Forleden ringede jeg til lufthavnen i Kastrup for at høre, hvor lang tid, det tog at flyve til Israel

Postkort fra Elmer Brunkilde
'Et øjeblik', svarede den venlige dame. Så jeg lagde røret på. Jeg kan ikke tåle lange rejser, så Israel var et godt sted at flyve til.
Selvom jeg kun havde en weekend blev det til en sviptur til Tel Aviv med det nye flyselskab Arkia Israeli Airlines. Tortur/retur. Lige fra Kastrup.
Det er den første rute fra Danmark, siden Israels økonomi og turistsektor er blevet smadret. Tak til Per Krig Møller for at det nu kan lade sig gøre at besøge 'kontrasternes land', som det hedder i annoncerne i MetroXpress. Vi skal jo se sagen fra to sider. Og lidt fra oven. Hvad er bedre end at se kontrasterne fra et flysæde?
Efter at min nabo havde givet mig en knaldorange t-shirts med påskriften 'Besøg Israel' og vind lige) ringede jeg i afgangshallen i Kastrup til TV2s reporter Steffen Jensen i Jerusalem. Måske han kunne vise mig rundt blandt israelerne og palæstinenserne dernede. Men Steffen kendte ikke nogen palæstinensere. Og han vidste ikke, hvad det var.
Inde i flyet satte jeg mig til højre. Men så sagde en stewardesse, at netop den side kun fløj til USA. Så jeg røg ned bag i. Her blev jeg udsat for moderat fysisk pres af min ene sidemand, Carmi Gillon, der fyldte tre flysæder. Han var på vej hjem efter sin tid som ambassadør i Danmark. Han brokkede sig over min t-shirt, der ved nærmere studie lød 'Boykot Israel' og ikke 'Besøg Israel'. Uha. Han var ret ubehagelig, men spillede slet spil.
Jeg prøvede at bløde stemningen op ved at tilbyde at hente ham en dåse-cola.
Imens jeg var væk, så jeg i et splitsekund, at han spyttede i min ene kinasko på gulvet foran sædet.
Jeg lod som ingen ting. Efter en time bad han om endnu en cola. Jeg hentede den. Og så, at han havde spytte i den anden sko også. Ubehøvlet.
Hvor længe skal dette had blive ved, tænkte jeg. Al denne spytten i sko og pissen i colaer.
Ved min venstre side sad en fyr med blå heldragt i nylon. Kappen var rød og på brystet var vævet et stort gulrødt 's'. Han imponerede os alle ved gentagne gange at hoppe ud af flydøren bag os. Og ind igen. Han sagde, at vi blot skulle drikke femten whisky-sjusser og så hoppe.
Carmi Gillon hoppede som nummer fire. Supermand og jeg grinede længe og højt.
Efter en time meddelte stewardesserne os, at der var kommet nogle mærkelige lyde fra den ene motor. De undskyldte forsinkelsen, da det havde taget lidt tid at skaffe en ny pilot.
Men da var jeg allerede stang-Bacardi af sprut. Nervøs.
10 kilometer over Norditalien skulle jeg på toilettet. Det var tid til moderat fysisk pres. Der stod et skilt, som opfordrede alle Israel-venner til at trykke på de tre lilla knapper med påskriften VV, WL og PK. Den røde kunne Palæstina-venner trykke på. Der stod ATF.
Jeg ville prøve alle knapper. VV-knappen sprøjtede lunt vand over enden. Behageligt. VL-knappen udløste varm luft. PK-knappen fik en stor pudderkvast til at kærtegne bagdelen. Mmmm.
ATF-knappen burde kunne sætte mig i yderste ekstase, men i stedet mærkede jeg et snuptag og et sug i underlivet. Stewardessen oplyste mig senere, at den sidste knap med ATF på var en Automatisk Tampon Fjerner.
At jeg skulle miste min stolthed over Norditalien, var jeg ikke forberedet på.
Nå, men trods alt var jeg næsten komplet ved landingen i Tel Aviv. Trods alt. Før afgangen i Kastrup læste, at de israelske flyselskaber har tabt 99 procent af deres passagerer.