12 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

To uger i et underskønt land

To uger i et underskønt land

Torsdag, 10. juli, 2003, 00:00:00

Det var meget fremmedartet og spændende at være rundt omkring i det varme Indien. Jeg er slet ikke kommet mig over de mange indtryk endnu

af Jens Forup
Smukke mennesker. En overdådig natur med urskove og næsten uendelige badestrande. Fascinerende byer med gamle fantastiske templer. Og tænk bare at have klappet en elefant, der engang raserede flere landsbyer og dræbte 22 mennesker! Og nu havde en lillebitte mand tæmmet den fuldstændigt. Utroligt!
At aflive den ville være uladsiggørligt, eftersom hinduismen forbyder at slå levende væsener ihjel. Derfor er rettroende hinduer vegetarer. Man tror på sjælevandring, og denne elefant kunne udmærket godt være ens oldemor, der som straf for en eller anden synd er blevet genfødt i et dyrs skikkelse.
Det var i den sydvestlige del af Indien, i Karnataka-provinsen syd for Goa, der er det rigeste område i landet på grund af varmen og naturen, der lokker utallige turister til. Så den rystende fattigdom og elendighed i millionstorbyerne oplevede vi 'heldigvis' ikke.
Et sted var vi inde og se en cashewnødde-fabrik, hvor unge piger i pragtfuldt farvede sarier og uden sko eller sandaler sad på det bare gulv og med håndkraft afskallede og viderebehandlede de meget velsmagende nødder. Dé arbejdsforhold var godt nok ikke gået herhjemme!
Og teglværket! Du godeste! Stort set det eneste maskineri var støbeformene og de enorme brændeovne - alt andet foregik også dér med håndkraft - også dét at bære de brændte teglsten ud til de ventende lastbiler. Barbenede, tynde mænd bar op til 12 af de tunge tegl ad gangen på hovedet, og dét 8-9 timer hver dag, også lørdage! Uha-uha, hvor længe mon man kan holde til det? Og så i den varme... Og hvor meget - eller hvor lidt - mon de kan tjene ved det hårde slid? Helt sikkert ikke formuer!
Langt ude på Jesper Tyndskids mark var vi inde i en landsbyskole, og som tidligere skolelærer var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se hvordan tingene foregik. Det var faktisk helt i orden.
Interesserede og glade børn - drenge og piger godt nok hver for sig - med syv års skolepligt, og sandelig også en hel del undervisningsmaterialer. Indien er nok det u-land (hvis det ér et u-land) i verden med langt de færreste analfabeter.
Kun cirka 30 procent af voksenbefolkningen, og det er imponerende, synes jeg, i det 18 delstater store land, der næsten er på størrelse med Vesteuropa!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jul. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp