Der er mange, der tror, det er alle tiders job at være engel. Noget med at spille harpe hele dagen og gå rundt og smile af lyksalighed. Sådan er det ikke. Især ikke, hvis man er en lidt blød type, sådan som Sankt Peter er.

af Kjeld Stenum
Der er meget, man kan bekymre sig om. Det er ikke altid let at se på hændelserne i menneskenes verden, hvor Vorherre vil hen med det hele. Og er man et godt hjerte, men en halvsvag karakter, sådan som Sankt Peter er, kan man godt ind imellem tage ondskabens tilsyneladende triumf tungt.
Når man ligger og skal sove, så sker det, at tvivlen kommer. Det er Sankt Peters plage: Tvivlen. Vil han noget i det hele taget, Vorherre? Eller er han blevet senil og har sluppet tøjlerne? Han sidder altid derinde i sin himmelske stue og glor fjernsyn.

En dag blev det så broget for Sankt Peter, at han røg ind til Vorherre uden at banke på og spurgte, hvad f.....! Undskyld, og spurgte, hvad i Himlens navn meningen var. Var det ikke snart på tide at gøre noget? Hvad var meningen med at lade nogle få onde have magten i menneskeverdenen og pine og plage, ja undertiden ligefrem myrde og ihjelslå alle dem, der ville det gode og kærligheden?
Drejede det sig om at straffe menneskene?
Hvorfor?
Det kunne godt være, at mange af dem, der ville det gode, havde lavet noget lort i deres liv, men så skulle de jo have tilgivelse og kærlighed, det med at Vorherre skulle straffe, det var blevet umoderne for mere end to tusind år siden.

Vorherre, der havde haft en hård dag med tunge spekulationer og nu slappede af med noget let underholdning på Sky Channel, så op, rystede med et mildt smil på hovedet og sagde: 'Sankt Peter, du evindeligt lidettroende, jeg giver jo al den kærlighed, jeg kan!'

'Kærlighed? Kalder du det kærlighed? Nu har du lige ladet ham den gale amerikanske cowboy slippe godt fra den krig i Irak, og du lader gribbene flokkes om landets rigdomme, mens de, der vil lovløsheden, får lov til at pine og plage det uskyldige folk, der allerede har lidt så meget.
Fattige lande har du længe overladt til tuberkulose, malaria og aids, du efterlader børn forældreløse, du lader børn blive slaver for rige koncerner, du lader dem endog blive soldater og blive tvunget til at ihjelslå deres fædre og mødre, som de skulle respektere og elske.
I rige lande overlader du magten til dem, der kun elsker sig selv, og du lader dem løbe fra det ansvar, magten giver. Du lader dem gøre det så umuligt at leve uden arbejde, at gamle knokler, til de segner.
Og fattige fremmede, der ikke kunne tænke sig større lykke end at komme og aflaste dem, lader du onde ministre sende hjem til forfølgelse og fængsel.
Du, som kan alt, hvad vil du dog med alt dette? '

'Ingenting, Sankt Peter,' sagde Vorherre, hvis blik igen hvilede på skærmen. 'Ingenting!'
'Ingenting? Hvad i Himlens navn er meningen?' Sankt Peters lange grå skæg dirrede af harme.
'Kære Sankt Peter,' sagde Vorherre, 'de mennesker, som ikke af sig selv vil det gode, kan jeg ikke hjælpe. Og de, som vil, får deres evige løn i Himmelen! Hvad betyder vel jordelivets plager i den sammenhæng?'
Sankt Peter, der netop skulle til at fortsætte sin indignerede talestrøm, tabte mælet overvældet af modstridende tanker. Vorherre så på ham med et venligt smil, han kunne godt se, at han havde sat noget i gang i Sankt Peters hoved.
Til sidst løftede Sankt Peter fortvivlet blikket mod Vorherre og sagde beskæmmet: 'Det, jeg ikke forstår, er meningen. Hvad skal al den jordiske lidelse være til for? Det kan jo ikke være bare fordi du skal kunne skille fårene fra bukkene. For hvis du lod menneskene gå i lidelse bare for at blive i stand til det, ville du jo være ond. Og ond er du ikke, du er jo god! God og almægtig, det er det, man forstår ved en Vorherre!'
'Det tror du dog, Sankt Peter, som lader dig plage af så megen tvivl!' bemærkede Vorherre syrligt.
Sankt Peter så undseligt væk. 'Det er man jo nødt til,' sagde han lavt. 'Med det job, man har!'
Vorherre overhørte bemærkningen, der ellers let kunne opfattes som en spydighed. 'Sankt Peter', sagde han. 'Det gode er slet ikke nogen let sag. Det gode lader sig ikke sådan tvinge igennem. Se bare til al ondskaben i menneskeverdenen. Er det ikke netop fordi menneskeverdenen er så fuld af velmenende hoveder, der ønsker at tvinge alle andre til det gode, at ondskaben findes?'

Sankt Peter tænkte på normanniske korsriddere, på spanske conquestadorer og på præsident Bush's krig mod ondskabens akse og indrømmede, at det kunne være rigtigt nok.
'Men det er jo når det er menneskene, der selv vil det gode', sagde han. 'Menneskene er jo fulde af fejl og har desuden en svag og syndig karakter. Det må da være muligt...'
'Kære Sankt Peter, der findes kun to muligheder for at lede menneskene til det gode', sagde Vorherre. 'Og det er enten at tvinge dem eller lade dem selv finde vejen. Nu har jeg så længe prøvet at tvinge dem, og hvad er der kommet ud af det? En masse indbildske mennesker, der tror, de skal gøre ligeså. Og netop det er ondskaben. Menneskene kalder mig fuldkommen bare for at kunne påberåbe sig mig som retfærdiggørelse af hvad som helst. Derfor har jeg besluttet mig til at tage den begrundelse fra dem. De må lære at forstå, at det at finde vejen er noget, der kræver mange anstrengelser og megen gensidig respekt. De skal ikke længere tro, der er en fuldkommen Vorherre, der bare forærer dem det hele...'
'Men, menn....' Sankt Peter var så bestyrtet, at han omtrent havde tabt mælet. 'Menn... det... betyder jo...'
Vorherre klappede med hånden på pladsen ved siden af sig på briksen. 'Netop, Sankt Peter. Kom herhen og sæt dig og slap af. Se noget fed gospel på Sky Channel sammen med mig. Det er det bedste, vi kan gøre...!'
Og som Vorherre ville, sådan gjorde Sankt Peter. Og i årtusinderne, der fulgte, hørte man aldrig siden fra dem...