Ved indgangen til 2002 fik Holland nyt arbejdsformidlingssystem, med øget privatisering og med klar retning mod et mere enstrenget system. I stedet for de gamle offentlige arbejdsformidlinger er der etableret 131 CWI (Centres for Work and Income). (Centre for arbejde og indtægt)

af Niels Erik Danielsen og Henrik Kjær
I disse CWI'er bliver den arbejdsløses data grundregistreret og der sker en visitation. Det afgøres om den arbejdsløse er arbejdsmarkedsparat og kan genoptage et arbejde indenfor 6 måneder eller den arbejdsløse skal gennem socialkontoret eller den nye offentlige A-kasse og sendes videre til et af de ca. 800 private arbejdsformidlingsfirma - reintegreringsfirmaer. Sammen med Socialkontoret eller A-kassen laves der en kontrakt om den arbejdsløses tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
De 131 CWI'er er underlagt 6 regioner og er i sig selv med til at løse nogle af arbejdsløshedsproblemerne i det der ansættes ca. 3000 mennesker i CWI'erne. CWI'en hører under det Hollandske Social- og Beskæftigelsesministeriet.
CWI er første instans man som nyledig møder i Holland, og den fungerer som en serviceenhed. Med almindelige arbejdsformidlingsopgaver. Regeringen har afsat en bevilling på omkring 3,6 mia. kr. til CWI'erne i 2002. Der var også tale om flotte kontorer med nyt udstyr i den CWI vi besøgte. Men den voksende arbejdsløshed, med deraf umiddelbar behov for flere resurser udløser først til næste år øgede bevillinger til CWI'erne.
CWI'en er en offentlig instans, med klare serviceopgaver overfor den arbejdsløse. Det virker som om der her sker en reel afklaring og seriøs vejledning. CWI'en er ikke underlagt markedskræfterne. De kommer først på banen når det er afklaret, at den arbejdsløse ikke kommer i arbejde efter 6 måneder.

En form for enstrengethed
Det enstrengede system er ved nu at blive etableret, først som husfælleskab mellem CWI'en, det kommunale Socialkontor og A-kassen. Det er kun få af de 131 CWI'er der har etableret sådan en slags husfælleskab. Det er Socialkontoret eller A-kassen, der står for udbetaling af understøttelse eller bistandshjælp.
Det er også her det vurderes om den arbejdsløse skal have tilbudt nogen former for uddannelse. Men det virker nu ikke særligt udbredt. Tværtimod så virker det som om, at systemet er meget restriktivt, med træk i ydelsen, hvis ikke den arbejdsløse følger den opstillede plan. CWI'en har en særlig ledvogter funktion, gatekeeper overfor Socialkontoret eller A-kassen. Reelt går det ud på at vogte over, at så få som muligt sendes videre til understøttelse.
Det er meningen, at også de private aktører, såkaldte reintegreringsfirmaer også skal have sæde i fælleshuset. 2 firmaer var allerede flyttet ind i det fælleshus vi besøgte.
Der var bevæbnede vagter på den CWI i Amsterdam, som LO besøgte, primært for at beskytte personalet.
Mange bliver i øjeblikket registreret som arbejdsløse i Holland, på en enkelt dag havde de fået 300 nye arbejdsløse i en enkelt CWI. Samtidig kan der opstå konflikter når de arbejdsløse trækkes 5 eller flere procent i ydelsen, når det vurderes, at de ikke har overholdt den opstillede plan.
Og de arbejdsløse, der er på bistandshjælp skal påtage sig alle former for anvist arbejde. Mens de forsikrede ledige mere henvises til den branche de er blevet ledig fra.
De forsikrede ledige har en arbejdsløshedsunderstøttelse på 70 % af deres tidligere løn. Men for i det hele taget, at opnå arbejdsløshedsunderstøttelse skal man have arbejdet indenfor 13 uger af 23 uger og have arbejdet i 4 år indenfor 5 år, med mindst 52 dages arbejde i hvert af disse 4 år. Derved får man understøttelse i 6 måneder. Skal man f. eks. opnå understøttelse i 2 år skal man have arbejdet i 20 år.
Er man ikke berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse bliver man henvist til kontanthjælp, som er 70 % af minimumslønnen på 1249 Euro (ca. 9. 272 kr. ) , men kun i 6 måneder.
Hvad de derefter lever af, står hen i det uvisse.

