Fængslerne forfalder. Pladsmangel i fængsler. Volden i fængsler stiger. Det er den slags vinkler, som journalister oftest bruger på artikler om forholdene i de danske fængsler. Og selvfølgelig indeholder de en vis del af sandhed. Men det vigtigste er, at der kan sættes tal og billeder på

af Carsten Korsar, Risskov
Set fra journalistens synspunkt er det nødvendigt for at formidle indholdet til læseren, lytteren eller seeren. De mere abstrakte problemstillinger er svære at formidle. Dels fordi de kræver langstrakt research af journalisten, og dels fordi de forudsætter et forudgående kendskab til forholdene hos modtageren.
De nævnte vinkler, som det kaldes i fagsproget, indeholder tillige det nødvendige konfliktstof, som er forudsætningen for at kunne fange modtagerens interesse. Konflikterne kan være af faglig, politisk eller anden karakter. Men de gør det muligt at trække forskellige aktører ind i artiklen som interviewpersoner. Det kan være eksperter, politikere eller såkaldte ofre, altså personer, som bliver direkte berørte af konfliktens eksistens eller vil blive berørte af dens løsning. Og modtageren kan udpege syndere eller ansvarlige for konfliktens eksistens eller manglende løsning af den.

I grove træk er dette opskriften på en gennemsnitlig dagbladsartikel. Men samtidig er det forklaringen på hvorfor læseren efter endt læsning må føle sig hensat i dyb undren over det læste - når det hele nu er så herligt enkelt og ligetil?
Formidling er en nødvendighed! En artikel eller et program skal være overskuelig - også uden forudgående viden og indsigt hos modtageren. Det problematiske er, at journalisten ofte ikke har tid til grundig research. Det bliver i særlig grad problematisk, fordi nyhedsformidlingen i vid udstrækning er grundlaget for den politiske beslutningsproces. Vigtige nuancer og de essentielle, reelle problemstillinger unddrages den offentlige debat. Herved opstår der rum for politisk manipulation. Og de politiske tiltag får karakter af pseudoløsninger, som er underordnet politikerens altoverskyggende dagsorden: Genvalg!
Fattige medier er farlige medier. Det er gennem medierne at borgeren orienterer sig politisk. Når væsentlige problemstillingers eksistens unddrages borgerens viden, vil den politiske stillingtagen til konkrete og generelle forhold i samfundet uvægerligt komme til at lide skade. Men også fattige medier ønsker at overleve. Og borgeren kan orientere sig anden måde, og ikke udelukkende gennem medier, vil de - og mange andre - mene.

Det er ubestrideligt rigtigt. Men i betragtning af at medierne kalder sig 'den fjerde statsmagt' og 'demokratiets vogtere' burde trangen til evig selvkritik hvile som et åg på deres skuldre. I langt de fleste tilfælde er den svær at få øje på. Derimod er den evindelige skelen til den røde bundlinie i budgetter og regnskaber betydeligt mere iøjnefaldende. Efter min opfattelse er det et spørgsmål om hvornår begrebet demokrati bliver tømt for sit indhold - når det i meget vid udstrækning eksisterer på markedsvilkår?
Helt galt går det meget ofte, når journalister beskæftiger sig med kriminalpolitik. Det bør her indskydes, at kriminalpolitik i sig selv ikke er et område, som flytter mange stemmer. Men alligevel rummer den betydelig symbolværdi. Her kan politikere profilere sig som handlekraftige - uden nævneværdige økonomiske omkostninger. Og området har et væld af aktører, som journalisten kan sætte i spil: Eksperter, politikere, faglige organisationer og ofre.
Imidlertid er det som om et af journalistens vigtigste redskaber - kildekritikken - forsvinder fra værktøjskassen, når der skal arbejdes på det kriminalpolitiske område. Enten overlades det til modtageren selv at bruge kildekritikken, eller også undlades antydninger af aktørernes mulige interesser og motiver.

