Tak til Erik Lutzen for kommentar lørdag den 12. Juli til min skærveknuser om Sct. Peder og Vorherre. Jeg er glad, hvis mine skærveknusere afføder reaktioner, hvadenten de er rosende eller risende.

af Kjeld Stenum, Ejby
Det viser, at de sætter noget i gang. Og det er derfor, jeg skriver dem.
Hvad dit syn på religion angår, så er jeg enig i, at religion er overtro og bør være overflødig for moderne mennesker. Og det var i al beskedenhed også det, jeg forsøgte at give udtryk for i hin skærveknuser. Jeg er derimod ikke enig i din ensidigt fordømmende holdning til kristendommens historie. Og det er kun kristendom, jeg skal tale om. Jeg kender alle andre religioner for dårligt.
Udfra vores moderne moral må vi fordømme meget i Moseloven. Men det er uhistorisk at bedømme Moseloven udfra vores moderne moral eller udfra, hvordan Israel bruger den i dag. Vil vi give den en fair bedømmelse, må vi sammenligne den med samtidige love, for eksempel babylonerkongen Hammurabis få århundreder ældre lov. Sammenlign blot paragrafferne om slavernes rettigheder. Så bliver det iøjnefaldende, at mens Hammurabis lov var den herskende klasses lov, så var Moseloven skrevet af og for et folk, der nylig havde kæmpet sig fri af lang trældom.

Urkristendommen blev ikke for ingenting af Engels sammenlignet med den tidligste socialisme.
Kristendommen fungerede særdeles reaktionært i korstogstiden og middelalderen, hvor pavekirken udviklede sig til tidens største militære magtfaktor og uden sammenligning største ejendomsbesidder. Ligeledes fungerede den reaktionært i sammenhæng med conquesatadorernes erobring af Amerika, der var en slags forlængelse af korstogene.
Men også alle middelalderens bondeoprør: valdeserne i 1100-tallet, Wicliff og John Ball i England i 1300-tallet, husitterne og taboritterne i Bøhmen i 1400-tallet, Thomas Munzers døberbevægelse i Tyskland omkring reformationen, diggerne i England omkring den engelske borgerlige revolution, og en del flere, alle disse oprørsbevægelser forstod sig selv som kristne. Og et krav, der gik igen som meget centralt hos de fleste af dem, var kravet om bibeloversættelser og gudstjenester på nationalsprogene.
Samtidig var pavekirken fjendtlig overfor tanken om, at menigmand skulle læse biblen, og i en periode var det ligefrem forbudt menige katolikker at læse bibel. Hvorfor? Fordi der var en skrigende modsætning mellem de fede munke og magtfulde bisper og Det nye Testamentes ord om, at det var lettere for kamelen at krybe gennem et nåleøje, end det var for den rige at få adgang til Guds rige.

Et andet krav, der var centralt for mange af disse kristne oprørsbevægelser, var kravet om afskaffelse af adelsprivilegier og ekspropriation af kirkegodser. Det var i disse bevægelser, de første kommunistiske visioner så dagens lys.
I dag ser vi også både progressive og reaktionære kristne bevægelser. I USA findes såvel højreekstreme som kommunistiske kristne sekter. I Danmark har vi såvel en Søren Krarup som en Leif Borch Hansen. En af de mest radikalt antikristne filosoffer, der har eksisteret, Friedrich Nietzsche, var højreekstremist. Han var samtidig antimoralist, og det var han nødt til at være, for moralsk skrupelløshed var en nødvendig forudsætning for det aristokratiske kastesamfund ledt af blonde overmennesker, som han gik ind for.
Jeg synes, vi skal forkaste religiøs overtro, men forholde os nuanceret til kristendommens historie. Og der er bestemt megen kristenmoral, jeg gerne tager ved lære af.