DKP´s landsmøde i maj i år betød et nyt skridt fremad, i forsøget på at forene de splittede synspunkter i arbejderbevægelsen. Derfor vækker det også forundring og overraskelse, at lederen i sidste nummer af Skub underkender en del af de erfaringer, som er indeholdt i landsmødets beslutning om det videre programarbejdet

af Lars U. Thomsen, DKP Esbjerg.
I sidste nummer af Skub behandler lederen den kommunistiske enhed, på baggrund af vores og KPiD's landsmøder i foråret. I omtalen af de otte krav fra KPiD's skolingsudvalg (bragt i Dagbladet Arbejderen den 4. juni), omtaler lederen, at der er forskellige opfattelser af begrebet antimonopolistisk demokrati. Der henvises til vedtagelsen i 'Forandringens vej', at DKP går ind for antimonopolistisk enhed.
Jeg har gjort mig den ulejlighed at læse dokumentet igennem igen, og har kun kunnet finde én henvisning i afsnittet 'Om globaliseringen', men ikke noget om hvem denne enhed må omfatte:
'Kommunisterne opfatter det som deres opgave, at være med til at give disse bevægelser en klar politisk, antimonopolistisk retning, og styrke deres forbindelser til folkenes kamp for rimelige levevilkår.'

Kan begreberne adskilles...
Det er vist det man kalder en bred og meget almen formulering.
Det lederen lægger op til er, at man kan adskille antimonopolistisk kamp fra antimonopolistisk demokrati, men kan man det?
I 1976-programmet er der anderledes klar tale: 'Den demokratiske kamp bliver en antimonopolistisk kamp. I den kan arbejderklassen sikre sig forbundsfæller blandt alle de klasser og lag, som statsmonopolismen også retter sig imod.' (side 17) Og videre:
'Når arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt.'

Debatten har kørt i mindst to år
Videre hedder det i lederen: 'Der er i programdiskussionen rejst det spørgsmål, om det antimonopolistiske demokrati fortsat er det relevante perspektiv, og dette spørgsmål er ikke afklaret.'
Vores distrikt rejste debatten om emnet i vores diskussionsgrundlag fra august 2001. Vi har behandlet det på programseminaret under temaet 'Overgangsformer til socialismen', hvor der var rig lejlighed til at tage debatten. På landsmødet lå forslaget fra vores distrikt til programudtalelse, hvor emnet er udførligt omtalt. Derimod fik tankerne tilslutning fra Otto Carlsen fra det Nordjyske Distrikt med egne forslag. Fra medlemmer af landsledelsen blev der ikke rejst indvendinger imod det, men spørgsmålet er stadigvæk ikke afklaret?
Hvis man nu ville være ærlig i lederen, så kom med gennemtænkte argumenter, i stedet for halve og hele bortforklaringer. Er man modstander af antimonopolistisk demokrati, så kom med argumenterne imod det og fortæl hvad alternativet bør være. Man kan næsten sige med Jacob Harrekildes sang fra 1876:
'Der snakkes alt for meget, der flagres uden mål.
Nu, viljen understreget, det giver talen stål!'
Det nærmeste vi er kommet i den retning, var en debat jeg havde med Svend E. Christensen om antimonopolistisk demokrati. Her sagde han konkluderende om sin holdning til emnet:
'Jeg tror at vores strategi skal lægge hovedvægten på at udvikle den demokratiske kamp'. (Skub nr. 7, september 2002).
Igen må jeg spørge; hvad skal man bruge den demokratiske kamp til, hvis det ikke er for at sikre arbejderbevægelsen større magt på monopolernes bekostning, det vi har defineret som antimonopolistisk demokrati?
Alternativet, er enten direkte overgang fra kapitalisme til socialisme, eller - et mindretals kup. Det Marx i Borgerkrigen i Frankrig kaldte blanquisme, og som den revolutionære arbejderbevægelse siden har taget afstand fra.

De folkelige kravs betydning
Og tanken om en direkte overgang fra ét system til et andet, viser de historiske erfaringer fra Chile, er umulig i lande med et veludviklet demokrati. Det vil omgående føre til borgerkrig. Enhver ny revolution føjer nye aspekter, til de lovmæssigheder som marxismen består af. Det kommer klart til udtryk i Luis Corvaláns beretning fra 1977 hvor han blandt andet siger:
'I kraft af sit kendskab til landets sociale virkelighed og det politiske liv så vort parti som sagt muligheden for at vinde en del af magten, nemlig den udøvende magt, for ved hjælp af denne at påbegynde revolutionære forandringer og marchere fremad for at erobre hele magten. Denne mulighed blev i starten nedvurderet af andre grupper og angrebet og kaldt umulig af ultravenstre. Udviklingen gav vort parti ret. Partiet betragtede aldrig den ikke-væbnede vej som en udelukkende parlamentarisk vej. Det afgørende var vores opfattelse af klassekampen. Partiet lagde hele vægten på folkemassernes kamp for deres egne krav og på de antiimperialistiske, antioligarkiske og antimonopolistiske mål, som hovedparten af befolkningen havde interesse i og som var så vigtige for forståelsen mellem de demokratiske kræfter.' (1)

Fasthold beslutningen
I stedet for at gå ind i en dialog om disse spørgsmål, betragtes de chilenske erfaringer som noget der hører fortiden til. Man er fra landsledelsens side ked af at sige tingene lige ud, fordi det vil betyde et brud med kommunisternes hidtidige grundlag. Derfor har man gjort sig store anstrengelser for at iklæde sig en revolutionær retorik, men uden reelt indhold!
I forslaget til programudtalelse fra vores distrikt, har vi vist hvordan en videreudvikling af principperne i 1976-programmet kan gøres. Der er altså ikke tale om blot og bar kopiering af tidligere synspunkter. Dialogen herom kan kun udvikle sig produktivt, hvis man bestræber sig på at skabe en atmosfære af frugtbar modsigelse, og hvis trufne beslutninger respekteres. Det videre programarbejde må tage udgangspunkt i det fælles dokument, der blev besluttet på landsmødet og som skal føre frem til et nyt program. Det styrker sammenholdet i partiet og vores muligheder for at udbygge den kommunistiske enhed!

Note:
1. Se side 53 f. i Luis Corvaláns beretning til centralkomitemøde i Chiles kommunistiske Parti, Tiden 1978.