Den mest nærliggende forklaring på den ofte fraværende kildekritik er manglende indsigt på stofområdet - hvad enten denne manglende indsigt så skyldes tid eller økonomi. Men uanset årsagen, så er det i begge tilfælde lige fatalt for det gode, journalistiske håndværk. Uden ordentlig research, og dermed mulighed for at bruge kildekritikken, kan ingen stille de spørgsmål, som er afgørende for at afdække de egentlige motiver for en stillingtagen/holdning på et bestemt område.
Kriminalpolitikken har i årevis været slagmark for mange behandlingsideologier og menneskesyn. Men i de senere år har navnlig fangevogterne, de såkaldte fængselsfunktionærer, været ordførende i debatten. Den indlysende grund er, at det også den talmæssigt største gruppe af alle ansatte i fængselsvæsnet. Det er mindre kendt - for udenforstående - at denne gruppe i en snes år indædt har kæmpet for at opnå denne position. Som gøgeunger har de skubbet andre faggruppers medlemmer ud over redekanten, for eksempel socialrådgiverne.
Denne proces blev stærkt animeret af fængselsvæsnets ledelse, som ønskede billigere og mere fleksibel arbejdskraft. Og en arbejdskraft, som ikke stillede mange kritiske spørgsmål til det, den foretog sig. Det er lidt forenklet udtrykt baggrunden for den indflydelse, som Dansk Fængselsforbund i dag har. Og det er baggrunden for, at man kan stille spørgsmålet: Hvem er den egentlige leder af Kriminalforsorgen - direktør William Rentzmann eller forbundsformand Carsten Pedersen, Dansk fængselsforbund?
Fængselsvæsnets ledelse lagde ganske enkelt en strikke om sin egen hals, da den gennemførte den såkaldte AUF-struktur (en forkortelse af Arbejde, Undervisning og Fritid) og indførte de såkaldte 'enhedsfunktionærer'. Fangevogterne samlede en række funktioner i deres arbejdsområde, som trods alt kræver en vis forudgående uddannelse. Det gør dem sværere at erstatte - i modsætning til tidligere tiders simple nøglesvingere, som kunne rekrutteres fra gaden, udstyres med et tre-ugers kursus i nøgleeksercits og en flunkende ny uniform.
Herefter var scenen sat til lønkamp. Som tjenestemænd har fangevogterne ikke strejkeret. I stedet opstod der en tilsyneladende velorganiseret influenzaepidemi. Et af fængselsvæsnets modtræk var tilsyneladende ligeså velorganiserede sygebesøg, samt - naturligvis - muligheden for ansættelsesmæssige konsekvenser af det store sygefravær. Det tvang Dansk Fængselsforbund ud i overvejelser om en ny strategi i lønkampen. Det er den, som nu udspilles - og som overvejende foregår i medierne. Endda med nogenlunde rimelige resultater. Takket være journalister, hvis faglige kvalifikationer kan drages i berettiget tvivl.

Den for de indviede let gennemskuelige taktik er at skubbe fangerne foran sig. Blandt andet med påstanden om at fangerne nu er mere voldelige end tidligere. Måske er det rigtigt. Måske ikke. Men det er i hvert fald rigtigt, at det har været fremført utallige gange i flere undersøgelser af arbejdsmiljøet - af Dansk Fængselsforbunds medlemmer. Opgørelser over anmeldelser af vold mod tjenestemænd i fængsler udviser imidlertid ingen alarmerende stigning. Det udelukker dog ikke, at personalet kan opleve situationer som truende.
En sandsynlig forklaring på det muligvis mere anspændte forhold mellem fanger og vogtere kan meget vel være den konfrontative linie, som vogterne har ført overfor fangerne i kraft af deres øgede magtbeføjelser. Det er i vid udstrækning vogterne, som tager stilling til spørgsmål om udgange, orlov og prøveløsladelse, samt andre forhold, der griber dybt ind i fangens liv - herunder også privatliv, for eksempel uddannelsesplaner. Udtrykt på en anden måde, så har fængselsvæsnets ledelse lagt umådelig stor magt i hænderne på vogterne - uden at have sikret sig at de havde de nødvendige forudsætninger for at administrere denne magt.
Selvom lønkravet ikke høres tydeligt i debatten om forholdene i fængslerne, så ligger det alligevel lige under overfladen. Et eksempel var, at den sidste spareplan i fængselsvæsnet betød bortfald af de særlige tillæg, som vogterne på afdelingerne for 'negativt stærke fanger' modtager. Det resulterede i kollektive trusler/ønsker om forflyttelse til anden tjeneste. Ønsket om en ordentlig løn er forståeligt nok, og vil sikkert også opleves som et plaster på såret. Men Dansk Fængselsforbunds argumenter svækkes i betydelig grad af at dets medlemmer endnu ikke har været i stand til at løfte de opgaver, som de påtog sig ved overgangen til AUF-strukturen.
Eksempelvis kom det frem tidligere på året, at en stor del af fangerne ikke får lagt de handleplaner, som de i henhold til straffuldbyrdelsesloven har ret til. Handleplanerne kan beskrives som en 'køreplan' for afsoning, behandling, uddannelse, udslusning og prøveløsladelse og så videre. Der er flere grunde til dette. Den vigtigste er, at basispersonalet - vogterne - ikke har de nødvendige uddannelsesmæssige kvalifikationer, og i vid udstrækning ikke interesserer sig for at opnå dem.

