26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til forslag om kommunistisk enhed

Til forslag om kommunistisk enhed

Tirsdag, 15. juli, 2003, 00:00:00

Jeg har med stor interesse læst DKP/ML´s forslag omkring kommunisternes enhed i Arbejderen 19. juni og er enig i store træk, men et par udtryk støder mig.

af Eigil Nielsen, Glumsø
Jeg har selv Marx og Lenin stående på min bogreol, og jeg kan i dag finde inspiration i, hvad de skrev i sin tid, men hvad med udtrykket 'et marxistisk-leninistisk program' - hvad er det?
Jeg kan finde en definition på marxisme-leninisme i en russisk filosofisk ordbog fra 1972. Den beskrives her som 'Marx, Engels og Lenins revolutionære lære som et samlet og grundlæggende system af filosofiske, økonomiske og social-politiske anskuelser'. Men er det et én gang udarbejdet og uforanderligt system, eller er det ikke snarere et system i udvikling, der bør underkastes undersøgelse gang på gang for at få bortkastet forældet og tilført nyt?
Og hvor meget nytte har vi så af det bastante udtryk: 'marxisme-leninisme', når der egentlig kan lægges meget forskelligt i det, alt efter hvor meget man mener, der bør kasseres eller tilføjes? Er det et udtryk, der virker forståeligt, endsige fængende på eventuelle nye medlemmer?
Jeg falder også over udtrykket 'arbejderklassens fortrops parti'. Det er jo en meget leninistisk tanke, men svarer den til nutiden? Mon ikke et kommunistisk parti i dag højst må stile efter at blive en betydningsfuld medspiller i den demokratiske proces, der gerne skal føre til et socialistisk samfund? Lyder det andet ikke lidt overspændt og urealistisk?
Endelig bruges udtrykket 'arbejderklassen' uden nærmere definition. Jeg ved ikke rigtig, hvad der ligger i begrebet. Er det blot alle os, der ikke er kapitalister? 'Den afgørende samfundsforandrende kraft' skal angiveligt ligge i denne 'arbejderklasse'. Drejer det sig så om alle de tusinder af enkelt individer, faglige organisationer og andre, som modarbejder den kapitalistiske monopolisering af vort samfund? Vil de alle føle sig tiltrukket af at blive benævnt 'arbejderklasse'? Ligger der ikke lidt nostalgisk romantik i udtrykket, som med god grund vil få mange til at trække på skulderen af os?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jul. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp