Præsident Bush har sat kurs mod en ny Cubakrise og EU har valgt at spille med, skriver DKP/ML´s formand Jørgen Petersen i dagens kronik. Han opfordrer til at styrke solidariteten med Cuba.

af Jørgen Petersens, formand for DKP/ML
Efter 11. september var Cuba det første land der fordømte terrorismen og udtrykte sin støtte til det amerikanske folk. Præsident Bush afviste Cubas tilbud om samarbejde i kampen mod terror. Istedet blev Cuba placeret højt på listen over såkaldte slyngelstater og anklaget for at støtte terrorisme. Fem cubanere, der havde arbejdet for at afsløre terrorister blandt Cuba-mafien i Miami, blev idømt livslange fængselsstraffe, mens de virkelige terrorister gik fri.
USA's anklager mod Cuba er fuldstændigt absurde. Som så ofte før når USA er på konfrontationskurs med andre lande spindes et net af løgne til lejligheden.
Kendsgerningen er, at Cuba er et offer for mere end 40 års terrorisme. I et tæt parløb med den cubanske mafia i Miami har USA gennem årene direkte og indirekte støttet et utal af terroraktioner, som har dræbt og lemlæstet tusinder af cubanere.
Det er disse kræfter, der er blandt præsident Bush' nære allierede. Han har opbygget et tæt samarbejde med den cubanske mafia. Uden dens støtte havde han simpelthen aldrig kunnet flytte ind i det Hvide Hus. Som tak har han ansat et stort antal eksilcubanere i sin administration og flere gange skærpet truslerne mod Cuba.

Cuba holder stand
Cuba har været en torn i øjet på USA siden landet blev frit med revolutionen i 1959. Uden undtagelse har alle de amerikanske præsidenter lovet at omstyrte den socialistiske folkemagt. Alle midler har været taget i anvendelse. Mest kendt er den økonomiske blokade USA har påtvunget Cuba, i åbenlys modstrid med international ret og et utal af afstemninger i FN.
På trods af de alvorlige økonomiske konsekvenser af blokaden, er der ingen udsigt til at socialismen kollapser. Derfor har Bush sat kurs mod en ny cubakrise.
Som led i opspillet til den nuværende krise udviste USA en stribe cubanske diplomater uden grund. Selv CIA har indrømmet dette. Målet var at forværre forholdet mellem de to lande.
Gennem det amerikanske interessekontor i Havanna - der er en erstatning for en egentlig ambassade - har USA hyret en lang række agenter, for at skabe uro og utilfredshed. Det er i åbenlys modstrid med internationale regler for diplomaters optræden.
Hvis det modsatte var tilfældet - at Cuba betalte amerikanere for at vælte Bush - ville der have lydt et internationalt ramaskrig. Det udeblev endnu engang. Protesterne kom først da de amerikanske agenter blev stillet for en domstol og idømt lange fængselsstraffe, i overensstemmelse med landets lovgivning.

Ikke dissidenter men amerikanske agenter
USA og dets allierede forsøger at fremstille de dømte som politiske fanger, som er blevet dømt uden en retfærdig retssag. Kendsgerningen er imidlertid at ingen af de fængslede er blevet dømt på grund af deres politiske holdninger, men fordi de har været betalte amerikanske agenter, der ville vælte landets regering.
Det er naturligvis strafbart - også i Cuba. Beviser i overmål er offentliggjort af den cubanske anklagemyndighed og regering.
I modstrid med indgåede aftaler har USA stort set ikke udstedt visa til cubanere, der ønsker at rejse til USA. Formålet er at skabe en strøm af illegale indvandrere. De illegale indvandrere fra Cuba modtages nemlig som helte i USA, fordi de kommer fra et socialistisk land.
I løbet af foråret udviklede situationen sig i en sådan grad at en
række cubanske fly blev kapret og tvunget til at sætte kursen mod USA.
I USA blev flykaprerne løsladt. Ikke engang flyene blev returneret til Cuba. De blev konfiskeret og solgt. Den amerikanske regering opfordrede på denne måde til nye kapringer.
Samtidigt meddelte den amerikanske regering Cuba, at man opfattede kapringerne som en trussel mod USA's sikkerhed og overvejede en militær aktion mod Cuba i tilfælde af gentagelser.
Da bevæbnede mænd herefter kaprede en færge og tog både cubanere og turister som gidsler, satte Cuba hårdt mod hårdt. De tre kaprere blev stillet for en domstol og dødsdømt. Den cubanske regering har forklaret, at den - på trods af et ønske om ikke at anvende dødsstraf - afviste en benådning. I lyset af de amerikanske trusler fandt Cuba det simpelthen nødvendigt at statuere et eksempel for at stoppe kapringerne.

EU på banen
Da USA og EU forsøgte at klinke skårene fra krigen mod Irak, blev også spørgsmålet om Cuba kastet ind i debatten. Spaniens regeringsleder Jose Maria Aznar og Italiens Silvio Berlusconi gik på vingerne. Begge er ultrareaktionære regeringschefer, som længe har lagt sig meget tæt op af USA. De foreslog at EU støttede USA's krav om skærpede sanktioner mod Cuba, på grund af dødsdommene og de påståede krænkelser af menneskerettighederne. Med aktiv støtte fra den danske regering blev en række nye sanktioner besluttet.
Det er et åbenlyst hykleri. Hverken EU landene eller den danske regering har fordømt de utallige dødsdomme, der blev eksekveret mens Bush var guvernør i Texas. Man har aldrig protesteret mod dødsdomme i USA, således heller ikke mod de 71 henrettelser som blev gennemført i landet sidste år.
Hverken EU eller den danske regering har nogensinde protesteret mod de åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne der sker på Guantanamo-basen. Hverken EU eller den danske regering har krævet at fangerne stilles for en dommer eller løslades, i henhold til international ret. De har ikke engang fremsat sådanne krav for deres egne statsborgere, der holdes fængslet på basen.
- Målet er at fremme en fredelig overgang til et frit og demokratisk samfund, siger den danske udenrigsminister Per Stig Møller, der også arbejder aktivt for en såkaldt åbning af den cubanske økonomi. Det betyder på almindeligt dansk at omstyrte socialismen og indføre markedsøkonomi. Det vil uundgåeligt gøre Cuba til en amerikansk koloni.
Selv om den danske udenrigsminister i dag bekender sig til såkaldt fredelige metoder, så viste krigen mod Irak at han hurtigt er i stand til at skifte holdning, hvis forholdet til USA kræver det. Præsident Bush har længe gjort det klart, at han vil anvende alle midler imod Cuba. Det er der ingen grund til at betvivle.

Solidaritet med Cuba
På trods af store økonomiske vanskeligheder har Cuba opbygget et sundhedsvæsen, et uddannelsessystem og et socialt sikkerhedsnet uden sidestykke i hele Latinamerika.
Alene i kraft af sit eget eksempel viser Cuba, at det er muligt at føre en anden politik i overensstemmelse med befolkningens interesser.
Cuba har stået fast. Det har nægtet at bøje sig for USA's diktat. Cuba har også afvist den nyliberale bølge, der hærger på alle kontinenter. Cuba har fulgt sin egen vej. Frihedens og selvstændighedens vej.
Revolutionen blev gennemført af den arbejdende befolkning. De tog magten i et samfund, som stadig gennemgår en enestående forandring. Nu sætter folket sig igen i bevægelse. Cubanerne ved udmærket hvad det gælder. Millioner af cubanere har udtrykt deres vilje til at forsvare revolutionen og landets uafhængighed.
Intet land har som Cuba gjort international solidaritet til sit varemærke. De fortjener al den støtte vi kan give dem.