Den 26. juni blokerede over 40.000 mennesker i Avallaneda atter én af Buenos Aires hovedfærdselsårer og mindedes Maxi Kosteki og Dario Santillan, der et år tidligere blev myrdet af politiet - de blev de første ofre for det nye argentinske regime.

af Paul Chatterton og Tash Gordon, Argentina.
Den 26 juni 2003 er årsdagen for Avallaneda-massakren i Argentinas hovedstad Buenos Aires.
Den 26. juni 2002 blev Dario Santillan og Maxi Kosteki myrdet af det argentinske politi.
De havde været blandt de 4000 strejkekvagter - los piqueteros - der blokerede Pueyrredon-broen i Buenos Aires' sydlige boligkvarter Avallaneda. Kravene var - og er stadig - mad, arbejde og et opgør med den institutionelle korruption, der plager Argentina.
Ved middagstid rykkede flere end 400 svært bevæbnede betjente frem mod broen. Hvad der helt præcist skete efterfølgende er stadig genstand for spekulationer, men Maxi Kosteki var dødeligt såret, da han forgæves søgte skjul på en nærliggende stationsbygning, hvor han kort efter udåndede.
Dario Santillan var fast besluttet at blive hos sin døde kammerat. Videooptagelser viser hvordan han dels holder Maxis hænder, mens han forsøger at signalere til politiet at han ikke er bevæbnet. Men betjente lægger an, sigter på ham, Dario rejser sig og forsøger at flygte... hvorpå han bliver skudt ned!
Ét år senere samles flere end 40.000 mennesker i Avallaneda for dels at mindes drabene, dels for atter at blokere én af Buenos Aires hovedfærdselsårer. Maxi og Dario, der begge nåede at blive 23 år, var aktivister i Movimiento de Trabajadores Desocupados, MTD, og blev de første ofre for det nye argentinske regime.

Folkedomstol
Demonstrationen var lidt et forsøg på at 'spille med musklerne', for den argentinske opstand, der tog fart i december 2001, er egentlig ved at ende i en blindgyde. At der ikke er meget nyt under solen, vidner statistikkerne om: 50 procent af den arbejdsduelige del af befolkningen er ramt af arbejdsløshed.
På trods af, at 'de glade dage' i december 2001 så småt er ved at gå i glemmebogen, virkede mindedemonstrationen med dens mange deltagere som en påmindelse om at bevægelsen ikke totalt har mistet i styrke og omfang.
Visionen om at konstruere en ny social og økonomisk virkelighed - uden indblanding fra korrupte politikere og Den Internationale Valutafond, IMF, og uden at lade sig gå på af hærens og politiets brutalitet - trives fortsat.
De 40.000 oprettede til lejligheden en folkedomstol for i det mindste symbolsk at kunne domfælde Maxis og Darios mordere. Én af øjenvidnerne til drabene udtalte følgende:
'Vi er ikke interesserede i fred på gringoernes betingelser. Den eneste form for retfærdighed er den, vi repræsenterer!'
Et andet øjenvidne beskrev den afgåede regerings hemmeligholdte plan, hvori det fremgik at myndighederne allerede i juni 2001 havde planlagt politiaktionen i Avallaneda i forsøget på at få standset arbejdsløshedsbevægelsen.
På det tidspunkt afventede landets daværende præsident Duhalde et nært forestående og afgørende vigtigt møde med IMF.

Flere penge til sikkerhed
Den monetære fond var noget nervøs ved udsigten til at Argentinas 150.000 millioner dollar store udlandsgæld ikke ville blive betalt, ligesom det åbenlyst ikke var muligt for Duhaldes regering at kontrollere Argentinas folkelige bevægelser, der var ved at blive en alt for vigtig brik i spillet om landets fremtid.
I forsøg på at ikke at svigte fonden, øgede Duhalde bevillingerne til sikkerhedstyrkerne for dermed at bevise, at han var i stand til at sætte en stopper for strejkebølgen.
Det er i denne sammenhæng, man skal se drabene på Maxi og Dario.
I øvrigt kunne flere af de 90 hårdt sårede aktivister fra Pueyrredon broen berette, hvorledes direktøren for et nærtliggende hospital havde beordret institutionen lukket, og at de sårede således blev nægtet behandling.
Regeringens officielle rapport, offentliggjort den efterfølgende dag, hævder at politiet udelukkende benyttede gummikugler og at dødsfaldene havde været hændelige uheld.
Mens en del argentinerne har slået sig til tåls med stabiliseringen af den argentinske peso og den nye præsident Nestor Kirchners forsøg på at rense ud blandt embedsmænd og politikere, føler det store flertal sig alligevel ikke overbevist om det bæredygtige i Kirchners projekt.

Villas Miserias
Kun et langspyt fra Buenos Aires havnefront med dens skyskrabere og luksuslejligheder, kan man støde på de mange 'overlevelsesforsøg' i folkeligt regi.
I langt de fleste boligkomplekser afholdes der fællesmøder, organiseres folkekøkkener, de arbejdsløses bevægelse holder seminarer, der besættes fabrikker, der oprettes 'social-centre'.
I forsøget på at skaffe penge fremstilles der for eksempel stearinlys og syltetøj, der organiseres alternativ undervisning, der bages brød og dyrkes grøntsager, samtidig med at et trykkeri udgiver pamfletter og bøger, der kan fungere som instruktion og inspiration for aktivisterne.
MTD spiller en hovedrolle i organiseringen af de arbejdsløse. Autonomi og 'flade' strukturer er kodeordene, og man kommer uvægerligt til at tænke på de mexicanske zapatister og deres autonome landsbyer.
Også her ser man de samme tiltag: eget undervisningssystem, egen produktion, egne sundhedsklinikker, eget afsætningssystem og så videre.
På den anden side er det en kendsgerning at bevægelsen er ved at miste fodfæste, og man kan spore en vigende tilslutning.
Efter at have fået udbetalt deres tilgodehavender fra bankerne, har middelklassen trukket sig, men for langt over halvdelen af argentinerne, der bor i fattigområderne 'Villas Miserias' og på det nærmeste er udstødte, fortsætter den daglige kamp.
Det ser unægteligt ud til at MTD og de andre folkelige organisationer i Argentina har truffet en beslutning om ikke at give op. De mange graffittis på Avallanedas mure, som er tilegnet Maxi og Dario, taler det samme sprog:
'Selv ikke i døden giver vi op!'

Poul Chatterton er professor i geografi med speciale i byudvikling, Tash (Natasha) Gordon er læge. Begge kommer fra Storbritannien.