den negative inflation bevirke, at den reelle rente fortsat er høj. Det er simpelthen ikke muligt at skrue på de pengepolitiske knapper.
Derved sidder økonomien i en skruestik.
Meget tyder derfor på, at den europæiske centralbank kommer alt for sent til at redde Tysklands økonomi.