12 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Giv mig demokratiet tilbage!

Giv mig demokratiet tilbage!

Lørdag, 14. juni, 2003, 00:00:00

I EU-Konventets elfenbenstårn er det måske nemmere at være euro-centrisk og glemme, at den mest effektive måde at finde ud af, hvad folkets ønsker er - det er at spørge folket, at give den politiske magt til folket

af Trine Pertou Mach, cand. scient. pol., medlem af JuniBevægelsens ledelse og talsperson.
I virkeligheden er det ikke særlig sjovt at være unionsmodstander, venstreorienteret, kvinde, halv-ung. Slet ikke på en gang! Man skal forsvare sin ret til at deltage i debatten. Retfærdiggøre, at ens standpunkter er lige så legitime som andres. Argumentere for, hvorfor man er 'god nok'og afvæbne alle de fordomme, man i hvert fald ikke 'lever op til' (nej, jeg er ikke nationalist, pladderhumanist, ikke hysterisk eller præmenstruel; ja, jeg er i stand til at forhandle, og min uenighed i senior-herrens model for fattigdomsbekæmpelse skyldes ikke uvidenhed - men reel og velbegrundet uenighed). Før diskussionen overhovedet starter. Og alligevel ofte se betvivlet, at ens holdninger har samme legitime værdi som andres.
Pylret og mavesur?! Overhovedet ikke. Jeg konstaterer bare, at det er præmisserne, ikke?
Vel kunne man bare lade være. Det er mest bekvemmeligt. Som lederskribent A. G. Rasmussen i dagbladet Information skriver om forfatningsudkastet, så er det da godt at EU træffer beslutninger for os - så vi kan slippe for en gennem-politiseret dagligdag.
Forfatningsudkastet rummer sandelig også noget for enhver politisk smag. Det er en storslået opvisning i alle de rette buzz-words som 'bekæmpe social udstødelse', 'bygger på repræsentativt demokrati', 'inddragelse af arbejdsmarkedets parter' og andre centrum-venstreværdier. Godt flankeret af centralisering, militarisering, 'den stærke supermagt', så også borgerlige vælgere finder noget, de kan stemme for. Det ville være let at læne sig tilbage og acceptere, at 'det handler om demokrati, vi skal vise europæisk solidaritet, vi må være effektive'?
Præsidenter, formænd, udenrigsministre, stærk kommission. enekompetence, EU-Parlamentets udpegning. Det myldrer med ord og begreber - som alle grundlæggende dækker over et særdeles formalistisk 'demokrati', der jævnt hen vil lade alle såkaldt almindelige mennesker (og os er der jo flest af, trods alt! ) tilbage i en politisk virkelighed, der er tømt for indflydelse.
Bundlinien er, at forfatningen sætter store dele af demokratiets betydning ud af kraft. Den afskærmer den politiske debat og lukker de huller, der giver det til tider besværlige folk mulighed for at blande sig i indretningen af det samfund, de er en del af.
I EU-Konventets elfenbenstårn er det måske nemmere at være euro-centrisk og glemme, at den mest effektive måde at finde ud af, hvad folkets ønsker er - det er at spørge folket, at give den politiske magt til folket.
Og måske jeg som 'folk' skal acceptere, at formalistisk demokrati er vejen frem - og blive beæret med anerkendelser som 'progressiv' og 'europæer'. I stedet for at være en hysterisk uansvarlig fantast? Fristende, her i sommervarmen at nyde en afpolitiseret hverdag. Med en poleret og formynderisk EU-grundlov at hvile hovedet på.
Njaah, som Carl Scharnberg sagde - på hvis side er ordene. Social indignation og folkestyre er stadig på min. Jeg vil have demokratiet tilbage.
God sommer!


Trine Pertou Mach, cand. scient. pol., medlem af JuniBevægelsens ledelse og talsperson. Har arbejdet i to år for EU-Kommissionens delegation i Ægypten med civilsamfundsudvikling og menneskerettigheder. Er nu projektmedarbejder i Verdensnaturfonden

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jun. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp