I kampen for et nyt samfund er det nødvendigt, at der skabes en sammenhæng mellem de mange enkeltsagskampe

af Svend Erik Christensen, medlem af DKP's landsledelsen
DKP er i gang med et programarbejde. Det har stået på de seneste fire år. Emnerne har hovedsagelig været: Udbygningen af EU og de nationale konsekvenser heraf, det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og udviklingstendenserne i det kapitalistiske system. På vores landsmøde i maj i år blev der fremlagt et udkast til foreløbig konklusion. Den drøftes nu i partier og skal vedtages på et nyt landsmøde til efteråret. Det bliver udgangspunktet for et nyt program.

Den internationale situation
Den kapitalistiske globalisering er slået igennem, og den inddrager stort set hele verden i markedsøkonomien. Det er sket i de tidligere socialistiske lande, det sker for den offentlige produktion og service i blandt andet de nordiske lande, som underlægges markedsøkonomien eller privatiseres.
Samtidig ser vi at der sker en deregulering af verdensøkonomien. Rammerne for dette udformes i udemokratiske organer som WTO, EU og Verdensbanken.
EU spiller en stadig mere afgørende rolle i den kapitalistiske globalisering. EU er et af de tre kapitalistiske centre - sammen med og i modsætning til USA og Sydøstasien.
Vi ser at EU er på vej mod en egentlig statsdannelse. Det forstærkes af udkastet til EU-grundlov.
Efter den kolde krig fik vi ikke en fredelig verden, som nogle lovede os. Vi er i stedet i en situation, at der ingen sinde før, er ført så mange krige. Vi siger, at vi er i en periode med en permanent krigstilstand. Hvor USA og deres venner er de krigsførende.

Den danske kapitalisme
Den danske kapitalisme her været igennem nogle store ændringer den seneste årtier.
Ejerskabet til kapitalen er blevet mere og mere anonymt. Stort set alle virksomheder er aktieselskaber, hvor ejerne er anonyme og for eksempel de store pensionskasser. Det betyder, at kapitalen ikke tager nogle hensyn, udover at placere investeringerne hvor arbejdskraften er bedst og billigst.
Vi ser at den danske kapital er præget af multinationale og transnationale monopoler. Der er meget lidt tilbage af national dansk kapital. Ligeledes er der sket en stor tilbagegang i antallet af småproducenter som fiskere og bønder.

Arbejderklassens udvikling
Samtidig med denne udvikling i den danske kapitalisme er der også set en udvikling af den danske arbejderklasse. Vi betragter alle lønarbejdere i produktion, cirkulation og reproduktionen som en del af arbejderklassen. Inden for de seneste år er arbejderklassen gået fra at være et mindretal af befolkningen til være det altafgørende flertal af befolkningen. Vi siger, at der her er sket en kvalitativ udvikling.
Vi har også set at lønarbejdet er blevet danskerens normaltilstand, som alle spejler sig op imod. Vi har også set at arbejds- og lønforhold bliver mere og ensartet for langt hovedparten af arbejderklassen.
I det moderne samfunds produktion - og med produktion mener jeg privat og offentlig produktion, social- og sundhedssektoren med videre - ser vi at der stilles store krav til den enkelte ansatte. Der er ikke kun brug for den manuelle arbejdskraft, men også den enkeltes viden og medleven i produktionen. Viden og medleven er afgørende for et godt produktionsresultat.
I og med at ejerskabet til produktionsapparatet er blevet mere og mere anonymt og at den enkelte kapitalist ikke selv styre den enkelte virksomhed, er det de facto arbejderne, der i vid udstrækning selv styrer og tilrettelægger produktionen. Men samtid ser vi, at der er et demokratisk underskud i forbindelse med de mere overordnede virksomhedsstrategiske beslutninger om placering og udvikling af den enkelte virksomhed.

De socialistiske erfaringer
Det er vigtigt at vi lærer af de tidligere socialistiske landes erfaringer - gode som dårlige. Herigennem kan vi få ammunition til at opbygge socialismen og kommunismen i Danmark uden at begå de fejl, som er sket i de tidligere socialistiske lande.
Den kommunistiske bevægelses opgør med 'stalinismen' var berettiget og nødvendigt, men var i hvert fald i nogle partier, herunder vort eget, ikke dybtgående nok. Kritikken kom derfor aldrig ud over det grundlag, de borgerlige havde opstillet, og den blev aldrig marxistisk funderet.
De holdninger og aktionstyper, man har kaldt 'stalinistiske', har ikke noget specielt med Stalin at gøre, men er udsprunget af gamle, idealistiske strømninger i arbejderbevægelsen, beslægtede med den før-Marx'ske utopiske socialisme. Det er karakteristisk, at der i alle socialistiske landes historie, men mest udpræget, jo mere tilbagestående et samfund der er tale om, optræder en fase præget af persondyrkelse og tilsidesættelse af demokratiske og retlige normer og samtidig opstillinger af klart utopisk mål som 'store spring' og den slags.
I DKP's debat har der været flere der har været inde på, at de socialistiske lande umyndiggjorde arbejderklassen. Når man ser på hvad der er sket efter 1960 - efter opgøret med 'stalinismen' - tyder visse af de erfaringer, der har været bragt ind i debatten, på, at 'umyndiggørelsen af arbejderklassen' tog til i denne periode og ikke omvendt.
Der var en tendens til, at man i de socialistiske lande begyndte at se de arbejdende ikke som samfundets subjekt, men som vælgere og forbrugere, hvis behov man skulle tilfredsstille - 'alt for folket' i stedet for 'alt ved folket'.
Dette er nok en af årsagerne til den europæiske socialismes fald. En anden årsag skal se i økonomiske misforhold.
Det er også interessant at konstatere, at alle de lande i Europa, der kaldte sig socialistiske - uanset model - alle gik under inden for ganske få år. Medens det ikke skete for de socialistiske lande uden for Europa som Kina, Cuba, Vietnam og Nordkorea.

Det kommunistiske perspektiv
Socialisme og kommunisme er begreber, der oprindelig dækkede det samme. Når Marx i sin Kritik af Gotha-programmet skelnede mellem en tidlig fase i socialismens udvikling, hvor samfundet endnu er præget af modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det er rundet, og en senere fase, hvor det nye kan udfolde sig efter sine egne love, har man deri villet se en teori om netop to faser, to adskilte produktionsmåder, en socialistisk og en kommunistisk.
Men hvad Marx siger, er, at socialismen er en proces. Socialismen 'indføres' ikke. Den er ikke en idé, en model, som samfundet indrettes efter ved en subjektiv viljesakt. Den vokser ud af de udbyttedes kamp mod kapitalen, og den får sin form efter de modsigelser, den skal løse, de tilstande, den skal gøre op med. Kun på det grundlag kan socialismen holde; kun på det grundlag bliver den andet og mere end en utopi.
Socialismen - og kommunismen - er de associerede producenters frie selvforvaltning. Socialisme er at frigøre samfundets produktivkræfter fra særinteressers tvang.
Den egentlige årsag til socialismens problemer, både de politiske og de økonomiske, ligger formentlig i en utilstrækkelig modning af forudsætningerne; socialistiske produktionsforhold har hidtil kun eksisteret i en rudimentær form. Det er derfor en interessant hypotese, at de strukturer, som den nye teknologi synes at åbne op for, og de arbejdernes de facto magt over produktionen, vil kunne udvikles til egentlige socialistiske produktionsforhold og dermed muliggøre en selvbærende og selvforstærkende udvikling fra den socialistiske revolution hen mod det kommunistiske samfund.
En sådan udvikling må indebære:
*• at arbejderne og folket er aktivt bestemmende på alle økonomiske, politiske og sociale områder.
*• at der sker en kontrol fra bunden med centrets udførelse af trufne beslutninger.
•* at sandfærdige informationer kanaliseres nedad, så en sådan kontrol bliver mulig.
* •at loyalitet mod fællesskabet og respekt for individet og dets meninger bliver to sider af samme sag.

DKP's strategiske overvejelser
I kampen for et nyt samfund ser vi, at det er nødvendigt, at der skabes en sammenhæng mellem de mange enkeltsagskampe. Det er kampen mod den kapitalistiske globalisering. Det er kampen mod EU og for national selvstændighed. Det er kampen mod krig og for fred. Det er de demokratiske kampe for befolkningens indflydelse på eget liv. I de enkelte kampe må vi bruge enhedsarbejdets metode til at skabe samling om det vi er enige om.
I DKP har vi endnu ikke færdiggjort vores strategi og givet det endelig svar hvordan vi skaber sammenhæng mellem de enkelte delkampe. Det er en stor opgave, som vi vil forsøge at løse - og meget gerne i samarbejde med andre kommunistiske partier både i Danmark og Norden.
Udfra disse strategiske overvejelser må et moderne kommunistisk partis rolle, politik og organisation defineres.

Kronikken er en redigeret udgave af Danmarks Kommunistiske Partis indlæg på Norges Kommunistiske Partis 80 års internationale jubilæumskonference i juni. Oplægget præsenterer kort DKP's udkast til konklusion på programdebat, som er offentliggjort i dokumentet 'En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede'. Det findes på www.dkp.dk