Denne desinteresse er iøjnefaldende og bemærkelsesværdig. I en såkaldt klimaundersøgelse af arbejdsforholdene i fængselsvæsnet har vogterne klaget over manglende personlig og faglig udvikling, monotont arbejde og dårlig ledelse på tjenestestederne. Det må undre, at personaleorganisationerne accepterer den spareplan, som fængselsvæsnets ledelse fremlagde i december sidste år, og som netop indeholder besparelser på efteruddannelsen af basispersonalet.
Spareplanen var en konsekvens af en budgetoverskridelse på 175 millioner kroner, og et resultat af dårlig økonomistyring. Men fængselsvæsnets ledelse har antageligt vidst, at netop besparelserne på efteruddannelsen var det element, som ville fremkalde færrest konfrontationer i forhold til basispersonalet. Dette til trods for at fængselsvæsnet, efter at have modtaget en rapport fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur, Nedværdigende Behandling og Straf - af fængselsvæsnet konsekvent kaldet Torturkomitéen - udsendte en pressemeddelelse, hvoraf dette uddrag fremgår:
'Komiteen bemærkede sig, at der var en afslappet omgangstone mellem indsatte og ansatte, om end der kunne spores en vis afstand mellem grupperne, idet personalet prioriterer bevogtningsopgaver. Komiteen lagde afgørende vægt på, at Kriminalforsorgens personale ud over den grundlæggende oplæring og uddannelse til stadighed fik mulighed for udvikling og videreuddannelse, herunder at personalet i Sandholmlejren uddannes specielt til at kunne håndtere de forskellige kulturer og problemstillinger, der optræder blandt de frihedsberøvede.
Kriminalforsorgen har i resultatkontrakterne med alle fængsler for 2002 sat fokus på forholdet mellem indsatte og ansatte, og der arbejdes positivt i institutionerne med området.
Kriminalforsorgen er ligeledes i gang med et projekt om systematisk og strategisk kompetenceudvikling. Endvidere tilbyder Kriminalforsorgen sit personale kurser i blandt andet retspsykiatri, om indvandrere og deres kulturer, og om kommunikation og konfliktløsning.'

