Med mellemrum udtaler medlemmer af regeringen, at bistandsklienter ikke gider arbejde, fordi det ikke kan betale sig, og at det er nødvendigt at skære i bistandshjælpen for at ´motivere´ dem til at tage arbejde

af Søren Søndergaard, MF, Enhedslisten
For nylig sagde beskæftigelsesministeren: 'Vi er nødt til at indrette vores ydelsessystem, så der altid er et incitament til at få et arbejde. Jeg tror ikke, man behøver mange videnskabsteoretikere til at bevise, at hvis den passive ydelse økonomisk overtrumfer at have et arbejde, så overvejer folk, om det overhovedet kan betale sig at få et arbejde'.
Men nu har han måttet indrømme, at kontanthjælpsmodtagere aldrig kan komme i den situation, at det bedst kan betale sig at sige nej til anvist arbejde. Det kan altid betale sig at sige ja. Det skriver han i et svar i Folketinget. Samtidig erkender han, at med den stigende arbejdsløshed bliver det sværere for kontanthjælpsmodtagere at finde arbejde.
Med den indrømmelse må han og regeringen også tage konsekvensen af og standse hetzen mod kontanthjælpsmodtagerne. Og regeringen må komme igang med arbejdet og sørge for, at kommunerne anviser kontanthjælpsmodtagerne arbejde.
Men sådan går det nok ikke. Sagen er jo, at der ikke er arbejdspladser nok, heller ikke til de kontanthjælpsmodtagere, der ikke har andre problemer end deres arbejdsløshed.
Hetzen mod de arbejdsløse og de hyppige nedskæringer af bistandshjælpen tjener kun ét formål, nemlig at presse de arbejdsløse til at tage underbetalt arbejde på urimeligt dårlige vilkår. Regeringen ønsker ikke flere i arbejde. Regeringen ønsker flere desperate arbejdssøgende.