Den iranske befolkning har igen rejst sig og er gået på gaderne for at vise deres foragt og utilfredshed overfor den diktatoriske islamiske republik

af Shiva Farahmand, formand for iransk ungdomsorganisation i Danmark
Urolighederne startede for godt fire uger siden, hvor unge studerende i Teheran lavede protestdemonstrationer mod privatisering af universiteterne. Der gik ikke særlig mange dage før folket tilsluttede sig disse demonstrationer og pludselig hørte vi, at der blev råbt anti-regime slogans, som 'død over Khamenie', 'død over Khatami', ' vi vil have lighed og frihed'....og så videre
Denne gang blev protestaktioner rettet direkte mod regeringen og islamisterne. Og modsat sidste gangs massive uroligheder i Iran (1999) har der ikke været nogen i disse dage som har råbt: 'reformer - reformer'.
Det er ikke første gang folk er på gaderne, men for hver gang bliver bølgerne større og folks krav mere progressive.
Folket i Iran vil selv være med til at ændre deres skæbne og ikke ende som Irak, de har altid været utilfredse med den iranske regering, men er blevet tiet ihjel hver gang med diktatoriske metoder, som henrettelser, tortur, fængsling og stening. Men i hvor lang tid kan man undertrykke et folk? I hvor lang tid kan man påtvinge kvinder en nedværdigende livsstil? I hvor lang tid kan man fratage de mest basale rettigheder fra folk, såsom at kunne høre musik og kunne holde sin kærestes hånd på gaden?
Den iranske regering har i sit 25 års virke gjort livet til et helvede for 70 millioner mennesker på vores klode. I dag har den iranske befolkning risikeret deres liv ude på gaderne for at kæmpe for deres ret til at kunne leve et frit liv. De står overfor et militaristisk system, som ikke tøver med at massearrestere og henrette folk der siger dem imod.
Derfor har den iranske befolkning brug for international støtte, dog ikke i form af USA's indblanding og krig men som folkelig opbakning. De skal vide, at de ikke står alene i denne kamp og at mennesker der lever andre steder i verden giver dem fuldstændig opbakning.
Spørgsmålet er så, hvordan man som dansker kan vise sin sympati for denne sag. Svaret er nemt, da USA vil gå i krig med Irak, gik millioner mennesker på gaderne for at vise deres modstand mod krigsplaner på den ene side men også for at vise deres sympati med den irakiske folk på den anden side. Nu gælder det et land, hvis befolkning er ved at gøre oprør mod en diktatorisk, islamisk og brutal regering og lige så vel som det gav det irakiske folk håb at se international støtte, lige så vel vil det give det iranske folk håb, hvis de hører, at folk rundt omkring i verden er gået på gaderne for at støtte deres sag. Samtidig vil det give et klart signal til den iranske regering om at de ikke længere kan fortsætte deres umenneskelige spil med folks liv.
Hvis det iranske befolkning står stærkt i deres kamp, vil vi undgå senere at skulle demonstrere mod endnu en krig udarbejdet af USA.