Reintegrationsfirmaer
Det rigtig nye i den hollandske model er reintegreringsfirmaerne. Bistandskontorerne og A-kasserne etablerer kontrakter med disse firmaer, som så har opgaven med at skaffe jobs til de arbejdsløse. Der er et stigende antal arbejdsløse, men p. t. er der 160. 000 arbejdsløse i Holland.
Der er også mange deltidsbeskæftigede i Holland. Hvilket bl. a. hænger sammen med, at det koster ca. 5000 kr. om måneden at få passet sit barn. Så for mange er der ikke mange andre udveje end, at få hverdagen til at hænge sammen arbejdstidsmæssigt og familiemæssigt ved at få et deltidsjob, så mand og kone deles om børnepasningen.
De arbejdsløse inddeles i faser afhængigt af, hvor svært det er, at få den arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet. Der er tale om et klassificeringssystem - Chance-meter systemet. De der kan klare sig selv, er der ingen betaling for. For den lidt sværere gruppe betales der omkring 45. 000 kr. pr. arbejdsløs for at skaffe et job. Næste gruppe betales der fra 45. 000 til 75. 000 kr. pr. arbejdsløs. De sværeste koster minimum 105. 000 kr., siger de største af disse private reintegreringsfirmaer. Fra denne gruppe er der kun ca. 5 % der kommer i arbejde. Men der er også mindre firmaer, der byder under. Så der er en stor konkurrence om at skaffe de arbejdsløse i job.
Der er 6 store af disse firmaer og hundreder af små. Det er vurderingen, at mange af de små vil lukke en efter en. Efter stigningen i arbejdsløsheden arbejder firmaerne primært med jobformidling og jobsøgning. Den sværere jobtræning satses der mindre på. Fordi det er svært at få penge til det og fordi der er flere penge i jobformidling og jobsøgning. Det vil sige der satses på meget lidt opkvalificering af arbejdskraften. Det største af disse firmaer er NV Kliq. Det var tidligere en del af det offentlige arbejdsformidlingssystem. NV Kliq dækker ca. 35 % af markedet. Men med den nye stigning i arbejdsløsheden har også NV Kliq været nødsaget til at afskedige hundreder af ansatte.
Det er naturligvis et problem, at det er pengene der bestemmer, hvordan disse firmaers indsats bliver. Der er også dårlige eksempler på reintegreringsfirmaer, der selv ansætter arbejdsløse og scorer betalingen fra det offentlige. Men grundlæggende er erfaringen, at rådgivningsindsatsen blive mindre kvalificeret. Rådgivningsindsatsen vil ikke rette sig mod en helhedsvurdering af den arbejdsløse, men derimod primært mod at få formidlet job, eftersom det er her penge ligger.
Situationen i Holland med forøget arbejdsløshed har da også medført, at reintegreringsfirmaerne kaster sig over andre aktiviteter. De prøver at tage arbejde fra andre instanser eller firmaer. Et af disse forsøg er, at reintegreringsfirmaerne prøver at påtage sig de opgaver som Health and Safety (H & S) kontorerne arbejder med. H & S arbejder som en slags Arbejdsmedicinsk klinik eller BST. Udfra et forsikringssystem, afgør lægerne i H & S om en syg arbejder har en arbejdsbetinget lidelse.
Dette giver så nogle rettigheder. Det er ikke fordi der anerkendes mange arbejdsbetingede lidelser, men arbejdsgiverne prøver at slippe med så få anerkendelser, som muligt. Ved en anerkendelse skal de betale for et års sygeløn. Og derfor passer disse reintegreringsfirmaers tanker om, at de gennem samtale og rådgivning kan skaffe de syge tilbage på arbejdet, de hollandske arbejdsgivere og borgerlige kræfter meget fint.
De private firmaer, der skulle skaffe flere jobs, kan udvikle sig til noget andet, fordi krisen kradser. En række af disse firmaer er tilsyneladende mere interesseret i at tjene penge frem for at løse arbejdsløshedsproblemer.
Markedet er en dårlig regulator af rådgivning og vejleding, spørgsmål om uddannelse og opkvalificering af arbejdskraften. Specielt i en tid, hvor der er stigning i arbejdsløsheden vil der være en tendens til at kvaliteten svækkes. Stigning i arbejdsløsheden medfører næsten automatisk offentlige besparelser og dermed øget stigning i forsøg på, fra disse firmaers side, at kommer over hvor gærdet er lavest og hvor mulighederne for indtjening er størst. Uden ret megen skelen til om de arbejdsløse bliver ordentligt behandlet.
Da Beskæftigelsesministeriets sektoranalyse blev udarbejdet, var der sandsynligvis ikke fremkommet de dårligere økonomiske tal fra Holland. Der berettes om en vækstrate på 4 %. Men arbejdsløsheden er vokset på det sidste i Holland og det må nu vise sig, hvordan de private firmaer, så kan skaffe arbejde, hvis der ikke er arbejde.

Holland påvirker Danmark
Selvom det ikke er helt det samme, så er de initiativer som Claus Hjorth Frederiksen har iværksat, noget der meget ligner det de startet op i Holland. Om 2 år skal de opstartede Formidlingsenheder fungerer på markedsvilkår. Og den nye 30 mio. kr. pulje til projekter, der laver forsøg med et enstrenget system f. eks. som samarbejdsprojekter mellem kommunerne og Arbejdsformidlingerne kan sammen med Formidlingsenhederne udvikles til et egentligt enstrenget system. De mangler kun at nedlægge A-kasserne og få dem ind under staten. Så der er al mulig grund til at se på de problemer som systemet i Holland støder på.
Formidlingsenhederne blev skabt som en del af førtidsreformen. Skabt for at sikre jobs til de svageste i Danmark. Nu virker det mest af alt som om, at de skal være lokomotiver i regeringens enstrengede liberaliserings felttog.
Det der ikke fungerer i Holland vil sandsynligvis heller ikke fungerer i Danmark. Når man ikke afgørende vil hjælpe økonomien i gang med offentlige arbejder, så vil reintegreringsfirmaer og Formidlingsenheder blot kæmpe om færre og færre offentlige midler. Når der ikke er arbejde at formidle, så kan private firmaer være nok så smarte og kreative, det kommer der ikke flere i arbejde af. Når markedskræfterne lukkes massivt ind i den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats, så bliver hjælpen til mennesker, der befinder sig i en vanskelig situation reduceret til en vare. Oven i købet ofte til en vare der ikke er returret på. Hvis man ikke følger den plan, der er lagt, mødes man med sanktioner i form af karantæne eller reduktion af den i forvejen sparsomme kontanthjælp.
Når markedet bestemmer, er det pengene der bestemmer. Kvaliteten vil rammes, når de ansatte i reintgreringsfirmaet ved, at der er penge fra det offentlige, hvis der hurtigt skaffes job til den arbejdsløse. Den sværere vej med jobtræning, vejledning, måske jobtræning igen eller mere opkvalificering er måske også svær at overskue for et lille firma. Men det er jo kvaliteten med udgangspunkt i det enkelte menneske, som det offentlige bestandig er nødt til at vælge, hvis en kommune effektivt skal hjælpe de svage.
Markesgørelsen af det sociale- beskæftigelsesmæssige område kan både komme i form af direkte privatisering og så er den jo synlig for enhver. Men den kan også komme snigende ved at man i stigende grad anvender markedsmæssige styringsredskaber i selve det offentlige system.
Det afgørende er jo ikke om en opgave udføres i offentlig eller privat regi. Det afgørende er om det der ydes, har karakter af at være en vare, der som udgangspunkt skal kunne købes og sælges på markedet eller om ydelsen har karakter af være fagligt velfunderet med udgangspunkt i de behov det enkelte menneske har for at kunne komme videre i sit liv. Der er en forskel på om en indsats ydes med henblik på, at der skal tjenes penge på den eller om den ydes fordi der er nogle mennesker, der brug for det.
Hertil kommer at den stigende markedsgørelse af hele arbejdsmarkedsindsatsen reelt indskrænker demokratiet. Kommunerne i Danmark er jo undergivet en demokratisk ledelse, der kan skiftes ud hvert fjerde når der er kommunalvalg. Offentligheden og borgerne, har gennem lov om offentlighed i forvaltningen, mulighed for at se kommunen i kortene og hermed kontrollere at tingene foregår som det skal. Ingen borgere har mulighed for at se de private reintegreringsfirmaer efter i sømmene. Her foregår kvalitetssikringen udelukkende gennem lukkede kontraktforhandlinger. Hermed reduceres den demokratiske kontrol som er alfa omega i et demokratisk samfund. Tænk blot på Farum-skandalen. Den var aldrig blevet afsløret, hvis ikke nogle kvikke journalister havde fået aktindsigt.
Kommunen er et demokratisk system med et byråd, der kan gøres ansvarlig, hvis arbejdet ikke er tilfredsstillende. Det er jo også en af privatiseringens bagsider. Demokratiet forsvinder. Det private firma er noget sværere at klage over, end en borgmester eller socialudvalgsformand, som er på valg hvert 4. år.
I Holland har LO valgt, at tage afstand fra systemet og kræve det gamle offentlige system tilbage. Det tror vi ikke vi tør gøre i Danmark. Selvom vi i initiativerne og projekterne nemt kommer til at vælge mellem pest eller kolera, så er det dog bedre, at være på banen og få indflydelse og gøre erfaringer, selv om vi får privatiseret og udliciteret snavs på fingrene. Frem for at læne sig tilbage og se liberaliseringens tog kører af sted. Der er selvfølgelig også den fare, at Claus Hjort Frederiksens liberaliserings felttog kører ind i en alvorlig krise og det liberaliserede tog helt af sporet, med efterfølgende ideologiske tømmermænd, også for fagbevægelsen.
I LO Midtsjælland har vi valgt, seriøst at arbejde med i Formidlingsenheden. Også i forhold til de nye forsøg fra 30 millioner kroners puljen på en slags enstrengethed mellem kommuner og Arbejdsformidlinger vil vi anbefale. Selvom det ikke er uproblematisk. Men vi mener ved at deltage i processen, får vi indflydelse og erfaringer, og måske kan vi være med til at forhindre eller advare mod de værste udslag af privatiseringens og markedsgørelsens tiltag.

LO Vestsjællands amt var på studietur til Amsterdam den 8.-11. maj. Med var Henrik Kjær, formand for bestyrelsen i Formidlingscenteret Midtsjælland og Niels Erik Danielsen, medlem af bestyrelsen i Formidlingscenteret Midtsjælland.