I et indlæg i Fyens Stiftstidende 7. januar i år skrev jeg blandt andet følgende:
'Imidlertid er der behov for en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø i fængslerne. Det gælder i forhold til både personalet og fangerne. Den kan kun tilvejebringes gennem en ændring af personalets uddannelse, der hovedsageligt består af otte måneders teori og tre års praktisk tjeneste, samt indførelse af adfærdskorrigerende træningsprogrammer (de såkaldte 'cognitive skills'-programmer) for alle indsatte.'
Og fortsatte: 'Gennem en opgradering af personalets faglige kvalifikationer vil dette kunne imødegå de negative sider af arbejdet i fængslerne. Det vil så at sige få frigjort flere ressourcer, som det kan bruge til at bearbejde bevidstheden om dets egen arbejdssituation. Desværre er denne sidegevinst ikke umiddelbart målelig for fængselsvæsnets 'regnedrenge' - fordi den ikke kan indbudgetteres som tørre tal.'
Den 25. januar henvendte jeg mig til direktør William Rentzmann således:
'Hoslagt fremsendes til Deres orientering kopi af mit Synspunkt i Fyens Stiftstidende 7. januar 2003 - to dage før overfaldet på overvagtmesteren på Statsfængslet i Nyborg. Endvidere et print, der omhandler uddannelse af fængselspersonale, som er et uddrag af Direktoratets pressemeddelelse af 25. september 2002. Har De, som direktør for Kriminalforsorgen, en holdning til forholdet mellem disse? Deres forventede svar tænkes anvendt i en artikel og/eller en kronik i et dagblad. På forhånd tak!'
Avisen havde givet indlægget den desværre næsten profetiske titel 'Så vind - og høst storm'!
Godt en måned senere modtog jeg denne udtalelse:
'Tak for tilsendelse af 'Synspunkt' i Fyens Stiftstidende, hvor De bl. a. nævner, at der er behov for en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø i fængslerne. De giver i artiklen udtryk for, at en sådan forbedring kun kan opnås gennem en ændring af personalets uddannelse og refererer i den forbindelse bl. a. til fængselsfunktionærernes grunduddannelse.
Arbejdsforholdene i de danske fængsler er et område, der er prioriteret højt. Jeg er enig i, at uddannelse og herunder fængselsfunktionærernes grunduddannelse er af stor betydning, men der er imidlertid mange faktorer, som er afgørende for arbejdsmiljøet.
Der er således også iværksat mange forskellige initiativer for at forbedre forholdene, og der vil blive iværksat endnu flere i år. Initiativerne vedrører eksempelvis gennemførelse af og opfølgning på en klimaundersøgelse, lederudvikling, kompetenceudvikling, nedbringelse af sygefraværet, krisehjælp til medarbejderne, forebyggelse af episoder med vold og trusler samt konkrete projekter på forskellige tjenestesteder.
Endvidere kan jeg oplyse, at besparelserne ikke får indflydelse på afviklingen af programmet Cognitive Skills, idet der er truffet beslutning om, at disse kurser gennemføres i fuldt omfang i 2003.' (signeret William Rentzmann).

Reelt berører direktøren efter min opfattelse ikke forholdet mellem de forbedringer på personalets uddannelse, som stilles Europarådets komité i udsigt, og de konkrete besparelser på personalets efteruddannelse.
Driften af fængselsvæsnet koster årligt samfundet 1,8 milliarder kroner. Den borgerlige regering har ikke villet tilføre fængselsvæsnet de nødvendige ekstra midler, som skal til for at sikre, at de penge, der allerede er anvendt, ikke er spildte. Det kan ikke bebrejdes fængselsvæsnets ledelse. Man kan heller ikke bebrejde ledelsen, at den borgerlige regering har vedtaget forhøjelser af straframmerne i et sådant omfang, at fanger må afsone på seks-mands celler, i omklædningsrum, sportsrum og lignende.
Men man kan bebrejde ledelsen den elendige økonomistyring. Ser man et øjeblik væk fra dette, kan det uden videre konstateres, at de manglende og nødvendige økonomiske ressourcer er regeringens ideologiske våben. Den ønsker at bevise, at man kan gennemføre en forøgelse af mængden af straf - uden øgede omkostninger. Resultatet er altså, at de 1,8 milliarder kroner er smidt ud til ingen nytte. Udtrykt med en allegori, så svarer det til, at man køber en Ferrari, og sparer motorolien fordi bilen er for dyr.
Men overordnet set er 1,8 milliarder kroner en lav pris for at opretholde klassesamfundet, og holde samfundets bærme nede og på plads. Pengene trækker den økonomiske magts medløbere alligevel op af lommen på almindelige lønslaver. Det forunderlige er, at ingen af de borgerlige mediers prostituerede pseudointellektuelle har mod til at påpege det. Skiftende regeringer kan i ro og mag fortsætte med at straffe mennesker fra samfundets absolutte bund, og genbruge dem som prügelknaben: Hvis I ikke retter ind, går det jer på samme måde! Det er dette signal regeringen ønsker at sende til endnu lovlydige borgere, og som med et pænt ord kaldes 'generalprævention'.
I sandhed et genialt system! Man sætter dårligt betalt og dårligt uddannet arbejdskraft til at vogte og tryne ligeså dårligt stillede mennesker, mens samfundets økonomiske magthavere mæsker sig i fred og ro. På længere sigt vil endnu flere forlade fængslerne med sociale skader, det vil sige at de får endnu sværere ved at klare sig i samfundet, og med større sandsynlighed vender endnu hurtigere tilbage. Hvor længe finder vi os i det?