Arbejdsløsheden er ingen naturlov - men den er uløseligt forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde.

Analyse af Karen Sunds, nationaløkonom
Arbejdsløsheden er kapitalismens uundgåelige følgesvend.
'Uundgåelig', fordi de økonomiske kriser er uundgåelige. Efter en midlertidig højkonjunktur vender krisen altid tilbage. Og endnu dybere og mere ødelæggende end før.
Under krisen bliver alle de absurde modsætninger åbenlyse: Folk fyres, og fabrikkerne lukker. Lagrene bugner af varer, som ingen har råd til at købe. Samtidig mangler millioner af mennesker mad og tøj.
Det er et utroligt spild af ressourcer, både materielle og menneskelige, samtidig med, at der er masser af behov, der ikke er dækket.

Kapitalismen avler anarki
Men hvorfor opstår disse kriser? Hvorfor producerer kapitalisterne langt flere varer, end der kan afsættes? Svaret er, at det er deres eneste mulighed. I jagten på profit, og i den indbyrdes konkurrence med andre firmaer er der ikke andre veje frem.
Efterhånden som fabriksejeren har investeret mange penge i store maskiner, falder profitten nemlig på den enkelte vare. Han må derfor producere endnu flere varer for at holde sin profit oppe. Nu begynder markedet at være overmættet.
Samtidig forsøger fabriksejeren at sikre sin profit, ved at presse lønnen ned. Men derved får arbejderne, der jo udgør langt den største del af befolkningen, endnu færre penge at købe varer for. Salget af varer går i stå. Billedligt talt har arbejderne ikke råd til at købe de varer, som de selv har lavet. Derfor kaldes dette for relative overproduktionspriser.
Når først krisen sætter ind, kan den kun løses ved, at dele af produktionsapparatet skæres væk. Konkurser, hvor de store virksomheder opkøber de små til spotpriser hører nu til dagens uorden. Når der er destrueret tilstrækkelig meget, kan et nyt opsving begynde.
Men massefyringer kommer ikke kun af fabrikslukninger. De er også en uundgåelig følgesvend i den stadig mere intensive kamp mellem forskellige monopoler om at erobre markeder.
Fabriksejerne investerer i ny teknologi, for at drive produktiviteten op. Arbejderen skal nå at producere flere enheder i de otte timer, han er på fabrikken. Derigennem får fabriksejeren mulighed for at presse prisen ned, i den hårde konkurrere med de andre producenter.
Resultatet er benhårde rationaliseringer og massefyringer. Også hos store monopoler, som TDC, der har milliarder i overskud. Nogle arbejdere får fyresedlen, resten skal knokle endnu mere.
Igen er det få personers økonomiske interesser, der afgør beslutningen om at indføre ny teknik. Igen har det omfattende konsekvenser for tusindvis af mennesker.
Arbejdsløsheden er altså uundgåelig under kapitalismen. Men samtidig bruges den også politisk. Den bruges nemlig til at trykke lønnen. Den superliberale økonom, Milton Friedman, har oven i købet opfundet begrebet 'den naturlige arbejdsløshed'. Det er den arbejdsløshed, der er nødvendig, for at holde lønningerne i ro.
Politikerne er altså slet ikke interesserede i at komme af med arbejdsløsheden.

Planøkonomi gør op med anarkiet
I en socialistisk planøkonomi er det muligt at gøre op med anarkiet. Her er der ganske enkelt ikke nogen konjunkturkriser.
Hvorfor? Årsagen er, at produktionsmidlerne ikke længere er ejet af private. Beslutninger om, hvor meget og hvad der skal produceres er altså ikke underlagt private interesser, men træffes ud fra samfundsmæssige behov. Og hermed er vejen banet for at komme anarkiet og massearbejdsløsheden til livs.
Det er muligt at planlægge produktionen nøje over flere år af gangen. På den måde bliver ressourcerne udnyttet optimalt.
Tidligere var det i det socialistiske samfund en meget svær øvelse at udarbejde de såkaldte femårsplaner for økonomien. Den ene sektor leverede nemlig halvfabrikata eller råvarer til den anden. Og derfor skulle alle sektorers produktionsmål passe sammen. Det hele blev afstemt i såkaldte input-outputtabeller.
I dag er alt dette historie. I dag er økonomiske styresystemer via computere udviklet til et hidtil uset stade. Det er derfor ingen sag at lave flerårige planer for, hvor meget, de enkelte sektorer skal producere, for at det passer til befolkningens behov.

Socialismen har brug for alle
I en socialistisk planøkonomi er der ikke grund til at frygte maskinerne. Der er nemlig ingen, der skal tjene profit på at rationalisere arbejdere ud. I stedet for at udvikle teknikken med det formål at spare mennesker væk, vil vi snarere fjerne det tunge og nedslidende arbejde.
Samtidig kan teknikken bruges til at sikre, at vi alle sammen kan gå ned i arbejdstid, frem for at nogle knokler op mod 50 timer om ugen, mens andre går arbejdsløse. Man kunne tænke sig, at vi alle gik på arbejde tre dage om ugen, var på skolebænken to dage om ugen, og holdt fri to dage om ugen.
Socialismen har også et rummeligt arbejdsmarked. Ingen skal nemlig tjene på, at mennesker går arbejdsløse. Der er brug for alle hænder, også de, der tilhører folk med skavanker eller nedsatte evner. De mennesker, som vi i dag genner ud i skånejob, havde et almindeligt arbejde i de socialistiske lande.
Derfor var produktiviteten også lavere i gennemsnit i Østeuropa, end i Vesten. I dag bruges dette ofte som et argument for, at folk ikke gad arbejde under socialismen. Men sandheden er simpelthen, at der på fabrikkerne også blev givet plads til de svage arbejdere.
Socialismen løste den opgave, at lave et rummeligt arbejdsmarked. Det kan kapitalismen aldrig gøre.
Da muren faldt, og de statslige virksomheder i Østeuropa blev opkøbt af vestlige monopoler, var de første der fik et spark og en fyreseddel nemlig disse mennesker, der på trods af skavanker havde haft deres plads ved drejebænken og i samfundet.
Siden har kapitalismen trukket sit spor af moralsk og social forfald tværs gennem de østeuropæiske lande.